Filmanmeldelse: Oscuro Animal: Tavse columbianske kvindeskrig

oscuro-animal5 popcorn

Der nogle film, hvor man slentrer ind i biografen, synker ned i sædet og bare lader filmen passere ubesværet forbi sine øjne, uden at hjernen udfordres mere end til underholdningsmæssigt husbehov. Som cremet fløde der bare glider ned i halsen.

Og så er der film, som alene ved deres form skaber modstand hos tilskueren – svært fordøjelige billeder og scener, der kradser og brænder deres vej igennem os, mens vi prøver at absorbere at dem og forstå.

Felippe Guerrero’s ”Oscuro Animal” (det mørke bæst) hører så afgjort til i den sidste kategori. Her er der ingen hurtige eller billige gevinster, men til gengæld meget at vinde, hvis man er vågen og stædig og villig til at yde en indsats.

Filmen foregår i de frodige, centrale dele af Colombia. Ved første øjesyn ligner det en bid af paradis, men bevæbnede, paramilitære grupper hærger i den grønne jungleidyl. Området er ramme om en beskidt og uoverskuelig krig, hvor fattige bliver tilfældige ofre, og hvor kvinder er allermest udsatte.

I dette helvede følger Guerrero tre forskellige kvindeskæbner, hvis historier igen er delt op i tre afsnit. I den første vender Rocio tilbage til sin landsby efter at have vasket tøj og opdager, at den er blevet ødelagt og forladt. Hun beslutter at forlade bjergene og søge tilflugt i hovedstaden Bogota. Undervejs overfaldes bussen, hun rejser i, lige som hun bliver venner med en lille pige.

I den anden historie lever La Mona i et voldeligt forhold med en mand fra en af de paramilitære grupper. Til slut finder hun modet til at gøre op med sin plageånd og flygte gennem junglen – også i dette tilfælde mod Bogota.

I den sidste historie møder vi Nelsa, der selv er en paramilitær soldat, mens hun er i færd med at begrave ligene af de bønder, som hendes gruppe har slået ihjel. Da hun udnyttes seksuelt af sine kammerater, vælger hun lige som Rocio og La Mona at flygte for at finde tryghed og et bedre liv.

”Oscuro Animal” er hård kost, og det gør det ikke lettere, at Felippe Guerrero metodisk har skåret al dialog væk. I stedet efterlades man med en umådelig stilhed, der taler sit eget tavse sprog om en kultur og nogle mennesker, der er fanget i resignation. Det er som om, at hovedpersonerne har lært, at verbal kommunikation med andre kun vil medføre endnu mere lidelse. Og samtidig er stilheden også et symbol på nogle kvinder, som er blevet nægtet en stemme.

Selv i scener med mere end én person opretholdes tavsheden til et punkt, hvor det næsten kommer til at virke forceret, og hvor man får lyst til at prikke instruktøren på skulderen og forklare ham, at det er ok med bare en lille smule dialog.

Filmens styrke ligger i, at den ikke forsøger at prædike moral og fordømme en bestemt gruppe mennesker. I stedet rejser den det langt mere universelle spørgsmål om, hvem og hvad krigen gavner. Der er således scener i ”Oscuro Animal”, som er svære at ryste af sig bagefter, fordi de er så tæt på sandheden, at filmen næsten virker dokumentarisk.

Og så er ”Oscuro Animal” tillige en feministisk film i ordets bedste betydning, fordi den kredser om problemstillinger, der primært er relateret til kvinder. Dermed ikke sagt, at mændene, der omgiver dem, ikke også lider, men det er de tavse kvinders vidnesbyrd, vi her får leveret på udfordrende vis.

Oscuro Animal – 107 minutter – Colombia, Argentina, Holland, Tyskland og Grækenland – Instruktør: Felippe Guerrero – Medvirkende: Marleyda Soto, Luisa Vides, Galiano, Jocelyn Meneses m.fl.