Filmanmeldelse: Fortiden – Iransk instruktør laver nyt mesterværk

Fortiden

seks popcorn

Den iranske instruktør Asghar Farhadi må have følt et vist forventningspres, efter at hans forrige film “Nader og Simin – En separation” både vandt Guldbjørnen i Berlin og en Oscar for bedste udenlandske film.

Heldigvis indfrier hans nyeste værk “Fortiden” alle forventninger. Lige som “Nader og Simin – En separation”, er det en skilsmisse, der er omdrejningspunktet , men dermed hører lighederne også op.

For det første, er ”Fortiden” en fransk film, ikke en iransk film – hvilket i sig selv er imponerende, eftersom Farhadi ikke taler et ord fransk. For det andet handler den hverken om religion eller sociale skel, to elementer der gjorde ”Nader og Simin – En separation” til en samfundskritisk film.

På den måde er ”Fortiden” en meget global film. Et menneskeligt drama, der i princippet kunne foregå i en hvilken som helst større by i verden.

Ved filmens start ankommer Ahmad (Ali Mosaffa) til Paris fra Teheran for at formalisere skilsmissen fra sin franske kone Marie (Bérénice Bejo) og hilse på hendes to døtre, som han ikke har set i fire år.

Ahmad tror, at Marie har bestilt et hotelværelse til ham. I stedet installerer hun ham i sit hus, hvor parret tidligere levede sammen. Nu er børneflokken udvidet med en dreng – sønnen af Maries nye kæreste Samir (Tahar Rahim), der midlertidigt er flyttet ud, så de tidligere ægtefæller kan få talt ud.

Men hvorfor har Marie overhovedet kaldt Ahmad til Paris? Og hvorfor er hendes ældste datter Lucie så vred på hende? Stille og roligt begynder skelletterne at vælte ud af skabene. I centrum af dramaet står – eller rettere ligger – Samirs kone Céline, der efter et dramatisk selvmordsforsøg ligger i koma.

Som en menneskelig film noir kredser ”Fortiden” om dette selvmordsforsøg, hvor perspektivet og skyldsspørgsmålet hele tiden flytter sig, og hvor intet er sort/hvidt og ingen skyldfri.

Farhadi ligger gudskelov hverken under for Hollywoods traditionelle drama-verden af sex og vold, Bollywoods sukrede sentimentalisme eller europæisk art cinemas prætentiøse filosoferen. ”Fortiden” er således hverken en moralsk fortælling, en politisk allegori eller et filosofisk værk. Den er snarere et fortættet følelsesmæssigt kammerspil om årsag og virkning, men uden definitive svar.

En mere konventionel film ville have præsenteret de forskellige elementer, så man som tilskuer kunne deducere sig frem til en eller anden form for mening. Men ”Fortiden” gør det modsatte og kaster os i stedet ind i det ekstremt komplicerede liv omkring sine hovedpersoner og efterlader os der. Der er ingen essens eller mening kun livet og følelserne. Selv slutscenen, der har tråde til Dreyers ”Ordet” er ikke entydig.

Fahardi har klogt valgt at lægge hovedvægten på de involverede og traumatiserede børns oplevelse af forældrenes konflikter. Det er mesterligt og knugende godt gjort. Og lige som ”Nader og Simin – En separation” lever ”Fortiden” i tilskuerne længe efter, at de har forladt biografen.

Fortiden – 130 minutter – Frankrig og Iran – Instruktør: Asghar Fahardi – Medvirkende: Ali Mosaffa, Bérénice Bejo, Tahar Rahim, Pauline Burlet, Elyes Aguis, Jeanne Jestin m.fl.