Filmanmeldelse: The Edge of Seventeen – Dramaqueen på 17 år

The Edge of Seventeen

5 popcorn

Der er et eller andet ved coming of age film, der taler til både høj og lav. De, der er på alder med hovedpersonerne, kan umiddelbart identificere sig med deres verden, og alle os, der er blevet ældre, bliver mindet om hvordan det var: At vores højtråbende teenagedatter måske ikke er helt så livsklog eller skråsikker, som hun giver udtryk for, når hun arrigt smækker med døren.

Alligevel skiller instruktøren Kelly Fremon Craigs nye film ”The Edge of Seventeen” sig ud. I de bedste film i genren som ”Sixteen Candles” (1984), Clueless (1995), ”Superbad” (2007) og ”The Perks of being a Wallflower” (2012) har hovedpersonerne altid publikum på deres side. Vi falder for deres klogskab og humor og bliver rørt, når de føler sig fremmedgjorte og udenfor.

Helt sådan forholder det sig ikke med 17-årige Nadine (Hailee Steinfeld), der spiller hovedrollen i ”The Edge of Seventeen”. Hun har ellers den rigtige baggrund: En død far, en selvoptaget og småneurotisk mor og en irriterende storebror, som sejler ubekymret gennem tilværelsen og endda finder sammen med Nadines tætteste (læs eneste) veninde Krista. Læg dertil, at hun er smuk, veltalende til det spidende og en skarp iagttager af verden omkring sig.

Men Nadine er ikke bare en drama-charmetrold. Hun er også – en del af tiden – et stort røvhul over for sine omgivelser, egoistisk på grænsen til det narcissistiske og bruger sin intelligens og humor som knivskarpe våben mod alle omkring sig. På den måde transformerer filmen sig fra morsom til psykologisk thriller i den lette genre, hvor dramaet er centreret om Nadines personlighed og hvor langt hun er villig til at gå for at få afløb for sine frustrationer.

Nadine er som et epicenter for konflikter. Hun kommer på kant med sin mor og bror, beklager sig ustandseligt til sin historielærer Mr. Bruner (Woody Harrelson) og til sin stakkels sidekammerat Erwin (Hayden Szeto), der er forelsket i hende. Det ænser Nadine dog ikke. Hun er langt mere interesseret i den seje bad boy Nick (Alexander Calvert), som til gengæld ikke ænser hende.

Det er på sin vis modigt at lave en coming of age film, hvor hovedpersonen opfører sig som om, hun havde hovedet oppe et vist sted. Hvis det ikke var for det faktum, at Nadine (selvfølgelig) i virkeligheden ikke ønsker at såre folk, men at skubbe dem væk.

Filmens forklaring er en klassiker: Det var hendes far, der som den eneste fik Nadine til at føle sig elsket og tryg, indtil han døde, da hun var 13, mens han kørte i bil med hende.

Som det fremgår, undgår ”The Edge of Seventeen” ikke genrens klichéer, men det er til at bære, når det gøres så fornemt som her, og med så lovende en skuespiller i hovedrollen.

Lige siden hendes debut i 2010 i Coen Brødrenes ”True Gritt” (”Are we negotiating now?”) har Hailee Steinfeld blot suget endnu mere tillid til sig. Som en ung Elizabeth Taylor er hun udstyret med et katteagtigt blødt ydre og skarpe kløer lige under den silkeagtige pels. Og så ejer hun lærredet, så man ikke kan tage øjnene fra hende.

Hun er ikke bare filmens stjerne, men hele dens tyngdepunkt. Og når hun som en hærdet dramaqueen udbryder til sin historielærer ”Jeg vil ikke tage for meget af din tid, men jeg har tænkt mig at begå selvmord”, og han gennemskuer hende og går med på hendes makabre tankeleg, læner man sig bare tilbage og nyder turen.

Kernepublikummet til ”The Edge of Seventeen” er måske nok teenagepiger, men alle bør unde sig selv at se dette lille mesterværk også forældre og bedsteforældre.

The Edge of Seventeen – 104 minutter – USA – Instruktør: Kelly Fremon Craig – Medvirkende: Hailee Steinfeld, Haley Lu Richardson, Blake Jenner, Kyra Sedgwick, Woody Harrelson m.fl.