Filmanmeldelse: T2 Trainspotting – Nostalgisk og vældigt underholdende – men også lidt uambitiøs

T2 Trainspottting

5 popcorn

Stiftede Renton nogen sinde familie og købte en bil og en vaskemaskine, som han sagde, han ville gøre i slutningen af kultklassikeren ”Trainspotting” (1995), hvor han efterlod sine tre venner og stak af med alle pengene?

Det er indgangsspørgsmålet i Danny Boyles længe ventede opfølger, der slet og ret fået titlen ”T2 Trainspotting”.

Efter 20 år vender Renton tilbage til de gamle miljøer i Edinburgh, og til vennerne som han svigtede. Selv om alt virker forandret, er meget dog stadig det samme, og Rentons genopdukken sætter hurtigt en kæde af fuldstændigt uforudsete begivenheder i gang.

Spud er stadig afhængig af heroin og lever i sin egen drømmeverden. Rentons forbitrede bedsteven Simon modtager ham med et knytnæveslag i ansigtet, og den på alle måder ukontrollable Begbie undslipper fra fængslet og går bersærk, da han hører, at Renton er dukket op igen.

Det har uden tvivl krævet mod at lave en efterfølger så længe efter. Lidt i stil med, hvis salig Michael Curtiz havde forsøgt at lave en efterfølger til ”Casablanca”. Man står der med en indiskutabel klassiker og alle muligheder for, at lave en middelmådig to’er. Det er uden tvivl den slags tanker, som Danny Boyle må have gjort sig.

Og hvordan laver man overhovedet en fortsættelse til en film, der definerede en hel generation, en generation senere? Prøver man at redefinere den oprindelige generation? Eller spiller man bolden videre til den nye?

”T2 Trainspotting” gør ikke rigtig nogen af delene, og spørgsmålet er, om den derved opfylder sin mission? På den ene side, må man sige, at Danny Boyle både har formået at genoplive de gamle figurer i fuldt flor til endnu en omgang og holde tempoet og stilen fra den første film.

Det er vældigt underholdende, og man bliver varm om hjertet ved gensynet, men det er også – og her må jeg undskylde til hardcore Trainspotting-fans (inklusive mig selv) – skuffende uambitiøst.

”Trainspotting” var et rystende feberhedt jordskælvende junkie-studie, men siden er der intet sket. I ”T2 Trainspotting” har man samlet kvartetten på ny, men de mellemliggende 20 år har kun gjort hovedpersonerne ældre, ikke klogere, og filmens morale må være, at midaldrende maskulinitet er nederen, uanset om man er på toppen eller bunden af den.

Danny Boyle opfylder Trainspotting fangruppens drøm om at samle hovedpersonerne igen med et iørefaldende soundtrack og søsygefremkaldende kamerabevægelser. ”T2 Trainspotting” er to timers råhyggende nostalgi, men også for en stor dels vedkommende spild af muligheden for at gentage originalens sociale her-og-nu snapshot af Storbritannien.

Og så igen, måske er det godt nok. Det er i hvert fald ikke kedeligt, så måske skal man bare acceptere det, man kan få, frem for det, man måske havde håbet på. På den ene side betyde toneskiftet, at selv om der er masser af vild humor, så er det ikke helt så vildt som for 20 år siden. Men på den anden side er der også en melankolsk modenhed over det hele, som har sin egen styrke.

Det minder lidt om genforeningen af et højtelsket band mange år efter. Men uanset hvad, så kommer det ikke til at rokke ved ”Trainspotting” filmens ikoniske status. Hovedpersonerne er blevet ældre og har tabt lidt af håret, men den nostalgiske kildren ved at se dem sammen har tilstrækkelig kraft til, at det ikke gør noget, at de ikke længere spiller helt så godt sammen.

T2 Trainspotting – 117 minutter – England – Instruktør: Danny Boyle – Medvirkende: Ewan McGregor, Robert Carlyle, Ewen Bremner, Johnny Lee Miller, Shirley Henderson, Anjela Nedyalkova m.fl.