Filmanmeldelse: Dunkirk – Storslået og imponerende overlevelsesdrama

Dunkirk

5 popcorn

Den er blevet kaldt et af de første afgørende vendepunkter i 2. Verdenskrig og Hitlers største fejltagelse. Uanset hvad, så var evakueringen af de omringede britiske og allierede tropper fra stranden ved den franske fiskerby Dunkirk en enestående bedrift.

Alene tallene er imponerende: 338.226 soldater blev evakueret under ”Operation Dynamo” i de hektiske dage fra den 27. maj til 4. juni 1940. 933 skibe deltog i evakueringen, hvoraf 236 blev sænket og yderligere 61 totalskadet. Og i alt 68.111 soldater fra det britiske ekspeditionskorps blev dræbt under kampene, tilbagetrækningen og evakueringen, mens 40.000 franske tropper endte som krigsfanger, da Dunkirk faldt.

Det er den slags stof, som skaber legender og store biografoplevelser, og med Christopher Nolans nye film har evakueringen fået sin mest storslåede og imponerende skildring, uanset hvilken parameter man måler den på.

”Dunkirk” er både Nolans bedste og mest realistiske til dato. 106 intense minutter omgivet af kaos og rædsel, gengivet i bjergtagende billeder i en blanding af 65 mm og Imax-format og til Hans Zimmers fuldstændig forrygende lydside: Et tæppebombardement af urvisernes tikken, lyden af flyvemaskiner, skibskrogenes skurren, mortér-ild, eksplosioner og skrig

Hvis nogen gerne vil opleve, hvordan en krigsfilm kan laves i dag, så bør de se ”Dunkirk”, der lige som for eksempel ”Avatar” er skabt til biografernes lydanlæg og store lærreder.

Sagde jeg krigsfilm? Det er ikke helt korrekt, for ”Dunkirk” skildrer ikke en sejr eller et heltemodigt slag, men en redningsaktion, hvor det eneste, som soldaterne ønsker, er at komme ud og væk fra det helvede, de befinder sig i.

Nolan har tacklet opgaven med at indfange de mange facetter af evakueringen på ægte Nolan-vis. Han splitter simpelt hen handlingen op i tre spor fra starten, der krydser hinanden tidsmæssigt, så vi konstant er i begivenhedernes centrum i luften, til vands og på stranden i Dunkirk.

På luftsiden følger man den cool Spitfire-pilot Farrier (Tom Hardy), mens den aldrende skipper Dawson (Mark Rylance) nærmer sig Dunkirk i sin ubevæbnede og derfor forsvarsløse kutter. Og på landjorden og i brændingen kæmper menig Gibson (Fionn Whitehead) for at overleve.

Denne krydsklipning, der ikke er synkron tidsmæssigt, er et mesterligt greb. Den sørger for, at spændingen holdes på et maksimalt niveau fra start til slut, samtidig med, at Nolan får demonstreret, at på film er den bedste vej ikke nødvendigvis direkte fra A til B.

Der er på det nærmeste ingen kvinder i filmen, og endnu mere radikalt ikke en eneste tysk soldat, tank eller ubåd. Kun en enkelt torpedo og fjerne tyske fly, der udspyer deres dødbringende regn af kugler og bomber. Ja tyskerne bliver end ikke nævnt som nationalitet, men blot refereret til som ”The Enemy”.

Havde det været en anden type Dunkirk-film, ville der have været scener med Hitler, der diskuterede med sine generaler om den bedste strategi til at udslette fjenden, men ikke her. Filmen fortælles udelukkende fra englændernes synsvinkel og på en måde, så man ikke glemmer, de ofre, der blev givet i de dage, men uden sentimentalitet.

Det kan virke næsten overlagt, at denne film om Englands tilbagetrækning fra kontinentet kommer samtidig med, at briterne efter Brexit er i færd med en lignende tilbagetrækning, selv om optagelserne på stedet var afsluttet inden afstemningen.

Men uanset hvad, og uanset at lækkerierne på lærredet også skyldes, at ”Dunkirk” har kostet over 150 millioner dollars, så er penge ikke tilstrækkeligt til at sikre den pulserende energi, man som publikum oplever oppe på lærredet. Det kan kun en instruktør på højden af sin kraft og ydeevne.

Dunkirk – 106 minutter – England, USA, Frankrig og Holland – Instruktør: Christopher Nolan – Medvirkende: Tom Hardy, Fionn Whitehead, Damien Bonnard, Aneurin Barnard, Mark Rylance m.fl.