Filmanmeldelse: Trolls – Danske charmetrolde rammer lige i børnehøjde

trolls

4 popcorn

Hvem skulle nogen sinde have troet, at de danske Gjøl-trolde skulle få hovedrollen i en stor Hollywood-produktion? I hvert fald ikke træsnitteren Thomas Dam (1915-1989), der skabte de verdenskendte trold efter sit eget spejlbillede.

Men det fik de og sikke en film. ”Trolls” når måske ikke samme raffinerede blanding af følelser og fantasi på både børne- og voksenniveau som Pixars mesterlige ”Indeni”, men derfor skal man ikke overse den uforfalskede magi, som ruller hen over lærredet.

Det kan godt være, at DreamWorks nye film er mere overflade og langt mindre intertekstuel end andre at studiets produktioner som for eksempel Shreek-filmene, men hvilken fantastisk overflade. Ens øjne popper vidt op af glæde over dette sprudlende, popkulturelle, psykedeliske værk, der kræser om det store, eksistentielle problem: Hvad er lykke for en størrelse? Og ingen film kunne være bedre til at besvare spørgsmålet end ”Trolls”, der er en ekstatisk glad oplevelse fra start til slut. Mest i børnehøjde, mens voksne kan også lære noget.

I filmens prolog får man at vide, at trolde er de lykkeligste væsner i verden. Men alt er ikke bare regnbuer og cupcakes for troldene. De står nemlig øverst på menuen, når de store, evigt deprimerede borker skal føle sig lykkelige.

Troldene flygter fra troldetræet midt i borker-byen for at undgå at blive ædt. Under ledelse af den evigt glade troldeprisesse Poppy slår de sig ned midt i skoven, hvor de fortsætter med at danse og feste og give gruppekram hver eneste time.

Den eneste, der ikke er glad, er trolden Kvist, der bor i sin borker-sikrede hule langt nede i jorden og konstant advarer de andre om, at deres glæde og fester kan afsløre deres skjulested.

Ingen lytter til ham, før det er for sent. Borkernes landsforviste kok opdager troldenes tilflugtssted og fylder fluks mavebæltet med delikate trolde, som skal genskabe hendes magtbase i borker-byen.

Det er nu op til Poppy og Kvist at konfrontere borkernes konge Gisle og redde deres venner, inden de bliver spist. Filmens smukke morale er selvfølgelig, at man ikke behøver at spise trolde for at blive lykkelig, men at lykken allerede findes inde i én selv.

Troldene i ”Trolls” er en opdateret version af Gjøl-troldene. De er langt mere individuelle med hud, der farvemæssigt matcher det elektrochok-agtige hår. Sidstnævnte har sit helt eget liv og er nærmest troldenes stærkeste redskab næst efter deres ukuelige livsglæde.

Det hele er animeret i et glitrende farveorgie a la 70’erne, der i sig selv gør en glad, og det hele bliver endnu mere intenst, når filmen med mellemrum bremser op i korte musical-sekvenser.

Lydsiden er nemlig et iørefaldene mix af popsange fra 60’erne til 90’erne med numre af Simon and Garfunkel, Earth Wind and Fire, Lionel Richie, Bonnie Tyler og Cindi Lauper og nye numre af blandt andet Justin Timberlake.

Når Kvist synger Cyndui Laupers ”True Colors” matcher brugen af lige den sang filmens form og indhold så perfekt, at der ikke burde være et øje tørt.

Som sagt er det ikke dybden, som DreamWorks er gået efter denne gang, men børnene vil elske troldene, der også formår at hensætte tilskuerne i en lykketilstand. Slet ikke dårligt klaret på en råkold og blæsende oktoberdag.

Trolls – 92 minutter – USA – Instruktører: Mike Mitchell og Walt Dohrn – Medvirkende: Stine Bramsen, Christopher Nissen, Jonas Schmidt, Torben Sekov, Anilde Chilala Kaputu m.fl.