Berlinalen dag 7 – Thomas Vinterberg indtog Berlin med “Kollektivet”

Berlinalen 2016 dag 7

- Jeg synes ikke, at ”Kollektivet” er en pessimistisk film. Den er nostalgisk og konfronterende, og den viser, at alt er forgængeligt”.

Det er onsdag, Berlinalens 7. dag. Vi sidder fem journalister bænket om et sofabord på i den mondæne GlasHütte Original Lounge på 24 etage i Kollhoff Tower.

Bag panoramavinduerne folder Berlin sig ud fra sin smukkeste side i klart solskin. For bordenden sidder instruktøren Thomas Vinterberg afslappet og smilende og tydeligvis veltilpas ved at være med på Berlinalen endnu engang.

”Kollektivet” slutter med Ulrich Thomsen, der sidder ved fællesbordet. En scene der på mange måder minder om afslutningen i ”Festen” (1998), og det er ikke noget tilfælde.

- Der er en dynamik og spejling i det, som vi helt bevidst har forfulgt. I slutningen af ”Festen” vil Ulrich Thomsen og Trine Dyrholms karakterer flyve til Paris. Ny ser vi, hvordan de er endt 17 år senere. Det er ikke det samme par og så alligevel, forklarer Thomas Vinterberg og fortæller, at ”Kollektivet” hovedsageligt er inspireret af to film: ”Festen” og ”The Icestorm”.

- Hvordan opfatter du Ulrichs rolle i filmen?

- Man kan vist roligt sige, at Ulrichs karakter ikke er særlig social kapabel. Det med kollektivet er ikke hans idé, men han prøver at indrette sig under den et langt stykke af vejen, indtil han alligevel ender med at blive den patriarkalske far, han har prøvet at undgå at blive.

- Når han på et tidspunkt frustreret udbryder ”Hvornår skal jeg arbejde, hvornår skal spise, og hvornår skal jeg sove?” rammer han en typisk maskulin tankegang, som mange mænd vil kunne nikke genkendende til, men som jeg ikke tror, at særlig mange kvinder vil forstå.

I ”Kollektivet” undersøger Thomas Vinterberg og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm hele tiden balancen mellem individet og fællesskabet – en balance som Vinterberg selv kender indgående fra sin egen barndom i kollektiv.

- Vi børn sad med om bordet, og vi også hørt. Min opvækst har lært mig at iagttage mennesker og aflæse dem, så jeg ved, hvornår jeg skal flytte mig.

- Det har også lært mig, at vi mennesker består af to lag. Det, som vi gerne vil vise andre, og de sider vi ikke har lyst til at vise. Og når vi er i forhold og holder op med at gøre os umage, så ser vores partner begge dele.

- Har det været en fordel eller en ulempe, da du skulle lave filmen, at du selv har boet i kollektiv?

- Det har i hvert fald været svært at balancere mellem, hvad der er privat, og hvad der er personligt. For mig har det været vigtigt, at det ikke blev prívat. For eksempel afviste jeg, da en af scenograferne foreslog, at vi optog filmen i det hus, hvor min barndoms kollektiv lå. For filmen handler jo ikke om mit kollektiv, og det var også reaktionen, da jeg viste den til de gamle beboere fra dengang. ”Det er jo ikke vores kollektiv” mente de, og det er det jo heller ikke.

- Nogle af scenerne er selvfølgelig hentet fra virkeligheden, for eksempel det med at omdanne en stige til et juletræ, men mange andre er ikke. Der var blandt andet ikke håndsoprækning ved fællesmøderne. Vi talte den færdig i stedet, hvilket ikke duer på film.

- Så man kan sige at ”Kollektivet” er baseret på de rigtige følelser fra dengang, men ikke på en sand historie.

- Du siger selv, at filmen handler om forgængelighed?

- Ja, alt er forgængeligt, og alt har sin tid. Folk kommer og går, kærlighed blusser op og dør igen, ja selv livet og vores kroppe forgår, så vi en dag blot er knogler.

- Historien drejer sig jo om, at Ulrich Thomsens karakter bliver forelsket i en af sine studerende nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Tror du på kærlighed ved første blik også i det virkelige liv. At man møder én og så kaster alt over bord?

- Det, der sker for Ulrichs karakter, er, at han ikke føler sig set, og vi mænd er så selvoptagede, at vi har brug for at blive set. Han møder så én, der virkelig ser ham, og ja sådan tror jeg også, at virkeligheden er. Vi taler om det brutale, at man kan skifte hinanden ud, og det har jeg ikke haft nogen ntention om at vise på en venlig, behagelig måde.

- Men min film skulle gerne vise, at livet går videre på en eller anden måde. Når beboerne i kollektivet til slut sidder om fællesbordet, viser det, at det består trods tragedier og omvæltninger.

Men er der overhovedet plads til kollektiver i dag? Det spørgsmål besvarede Thomas Vinterberg både i Glashütte Original Lounge og på pressemødet efter filmen blev vist for verdenspressen og modtaget med både gråd, latter og klapsalver.

- Jeg elskede selv at bo i kollektiv. Når det så er sagt, så vil jeg gerne sige, at jeg skammer mig over at være dansker. Det er skamfuldt at være vidne til det politiske liv i øjeblikket i mit land, og hvis der er noget man også gerne må tage med sig fra denne film, så håber jeg at den kan inspirere mennesker til at blive bedre til at dele og ikke ydmyge andre mennesker, fastslog Thomas Vinterberg og modtog pressemødets første klapsalver for sin udtalelse.

En enkelt journalist fra Sydafrika mente dog ikke, at det er flovt at være dansker, for som han udtrykte det: ”Det er jo ikke flovt at man ikke kan tage ind, hvis man bor ti mennesker i et hus, hvor der ikke er plads til flere

Hertil svarede Thomas Vinterberg:

- Ok, jeg skammer mig over den politik, der føres i Danmark, men bag den er der faktisk et folk med gode hjerter.

Blandt journalister var der i øvrigt bred enighed om, at Trine Dyrholm bør have en pris for sin indsats i ”Kollektivet”. Og det mente Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa, der står bag filmen, også:

- Selvfølgelig bør hun vinde den pris, hvem fanden skulle ellers gøre det? Det er Trine Dyrholm for helvede!

Om det sker, vil vise sig på lørdag.

Kollektivet

KOLLEKTIVET

I 1976 flyttede den dengang 7-årige Thomas Vinterberg i kollektiv og boede under fællesskabets faner til han var 19. En tid han beskriver som ”vittig, varm og fantastisk”, hvor han var ”omgivet af kønsdele, øl, akademisk diskussion på højt plan, kærlighed og personlige tragedier”.

Nu har Vinterberg så sat sig for at bruge de gyldne barndomsminder og absurde øjeblikke til at lave en film om et kollektiv.

Det hele starter som en drøm, da ægteparret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm) og deres datter Freja (Martha Sofie Walstrøm Hansen) beslutter sig for at omdanne Eriks barndomshjem i Hellerup til et kollektiv.

Hurtigt får de omdannet den store villa til en storfamilie på ni personer, der både omfatter gamle venner og enkelte nye. Sammen skal de definere reglerne for deres lille Utopia, hvor husmøderne er kollektivets højeste myndighed og måltiderne indtages i fællesskab ved langbordet ledsaget af rigelige mængder øl og vin.

Kollektivet og ikke mindst Erik og Annas parforhold kommer dog på den ultimative prøve, da Erik forelsker sig hovedkulds i en af sine studerende, den 24-årige Emma (Helene Reingaard Neumann).

Det er tydeligt, at Thomas Vinterberg har ønsket at genskabe stemningen fra midt i 70’erne. Han startede da også med at afprøve sit materiale på scenen på det prestigefyldte Burgtheater i Wien med forestillingen ”Kollektivet”, der modtog ekstatiske ovationer på premiereaftenen og begejstrede anmeldelser. Stykket er så med manuskriptforfatteren og instruktøren Tobias Lindholms hjælp blevet videreudviklet til filmen af samme navn.

Desværre er ”Kollektivet” langt fra at være en ny ”Festen” (1998). Det skyldes i høj grad de valg, som Søren Vinterberg har taget under manuskriptets udformning.

Knapt er filmens kollektiv således blevet etableret, før det overhales indenom af trekantsdramaet mellem Erik, Anna og Emma med Freja som hjælpeløst vidne på sidelinjen.

Mens følelserne bliver spændt til bristepunktet og familietragedien rutsjer mod det forventede sammenbrud, glider resten af beboerne fuldstændig i baggrunden. Man får hverken uddybet personerne eller deres indbyrdes relationer og fælles dagligdag ud over skitseplanet.

Kollektivet ender som en farverig kulisse for en historie, der lige så godt kunne have udspillet sig i en almindelig kernefamilie.

Samtidig bruger Vinterberg sine set ups så åbenlyst, at historien aldrig overrasker, og både kærlighedsforholdet mellem Erik og Emma og mellem Freja og en ung mand fra nabolaget introduceres så hurtigt og overfladisk, at de forbliver rene postulater.

Skuespilmæssigt er trekanten Erik-Anna-Emma også ude af balance. Mod så store skuespillere som Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm kommer Vinterbergs kone Helene Reingaard Neumann uvægerligt til at fremstå som det tynde øl.

De to har imidlertid også selv problemer med deres roller. Ingen kan som Trine Dyrholm trække en hvilken som helst følelse op i sit udtryksfulde ansigt på et splitsekund, og det gør hun også her. Hendes sammenbrud er hjerteskærende, men samtidig savner man, at Anna siger fra langt tidligere – savner den barskhed og hårde fernis, der også er et af Trine Dyrholms varemærker.

Omvendt plages Erik af voldsomme raserianfald, så han ender med at besvime. Der er imidlertid ingen forklaring på disse alt for kraftige vredesudbrud, der heller ikke bliver brugt til andet end en effekt i filmen.

Så den ene stjerneskuespiller reagerer for passivt og den anden for kraftigt i en film, der hverken lever op til hverken sin titel eller Vinterbergs bedste værker.

Kollektivet – 112 minutter – Danmark – Instruktør: Thomas Vinterberg – Medvirkende: Ulrich Thomsen, Trine Dyrholm, Helene Reingaard Neumann, Martha Sofie Wallstrøm Hansen, Lars Ranthe, Fares Fares, Julie Agnete Vang, Magnus Millang, Anne Gry Henningsen, Sebastian Grønnegaard Milbrat m.fl.