Filmanmeldelse: The Legend of Tarzan – Magien er væk

The Legend of Tarzan

3 Popcorn

I år er det 114 år siden, at den amerikanske forfatter Edgar Rice Burroughs opfandt Tarzan. Historien om det adelige engelske par Alice og John Greystoke, der strander i den afrikanske jungle, og hvis nyfødte søn adopteres af menneskeaber og vokser op som junglemanden Tarzan, er rent og uforfalsket eventyr.

Der er imidlertid ikke meget eventyr tilbage i Warner Bros nyeste opdatering ”The Legend of Tarzan”, hvor Tarzan-myten presses ind i Hollywoods action-kværnende blockbuster-skabelon.

Rammen er Congo, der i 1885 blev tildelt den belgiske Kong Leopold II på en europæisk konference i Berlin. Herefter brugte kongen de næste 10-15 år på skånselsløst at undertrykke og udbytte det afrikanske land ved hjælp af lejetropper. Et sandt folkemord, der kostede 10 millioner congolesere livet.

Det er denne heksekedel, som filmproducenterne har valgt at kaste Tarzan ind i. Ved filmens start har han levet otte år i England på familiens store gods under adelsnavnet John Greystoke sammen med sin hustru Jane.

De længes imidlertid tilbage til Afrika, så da Tarzan får en invitation fra Kong Leopold til at besøge Congo, tager de afsted ledsaget af den amerikanske diplomat George Washington Williams.

Invitationen viser sig imidlertid at være en fælde lagt af kongens stedfortræder i Congo Leon Rom, der har lovet at udlevere Tarzan til den hævngerrige stammehøvding Mbonga til gengæld for en kiste med diamanter fra Opar.

Diamanterne skal finansiere kongens lejetropper i landet, og snart må Tarzan kæmpe hårdt for at redde både Jane og Congo fra Leon Rom – selvfølgelig hjulpet af både dyrene, Williams og de indfødte.

At bruge et af historiens mest brutale folkemord som baggrund for en eventyrfigur som Tarzan er både problematisk og virker ekstremt kalkuleret. Endnu mere problematisk er det imidlertid, at de indfødte og dyrene, som er hovedpersoner i den oprindelige Tarzan-fortælling, her reduceres til ren staffage.

Resultatet er en film, som frem for at nedtone den racisme og sexisme, der også var i Edgar Rice Burroughs fortælling, forstærker begge dele: Hvide der undertrykker sorte, indtil de reddes af endnu en hvid. Og en kvinde, hvis fornemmeste opgave er at spille ”Damsel in distress”, der skal reddes af den stærke, mandlige helt.

Stellan Skarsgårds ældste søn Alexander er ellers en overbevisende Tarzan – høj og muskelsvulmende med blå øjne og adelige næsten ariske ansigtstræk. Og australske Margot Robbie er fortryllende smuk og lidenskabelig som Jane, men dermed er også alt sagt. De to personer uddybes aldrig yderligere.

Så er der mere kød på bifigurerne. Samuel L. Jackson får pustet noget af sin sædvanlige Jackson-karisma ind i Williams-figuren, selv om det er tydeligt, at han kun er med i filmen for at tegne et positivt billede af amerikanerne i forhold til grusomhederne i Congo.

Bedst er Christoph Waltz som den nærmest karikeret onde Leon Rom, der var en virkelig person, som blandt andet yndede at omkranse sine blomsterbede i Congo med afhuggede sorte hoveder. Waltz kan rollen som elegant sociopat i blinde, og hans Leon Rome figur er nærmest en kopi af hans nazi-officer fra “Inglorious Basterds”. Man begynder imidlertid at længes efter at se ham i andre typer af roller.

”The legend of Tarzan” er rutine-underholdende, men de bjergtagende lian-svingture fylder forsvindende lidt i den næsten to timer lange film, og optagelserne med dyrene er for størstedelens vedkommende filmet i halvdunkelt lys eller tåge.

På den måde er filmen desværre ikke den genoplivning af Tarzan-myten, man kunne have håbet på. Enten skulle man have lavet en genindspilning af den oprindelige historie (som fortælles i små glimt i filmen), hvor fokus var på det fascinerende samspil mellem Tarzan og dyrene, og hvor man kunne have bygget romancen op omkring Tarzan og Jane. Eller også skulle man have lavet en helt ny fortælling, for eksempel omsat til vore dage.

Danske biografgængere får dog en lille ekstrabonus i form af danske Caspar Crump i rollen som Leon Roms skurkagtige håndlanger. Ak ja, man må være glad for lidt.

The Legend of Tarzan – 110 minutter – USA – Instruktør: David Yates – Medvirkende: Alexander Skarsgård, Margot Robbie, Christoph Waltz, Samuel L. Jackson, Sidney Ralitsoele, Djimon Hounsou m.fl.