Berlinalen 2017 dag 10 – Ungarsk kærlighedshistorie vandt guld

Berlinale 2017 dag 10

Så faldt afgørelsen i årets Berlinale. Samtidig kan jeg glæde mig over, at selv om jeg kun var til stede Berlinalens første fire dage, så nåede jeg alligevel at se både vinderfilmen og vinderne af de to sølvbjørne.

Guldbjørnen gik således til den ungarske ”On Body and Soul”, der samtidig var den allerførste film, der blev vist i hovedkonkurrencen:

På mange måder er det et forfriskende valg. Berlinalen bryster sig altid af at have politisk kant, hvilket ofte er slået igennem, når guldbjørne-vinderen skulle findes. Sidste år gik førsteprisen således til den fransk/italienske dokumentar ”Havet brænder”, der skildrede den fortvivlende situation for de tusindvis af afrikanske flygtninge, der hvert år krydser Middelhavet for at nå Europa. Og i 2015 vandt den bandlyste iranske instruktør Jafar Panahi guldbjørnen med filmen ”Taxi”. Her agerer han taxichauffør og får via sine forskellige kunder skabt et bredt og også kritisk portræt af det iranske samfund.

”On Body and Soul” er imidlertid ikke nogen politisk film. Til gengæld er det en både indfølt og smuk kærlighedshistorie i usædvanlige omgivelser på et kreaturslagteri i Budapest. Her falder slagteriets stille, ældre direktør og den nye, menneskesky kvalitetskontrollør for hinanden, og romancen får yderligere kraft, da de opdager, at de drømmer den samme drøm om natten. På den måde kombinerer ”On Body and Soul” den klassiske kærlighedsfilm med poetisk magisk realisme og bliver på den måde en hyldest til alt det, som filmmediet står for.

På samme måde er vinderen af sølvbjørnen, juryens store pris – den senegalesiske ”Félicité” – ikke så meget en politisk film, som en film om nogle usædvanlige følelsesmæssige bånd mellem de tre hovedpersoner.

Måske er det, den smukkeste konklusion, man kunne have ønsket på festivallen. At kærligheden og det filmiske sejrede over det politiske.

De vigtigste priser blev fordelt således:

Guldbjørnen
”On Body and Soul” (Ildiko Enyedi)

Sølvbjørnen – Juryens store pris
”Félicité” (Alain Gomis)

Sølvbjørnen – Alfred Bauer prisen

”Pokot” (Agnieszka Holland)

Sølvbjørnen – Bedste skuespillerinde
Kim Minhee (On The Beach Alone at Night)

Sølvbjørnen – Bedste skuespiller
Georg Friedrich (Helle Nächte)

Sølvbjørnen – Bedste instruktør
Aku Kaurismäki (On the Other Side of Hope)

Sølvbjørn – Bedste manuskript
Gonzalo Maza & Sebastián Lelio (Una mujer fantástica)

Med disse ord siger CineMadsen tak for denne gang fra Berlinalen med dens mange indtryk og farvel og på gensyn til mine mange Berlinalevenner: Farvel Martha, Jürgen, Lore, Erik, Rodrigo, Helmut, Susanne og Djamien.