Filmanmeldelse: Aminas breve – På kant med virkeligheden

Aminas breve

4 popcorn

Lad fortiden hvile!

Det råd er der mange, der har fået i tidens løb uden at være fornuftige nok til at følge det. Sådan er det også for hovedpersonen Janus i Jacob Bitsch filmatisering af Jonas T. Bengtssons prisbelønnede debutroman ”Aminas breve”.

Man kan sige, at Janus på en måde er undskyldt. Han er netop blevet udskrevet efter fire år på den lukkede, hvor han var indlagt med diagnosen skizofren paranoid.

Nu er han – tilsyneladende – stabiliseret med psykofarmaka og opfyldt af en altoverskyggende mission: At finde sin tyrkisk-danske gymnasieveninde Amina. Det er nemlig Aminas mange breve, der har holdt Janus oppe og givet ham håb, mens han var indlagt. Og da de pludselig stoppede med at dukke op, frygter han det værste og er overbevist om, at der er sket noget alvorligt med Amina.

Hans søgen efter Amina udvikler sig i bedste noir-stil til en dyster og farlig færd ind i Københavns snuskede, mørke hjerte af tosser, tabere, småkriminelle og gangstere.

Jakob Bitsch benytter sig af et gammelkendt fortælletrick, hvor det fra start til slut er usikkert, hvad der egentlig foregår. Fordi man oplever det hele fra Janus’ synsvinkel og ikke ved mere, end han ved, holdes man som tilskuer i det uvisse om, hvad der er virkelighed, og hvad der blot er Janus’  vrangbilleder af virkeligheden udsprunget af hans tågede sind.

Det fungerer, men det fungerer først og fremmest, fordi Esben Smed Jensen er fænomenal i rollen som psykisk syg. Han har tidligere gjort sig bemærket for sine roller som landsholdsspilleren John ”Faxe” Jensen i filmen ”Sommeren ´92” og som den kriminelle Nicky i DR’s tv-serie ”Bedrag”. Her er han imidlertid ikke en del af et ensemblespil, men bærer med sin indsats ene mand filmen på sine skuldre.

Esben Smed skifter ubesværet mellem at været fuldstændig stålsat og fuldstændig desorienteret og alle de andre sindsstemninger ind imellem. Han veksler mellem at erkende sin sygdom og manglende realitetssans, og hvert enkelt lille skifte kan aflæses i hans ansigt, hvad enten det er hans bange, ensomme øjne eller hårdkogte blik.

”Aminas breve” er ikke uden fejl. I den sidste tredjedel skifter den spor og bliver fuldtonet gangsteraction, da Janus ender i kløerne på nogle tyrkiske gangstere og bliver selvtægtsagtig voldelig. Der ér en forklaring på skiftet, men det virker alligevel ude af takt med resten af filmen.

Så virker det bedre, da Janus i et par dage slår sig sammen med sin midlertidige kæreste og tidligere medpatient Astrid. Her får man et kort, befriende frikvarter, hvor man lige som hovedpersonerne tror på, at frelsen er lige om hjørnet.

Det er Astrid, der råder Janus til at lade fortiden hvile. Det gør eller kan han ikke, og så går skæbnen sin fastsatte gang.

”Aminas breve” læner sig smukt op af traditionen for danske, socialrealistiske film, lige som det er lykkedes for Jacob Bitsch at omsætte romanen til smukke, stemningsfyldte billeder. Og ja, det hele er set gennem en paranoid linse, men det er galskab på den fede måde.

Aminas breve – 88 minutter – Danmark og Tyskland – Instruktør: Jacob Bitsch – Medvirkende: Esben Smed, Siir Tilif, Lisa Carlehed, Julian Greis, Sarah-Sofie Boussnina m.fl