Berlinalen dag 8 – Vinterberg i skammekrogen

Berlinalen 2016 dag 8

- Jeg skammer mig over at være dansker!

Præcis sådan faldt ordene fra Thomas Vinterberg i går på pressekonferencen i Berlin efter visningen af hans nye film ”Kollektivet”.

Det fortryder han måske i dag. Den udtalelse kunne de danske journalister på pressekonferencen selvfølgelig ikke sidde overhørig, eller som man siger på Ekstrabladet: Velkommen til forsiden.

I stedet for positive overskrifter om sin film, fik Vinterberg i stedet lavet, hvad der må betegnes som en halv Lars von Trier, og måtte stå ansigt til en sand shitstorm på avisernes netsider.

I den ophede flygtningedebat i Danmark er den slags udtalelser (ifølge dem, der støtter regeringens politik) nemlig nærmest lig med landsforræderi. Vinterberg bliver da også kaldt alt fra kulturel nasser til endnu en intellektuel idiot, der udtaler sig om ting, han intet ved om.

Så nyttede det kun lidt, at Thomas Vinterberg senere i går forsøgte at uddybe sin udtalelse over for Berlingske Tidende, hvor han sagde:

- Jeg mente ikke, at jeg skammer mig over at være dansk, men jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der er blevet ført i udlandet. Den politik der bliver ført er uværdig overfor de mennesker, man tager imod, og dem man nu ikke tager imod. Og når jeg forsøger at orientere mig i det politiske liv, så ser jeg ingen som både kan opføre sig værdigt og samtidig tage et ansvar for, hvordan vi skal håndtere den her situation.

Vinterbergs udtalelse blev som beskrevet i går mødt med klapsalver fra journalisterne på pressemødet, så det er åbenbart langt fra kun kunstnere, der føler som den danske instruktør.

Det var dog ikke Thomas Vinterberg, der vakte skandale blandt Berlinale-pressen på festivalens 8. dag, men derimod arrangørerne selv.

På programmet stor den tredjesidste konkurrencefilm, en otte timer lang philipinsk sag, hvilket nærmest må være rekord i hovedkonkurrencen. Men ud over, at man på den måde blokerede hele journalisternes dag, havde Berlinaleledelsen i sin almægtige visdom besluttet, at journalisterne ud over deres forjættede badge skulle have billet til forestillingen. Og for at gøre forvirringen komplet, var der nummererede pladser på halvdelen af billetterne og angivning af rækker på resten.

Om nogen af journalisterne virkelig så filmen, der skulle vise sig at være lige så tung som lang, skal jeg ikke kunne sige. Selv udvandrede jeg efter to timer (med indlagte 10 minutters døsen) for at nå til rundbords-pressemøde med Susanne Bier.

Anledningen var hendes debut som TV-serie instruktør på den nye britisk-amerikanske serie ”The Night Manager”.

Kort fortalt handler den om den tidligere britiske soldat Jonathan Pine (Tom Hiddleston), der nu ernærer sig som Night Manager på forskellige hoteller og bliver viklet ind i jagten på en væmmelig, international våbenhandler.

For Susanne Bier har skiftet fra film til TV været en kæmpe oplevelse, som hun gerne gentager, hvis manuskriptet er rigtigt.

- For mig er det ikke om jeg arbejder i Danmark eller udlandet, men historien, der er det vigtigste, og man må bare erkende, At nogle af de bedste historier skrives inden for TV i øjeblikket.

- Det betyder dog ikke, at jeg er selvskrevet. Jeg har læst en del manuskripter til både film og TV, hvor historien var god, men hvor jeg bare ikke følte, jeg var den rette til at lave den, men med ”The Night Manager” var jeg slet ikke i tvivl. Jeg måtte bare instruere den.

Serien, der har et budget på 30 millioner dollars blev umiddelbart tiltrukket af historien om Jonathan Pine, der fascineres af våbenhandlerens luksusliv.

- Jeg har altid været tiltrukket af personer med hemmeligheder, og det er jo essensen i at være spion. Det springende spørgsmål er jo, om Pine lader sig korrumpere, eller om man som tilskuer kan tro på, at han vil gøre det rigtige.

Om forskellen mellem at instruere film og TV sagde Susanne Bier følgende:

- Det er som at sammenligne en novelle med en stor roman. Man kan tillade sig at fordybe sig langt mere i både hovedkaraktererne og bikaraktererne, så det er spændende og udfordrende på en utrolig givende måde, fastslog hun.

Where to invade next

WHERE TO INVADE NEXT

Dem, der ikke brød sig om Thomas Vinterbergs udtalelser om den danske flygtningepolitik ville nok heller ikke bryde sig om den noget utraditionelle åbningstale, som den amerikanske instruktør Michael Moore leverede i går før gallapremieren i Berlin på hans nyeste film ”Where to Invade Next”.

Fra sin sygeseng i USA havde Moore indtalt en videohilsen, der blev vist før filmen. Her udtrykte han beundring over, hvordan blandt andet Tysklands første Reaktion på flygtningestrømmen var at åbne deres hjerter over for mennesker i nød.

Han undskyldte samtidig, at Europa er nødt til at rydde op efter de problemer, som USA har skabt ved sin militære indblanding i Mellemøsten de sidste 15 år, som har destabiliseret hele regionen og dens infrastruktur.

Åbningstalen blev både mødt med latter og bragende klapsalver fra salen – noget der gentog sig talrige gange, mens filmen blev vist.

Og med god grund. ”Where to invade next” er nemlig en sprudlende, polemisk og meget vittig film forklædt som europæisk rejseguide.

Præmissen er typisk for den amerikanske instruktør. I filmens startscene indkaldes Moore af den samlede hær- og sikkerhedsledelse i USA for at komme med et godt råd til, hvad de skal gøre for at omsider at vinde en krig. I stedet for flere invasioner tilbyder Moore at agere enmandshær og ”invadere” land efter land i Europa og beslaglægge deres bedste ideer til, hvordan USA kan blive et bedre land.

Italien er det første land, og her opdager Moore måbende, at italienerne har op til otte ugers betalt ferie om året, to timers middagspause hver dag og meget favorable barselsvilkår, uden at det går ud over produktionen. Noget der må virke nærmest uforståeligt i USA, hvor det er op til den enkelte at forhandle sig frem til ferie, og hvor flertallet må nøjes med to uger.

I Frankrig opdager Moore, hvordan staten betaler for ægte kvalitetsmad til skolebørnene. I Finland, hvordan hemmeligheden bag verdens bedste skolesystem er, at eleverne ikke har lektier, slipper for nationale tests og i øvrigt har korte skoledage.  I Portugal at dekriminaliseringen af narkotika ikke har fået narkoforbruget til at eksplodere, på Island hvordan de ansvarlige finansfolk for landets økonomiske krise rent faktisk blev retsforfulgt og i Norge, hvordan en human behandling af fanger fører til, at langt færre kommer ud i ny kriminalitet.

Det hele sættes i perspektiv med klip af, hvordan tingene foregår i USA – og europæernes tilsvarende måben over dette.

Det behøver vel ikke at siges, at sammenligningen hver gang falder ud til Europas side, og at Michael Moores turistagtige rejse rundt under høj sol får det til at virke som om, at himlen på jorden befinder sig alle andre steder end i USA.

Moore nøjes heller ikke med Europa, men laver en afstikker til Tunesien, hvis rettigheder for kvinder – modsat i USA – er skrevet ind i landets forfatning.

Sm vanligt manipulerer Michael Moore lystigt med sit stof. Han indrømmer også, at landene i Europa selvfølgelig også har deres egne problemer at slås med, lige som det hører med, at filmen er optaget, inden flygtningekrisen ramte kontinentet.

Alligevel er hans film – som altid – både underholdende og dybt tankevækkende. Moore er måske ikke noget sandhedsvidne, men han er meget dygtig til at stille spørgsmål til, hvorfor verden ser ud, som den gør – og om den behøver at se sådan ud.

Where to invade next – 120 minutter – USA – Instruktør: Michael Moore.