Filmanmeldelse: Star Trek: Beyond – 50 år er ingen alder

Star Trek Beyond

4 popcorn

Mon Gene Roddenberry havde forudset, at hans TV-rumepos ville blive en så langvarig og vidtforgrenet succes tilbage i 1966, da serien startede? Hvem skulle have troet at damebedåreren James Tiberius Kirk, træmanden Mr. Spock og hele den elskelige besætning på USS Enterprise ville have sådan en overlevelseskraft?

Muligvis fordi, skønt historierne på overfladen handler om mødet med fremmede arter og foregår i mystiske omgivelser, handler de i virkeligheden om menneskelige relationer hele vejen igennem. De ”andre”, som besætningen møder, er metaforer for sider af os selv, som vi må se i øjnene og komme overens med. I denne film, bliver denne pointe skåret mere tydeligt ud end nogensinde før med forholdet mellem individ og fællesskab som gennemgående tema.

Manuskriptet er skrevet af Dough Jung og Simon Pegg, der er ægte Star Trek-nørd, og som også spiller maskiningeniøren Scotty i filmene. Det er en hyldest, både til den oprindelige series tone og til den nyligt afdøde Lenoard Nimoy, som legemliggjorde den mystiske Mr. Spock i serien og flere både gamle og nye Star Trek-film.

Det er første gang i den nye filmserie, vi for alvor er ude i rummet og det klæder både besætningen og skibet strække ordenligt ud. Besætningen er tre år inde i deres første mission ”To boldly go where no man has gone before”.

Vi befinder os altså stadig i mytologien i perioden før Klingoner og Romulanere træder ind i på scenen og skaber konflikter, men det stiller sig ikke i vejen for fuldfede rumkampe og fantastisk flotte gennemflyvninger af stjernetåger og asteroidebælter. Dette er klart en af de få film, jeg vil anbefale at se i 3D.

Holdet har knap taget hul på en orlov på Stjerneføderationens enorme rumstation Yorktown, før de bliver sendt afsted for at redde besætningen på et rumskib, der er blevet kapret på en planet inde i en asterodiesky, som føderationen ellers har anset for uigennemtrængelig.

Knap igennem skyen bliver Enterprise angrebet og kapret. Hele besætningen, bortset fra officererne, bliver bortført af den skumle Krall, der ligner en ork, suger livskraften ud af sine ofre, og som er på jagt efter den manglende del til et altødelæggende våben, der bliver opbevaret ombord på Enterprise.

Det lykkes de fleste officererne af undslippe, undtagen sprogofficeren løjtnant Uhura og styrmanden, Sulu, der bliver taget til fange i lejren. Men holdet er spredt for alle vinde og sat sammen i uvante makkerpar. Spock sammen med den sarkastiske og livsnydende Doktor McCoy, Kirk sammen med andenstyrmanden Checkov og Maskiningeniøren Scotty alene, indtil han bliver reddet af Jayla, en elverlignende overlevende fra en tidligere kapring og lidt af en opfinder. De to er et rigtigt godt makkerpar.

Nu gælder det for heltene om at finde hinanden, befri besætningen og overvinde den stygge Krall, inden han drager ud for at så død og ødelæggelse i hele universet.

For en anmelder, der som barn brugte hver fredag eftermiddag i selskab med den oprindelige besætning på synkroniseret tysk, er det rart at se, hvordan de elskede figurer bliver kærligt genfortolket i den nye serie. Kaptajn Kirk i Cris Pines skikkelse er opdateret til det, der i vore dage går for at være en smuk mand, hvilket vil sige mindre flødebollet end Willam Shatner. Zachary Quinto som Spock er derimod en lille smule mindre hård i filten end den oprindelige Mr. Spock.

Som ofte er science fiction mere samtidskommentar end fremtidsvision, og her spilles der på den uforstående frygt, man kommer til at stå med, når terrorismen rammer på hjemmebanen. Hvem kan dog finde på at gøre sådan noget, og navnlig hvorfor?

Den forklaring, vi gives til sidst, lægger sig desværre tættere op ad ”ensom galning” end en mere kompleks forståelse. Skurkens motiver bliver måske gjort klare, men ikke umiddelbart mere forståelige.

Star Treks psykologi fungerer i det hele taget bedst på det metaforiske plan, og mindre godt, når man forsøger at bygge virkelige relationer ind mellem de lidt stereotype karakterer. Når McCoy således psykologiserer over Kirks forhold til sin afdøde far, virker spillet lettere tåkrummende. Inderlighed mellem mænd er en svær disciplin på film, og afgjort ikke Star Treks styrke, så går det bedre, når ironien flyver.

Til gengæld er er virkelig kælet for de visuelle detaljer. Yorktown-scenerne er optaget i Dubai tilsat godt med baggrundsanimation, og det giver en stærk virkelighedskarakter til scenerne. Rumscenerne er vanvittigt flotte og de visuelle effekter opfindsomme. Alt i alt er denne tredje Star Trek film en fin hyldest til oplægget og en god begyndelse til for alvor at komme ud i rummet.

Stark Trek: Beyond – 120 minutter – USA – Instruktør:  Justin Lin – Medvirkende:  Chris Pine, Zachary Quinto, Karl Urban, Zoe Saldana, Simpon Pegg m.fl.