Filmanmeldelse: The Boss Baby – Baby-tyran er et sikkert påskehit

The Boss Baby

5 popcorn

Tænk Steen og Stoffer blandet med Lille Per fra Far til Fire og med en titelkarakter, der minder om en baby-udgave af Barney fra TV-serien ”How I met your Mother”.

Lyder det eksplosivt? Jamen DreamWorks studiernes nye familiefilm ”The Boss Baby” er også lidt som en uafbrudt rutsjetur med tempo fra start til slut.

Syv-årige Tim Templeton er en dreng med lidt mere fantasi end de fleste. Samtidig er han enebarn og har derfor sine forældres udelte opmærksomhed.

En dag banker det imidlertid på døren. Familiens nye baby er ankommet, og Kun Tim undrer sig over, at babyen ankom med en taxa og er iført jakkesæt og attachémappe.

Da han senere finder ud af, at babyen kan tale og ikke er nogen rigtig baby, forsøger han at advare forældrene. Men Tim må indse, at de blindt har kastet deres kærlighed på familiens nye medlem, og at han er ved at blive kørt ud på et sidespor.

Det viser sig, at den lille Boss Baby, der styrer hele familien som en tyrannisk chef, er udsendt af det store, universelle baby-firma Baby Corp. Han skal forhindre en snedig plan om at fratage babyerne deres førsteplads i kærligheds-hierarkiet ved at opfinde en evigheds-hundehvalp, der aldrig bliver stor.

Tim må nu hjælpe sin nye lillebror med at fuldføre sin mission, så han kan slippe af med ham igen. Hvis ikke Boss Baby klarer opgaven, får han nemlig frataget sin særlige evighedsbaby-mælk og bliver til en helt normal baby.

Lyder det indviklet? Det er det også lidt, og der går en rum tid af filmen, inden plottet falder på plads.

Hvad der derimod fungerer optimalt lige fra starten, er filmens opfindsomhed og evne til at skildre Tims fantasiverden. Der veksles konstant mellem, hvordan tingene ser ud gennem Tims øjne – spændene slåskampe mod pirater og fortidsøgler eller dristige ture i undervandsbåde – og hvordan virkeligheden ser ud. Her er der dømt rent Steen og Stoffer.

På samme måde er filmen 100 procent tro mod sit babykoncept i en grad, så det bliver genialt. Når Boss Baby telefonerer op til hovedkvarteret, sker det naturligvis via en legetelefon, lige som han er udstyret med sit helt eget S.W.A.T. hjælpeteam af andre forklædte voksen-babyer. Og når han på ægte Matrix-vis skal vise Tim, hvor han kommer fra, foregår det ved at sutte intenst på en sut.

Filmen fungerer forrygende, når Boss Baby og storebror Tim drager på en hæsblæsende jagt til Las Vegas for at forpurre lanceringen af evighedshvalpen og derigennem selvfølgelig finder ud af, at de har brug for hinanden.

Det er således filmens smukke morale, at Tim opdager, at han faktisk savner en lillebror, og at Boss Baby indser, at han savner den kærlighed, man kun kan få fra sine forældre og som del af en familie.

Med ”The Baby Boss” har Dream Works lavet en ny evergreen, der lægger sig smukt og strømlinet i slipstrømmen på filmene om ”Shreek”, ”Sådan tæmmer du din drage” og ”Kung Fu Panda”. En film der er det perfekte mål for en familieudflugt her i påsken.

The Boss Baby – 98 minutter – USA – Instruktør: Tom McGrath – Medvirkende (Danske stemmer): Søren Pilmark, Niels Olsen, Mads Knarreborg, Anne Oppenhagen Pagh, Henrik Koefoed, Lucas Lomholt Eriksen m.fl.