Filmanmeldelse: Viviana – Finurlig, poetisk og en fryd for øjet

Viviana

5 popcorn

Så er der Disneyfilm igen. Denne gang er handlingen henlagt til Polynesien i en tropedrøm af saftiggrøn frodighed og turkisblåt hav, der er så livagtig, at man næsten kan smage kokosvandet.

På en frodig stillehavsatol bor en stamme, som har alt, hvad de behøver af tropiske frugter og fisk i lagunen indenfor revet og aldrig behøver vove sig udenfor på det store hav.

Men høvdingens datter Vaiana drømmer (selvfølgelig) om at se verden udenfor lagunen, og trods hendes fars gentagne forbud holder hendes bedstemor drømmen i live.

Det er helt fra starten klart, at Vaiana skal noget med det der hav. Havet selv har udvalgt hende til at finde halvguden Maoi og bringe ham tilbage til den store Øgudinde for at sætte det hjerte på plads, som han stjal for 1.000 år siden.

Hvis det ikke lykkes, vil hendes ø og i sidste ende hele verden blive udslettet af et altædende mørke, der gør alting til støv. Vi ved jo, at det nok skal lykkes til sidst, men vejen derhen er alligevel spækket med udfordringer, farer og eventyr i en skøn blanding. Læg dertil skøre gags, en sang hist og her og et drys magi, når nøden er allerstørst.

På den måde er der ikke nogen brud med den klassiske Disneyformel om en pige med ben i næsen, der finder sig selv. Bortset fra at Vaiana i tråd med den nye Disney-trend står mere på egne ben end de traditionelle prinsesser. Hun ligner på mange måder mere en klassisk, mandlig eventyrhelt, der drager ud i verden, gennemgår mange prøvelser og vinder det halve kongerige.

Vaiana finder ikke sig selv gennem romantisk kærlighed, men gennem sit eget eventyr, selv om selvstændigheden ikke er ubegrænset. Hun kan stadig ikke klare det uden den enormt store og stærke og helt ekstremt selvglade Maoi ved sin side, til trods for at hun redder ham lige så tit som omvendt.

Historien fænger og har afgjort også mange spændende og humoristiske indslag. For eksempel de meget nuttede, men dødsensfarlige dværgpirater, der med deres kokosnødde-rustninger og enorme skib ligner noget, der er taget ud af en Miyazaki-film.

Til gengæld har man svært ved helt at forstå, hvad Vaianas følgesvend, den umanerligt dumme høne Hei Hei skal med på slæb for, bortset fra at være et festligt indslag og give Maoi anledning til at udtale den bevingede replik: ”Du har kjole på, og du har et dyr som følgesvend. Du er en prinsesse!”

Det bedste ved Vaiana er animationen, der er helt sublim. Fra tropeøernes frodighed over havets storladne spil og selvlysende undervandsvæsener til Maois fantastiske hår er filmen fyldt med visuel poesi, der flere steder leder tankerne hen på ”Life of Pi” og ”Avatar”. Nu er vi også langt om længe nået frem til at se en animationsfilm, der tydeligt i sit design er tænkt som 3D-animation fra starten, så den udnytter dette virkemiddel optimalt både i poetiske og actionprægede sekvenser. Afgjort en film, man godt kan gå ind og se i vinterferien.

Vaiana – 113 minutter – USA – Instruktørrer: Ron Clements, John Musker, Don Hall og Chris Williams – Medvirkende: (Danske stemmer) Clara Rugaard-Larsen, Kasper Leisner, Stig Rossen, Grethe Mogensen, Kaya Brüel, Tom Jensen m.fl.