Filmanmeldelse: Klumpfisken – Sød musik mellem fiskekasser i befriende varm og ægte film

Klumpfisken

5 popcorn

En fiskekutter pløjer sig vej gennem vandet, mens solen skinner ned fra oven.

Sådan er startscenen i Søren Balles nye film ”Klumpfisken” – en film der på befriende mange måde adskiller sig fra, hvad vi ellers er vant til at se i dansk film.

I centrum står 45-årige Kristian, kaldet Kesse – en tredje generations fisker fra Hirtshals. Han er fraskilt, bor alene i sit hus, får de fleste måltider fra den lokale grill og går til fisker-svømning en gang om ugen med de andre midaldrende mænd.

Men nye tider lægger pres på fiskerne og på Kesse. Banken stiller ham stolen for døren: Enten får han styr på økonomien eller også må han lægge op, sælge sin kutter og i stedet finde arbejde på den lokale fiskefabrik, som mange andre fiskere før ham.

For at undgå at sælge, indvilger Kesse modvilligt i at tage den kvindelige havbiolog Gerd med på nogle ture. Hun er fra København og forsker i, hvordan man kan bevare fiskebestanden. Men trods deres åbenlyse forskelligheder forelsker de sig i hinanden.

I mellemtiden bliver Kesse tvunget til at gå på akkord med sine principper og fiske sort for at få tingene til at hænge sammen. Han står nu over for en række svære valg, om han skal fortsætte med at kæmpe for det liv, han kender så godt eller starte på en frisk.

Filmens titel er i øvrigt dobbelttydig. Klumpfisken optræder både bogstaveligt i det lokale Nordsøen Ocenarium, men også i overført betydning som et spejlbillede på Kesses eget afgrænsede liv. Og lige som klumpfisken trods sit tunge og klumpede udseende er i stand til at springe op af vandet, lykkes det også for Kesse at rykke sig.

Som sagt er Søren Balles film befriende anderledes. For det første er det befriende med en film, som skildrer et miljø, vi ikke er vant til at se, og gør det så indlevende og ægte, at man kan mærke sprøjtet fra saltvandet og lugten af friskfanget fisk.

For det andet, er det befriende med en film, som fortæller sin historie fra øjenhøjde. Der er intet skuespilsagtigt karikeret eller glamour over ”Klumpfisken”. Filmens personer taler nordjysk, som man nu gør på de kanter, og ligner hverken i højde eller drøjde eller tøjstil noget, som er taget ud et modekatalog. De ser tværtimod ud, som de fleste danskere ser ud. Her hjælper det også gevaldigt, at alle hovedrollerne er besat med ”nye” ansigter, der ikke for længst er blevet overbrugt på lærredet.

Det er også befriende med en eksistentiel historie, der ikke overdriver sine virkemidler eller forfalder til unødig dramatik. I stedet bliver det en vedkommende fortælling om en mand, der kæmper en ulige kamp imod en tid, som er ved at løbe fra ham.

Og endelig er det befriende med en film, der skildrer voksen kærlighed. 43-årige Susanne Storm og 57-årige Henrik Birch er ikke nogen vårharer, men får alligevel formidlet de gryende følelser mellem Kesse og Gerd med lige dele kejtethed og varme. Det er smukt at se, hvordan mennesker under de rette betingelser kan udvide hinandens horisont og gøre begge større.

”Klumpfisken” er noget så sjældent som en ægte hjertevarm film fra en del af Danmark, vi normalt hører alt for lidt til. Og så er den endnu et vellykket projekt fra talentstøtteordningen New Danish Screen.

Klumpfisken – 100 minutter – Danmark – Instruktør: Søren Balle – Medvirkende: Henrik Birch, Susanne Storm, Lars Topp Thomsen, Mikkel Vadsholt, Jacob Hauberg Lohmann, Lone Rødbroe, Allan Helge Nielsen, Hanne Laursen m.fl