Filmanmeldelse: The Neon Demon – Når form tager over i forhold til indhold

The Neon Demon

3 Popcorn

Vi er i slutningen af august 1996. Den 25-årige Nicolas Winding Refn debuterer med ”Pusher” – en lavbudget thriller skudt med håndholdt kamera og naturligt lys. Selv om det ikke er en Dogme-film, så smager det unægtelig af fugl, og filmen kickstarter både Refn’s og Mads Mikkelsens karrierer, der ikke har stået stille siden.

Så springer vi frem til 2016. Ved dette års Cannes festival er Nicolas Winding Refn’s nyeste film ”The Neon Demon udtaget til hovedkonkurrencen, og anmelderne er delte. Under pressevisningen er der lige dele klapsalver, buh-råb og journalister, der udvandrer i protest. Refn har endnu engang opnået at provokere, præcis som han ville.

Ellers hænger spørgsmålet om, hvad Refn egentlig vil med filmen og med sig selv som instruktør, og svæver over det hele. Avisen Cannes Review har kaldt ”The Neon Demon” for en bizar tur gennem sex, blod og nekrofili. Selv minder den mig mere om den lille dreng i H.C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder”, der udbryder ”Jamen, han har jo ikke noget på”.

Det starter med historien, der er lige så simpel, som den er åbenlys: Den unge, familieløse teenager Jesse (Elle Fanning) kommer til Los Angeles med hovedet fyldt af modeldrømme.  Hendes uspolerede skønhed fascinerer alle og skaber misundelse og had hos nogle af de øvrige kvindelige modeller Sarah (Abbey Lee) og Gigi (Bella Hreathcote). Da den lesbiske make-up artist Ruby (Jena Malone) forelsker sig i Jesse og bliver afvist, er der lagt op til en blodig finale.

Mere enkelt kan det næppe gøres. I løbet af sin 20 år lange karriere og 10 film har Nikolas Winding Refn udvist mindre og mindre interesse for ”historien” og tilsvarende øget interesse for det visuelle og æstetiske, så han i både ”The Neon Demon” og forgængeren ”Only God Forgives” virker nærmest fjendtligt indstillet i forhold til manuskriptet.

Form har taget over i stedet for indhold, mens Refn i sin egen selvforståelse har udviklet sig til et ikon. En som de tunge drenge i Hollywood gerne vil lege med, og som filmfestivaller som Cannes har gjort til deres darling med nærmest fripas til at få sine film med i hovedkonkurrencen.

Og ja, Refn er en stor visuel billedskaber, hvilket han også understreger i ”The Neon Demon” hvor stort set hvert eneste billede er som taget ud af en billedserie i Voque.

Det lykkes ham faktisk også – forunderligt nok – at lave to scener, der emmer af erotik, så det går lige i underlivet.

Men derudover er ”The Neon Demon” lige så tom og glittet overfladisk som den modelverden, den postulerer at beskrive.

Refn behandler ikke så meget sine karakterer som personer, men som objekter. Resultatet er, at de ganske mangler dybde. Når Keanu Reeves som led motelejer således fremstår som en af de mest nuancerede og interessante præstationer i filmen, burde alle advarselslamper lyse.

Dertil kommer, at Elle Fanning virker fejlcastet til hovedrollen. Uanset at hendes ansigt er interessant at kigge på, rummer det simpelt hen ikke de skønhedstræk, der gør historien troværdig.

Om det så er den æstetiserede vold, der ellers plejer at være et af Refn’s guldrandede varemærker, så evner den denne gang slet ikke at provokere.

”The Neon Demon” begynder med, at initialerne NWR hænger i luften på lærredet. En indikation på, at Nikolas Winding Refn – lige som Lars von Trier før ham – er blevet et selvudnævnt brand. Hvad han ellers er, svæver som sagt i luften. Man kunne håbe, at han sadler radikalt om og går nye og uventede veje, men det er vist – lige som modeldrømmene hos de unge piger i filmen – ønsketænkning.

The Neon Demon – 117 minutter – Danmark, Frankrig og USA – Instruktør: Nikolas Winding Refn – Medvirkende: Elle Fanning, Jena Malone, Bella Heathcote, Abbey Lee, Keanu Reeves, Christina Hendricks m.fl.