Erik Clausen og døden og livet før døden

Erik Clausen 01

- Har du lyst til at blive instruktør?

Erik Clausen langer skødesløst spørgsmålet ind over bordet og kopperne med nylavet kaffe.

Vi sidder i det hyggelige køkken i hans lejlighed på Enghave Plads. Interviewet skal ellers handle om døden, men Erik Clausen har aldrig været bange for at provokere.

- Ja for fanden. Selvfølgelig vil jeg gerne prøve at være instruktør. Den drøm tror jeg, at jeg deler med de fleste filmanmeldere. Men nu er jeg altså bedre til at skrive, så det er det, som jeg gør.

Jeg bliver overrumplet over min egen ærlighed. Erik Clausen smiler over svaret og over, at det lykkedes ham at puffe lidt til mig.

Og så tilbage på sporet. Døden, den store, uundgåelige finale, der rammer os alle, og som er bagtæppet i Erik Clausens nye film ”Aldrig mere i morgen, der havde premiere i biograferne for få dage siden.

Filmen handler om en anerkendt kunstner med et ego så stort, at han nærmest anser sig selv for at være udødelig. Under et interview i anledning af hans 80-års fødselsdag falder han om, og senere på hospitalet banker en engel på og fortæller ham, at han skal dø. Hun giver ham dog mulighed for, at hans sjæl kan gå usynlig rundt i verden, indtil hans krop bliver begravet. Derfor er han til stede som fluen på væggen, da hans efterladte modtager beskeden om, at han er død, og deres reaktioner bliver lidt af en øjenåbner.

- Hvorfor lige en film om døden?

- Fordi døden er blevet mere nærværende for mig. Jeg er 75 år, og når jeg læser dødsannoncer, er der ofte folk, som er født samme år som mig selv. Jeg føler også, at jeg har nået en alder, hvor jeg går til flere begravelser end bryllupper.

- Det er tragisk, når nogen dør, men det er langt mere tragisk, hvis man sidder på plejehjemmet og dør uden at have levet og oplevet, hvad det vil sige at være menneske: Fået børn og oplevet kærligheden. Hvis man bare har været en papfigur.

- Når et barn dør, er det en ufattelig tragedie. Det er det også, når et ungt menneske dør, uden at have oplevet livet. Men som Bodil Jørgensen, der spiller engel i filmen, siger til hovedpersonen: Når man har levet Thorvald og er blevet så gammel som dig, så kan man ikke forvente at leve meget længere.

- Hvad tænker du ellers om døden?

- Det særlige ved døden er, at den sker trinvis. Man dør, og så ligger man der i kapellet en uge, inden man bliver begravet. Senere er man så til stede i folks følelser og minder. I virkeligheden er man ikke død, før alle har glemt én.

- Nu har du en engel med i filmen. Er du religiøs?

- Når man bruger englen eller djævelen, så er det en allegori, som man benytter for at fortælle en historie på en bestemt måde, man ellers ikke kunne.

- Døden er livets største gåde. Derfor er der ingen grund til at prøve at forstå den. Min eneste kommentar er, at i takt med, at jeg er levet gammel, har jeg lært at nyde livet mere, end da jeg var 40.

- Mere har jeg ikke at sige om døden. Min film handler i virkeligheden også meget mere om livet og om at leve, mens man har det.

- Det må man sige, at hovedpersonen Thorvald har gjort.

- Ja han har levet fuldt ud. Thorvald er en stor egoist, og han har taget for sig af retterne, men samtidig har han domineret sine omgivelser. Hans nye, unge kone føler sig isoleret. Hans første kone, som han er blevet skilt fra, er blevet bitter, og hans søn føler sig forladt.

- På film spiller du tit mænd, der fylder meget. Er det også sådan, at du er i virkeligheden?

- Mit store forbillede er Chaplin. På film er han altid oppe mod en ydre fjende, men samtidig lykkes det ham via sin naivitet at løse problemerne på en anden måde, end en socialrådgiver og en psykolog kan gøre det.

- Chaplin var en stor poet, og det prøver jeg også at være i mine film, lige som jeg arbejder med realisme. På den måde har jeg også altid været stærkt inspireret af de italienske neorealistiske film.

Interviewet afbrydes kort, da Erik Clausens ældste datter Louise træder ind af døren. Louise er fulgt i sin fars fodspor. Hun hjælper til i hans firma og var instruktørassistent på ”Aldrig mere i morgen”.

- Hvis man ser tematisk på det, så er ”Aldrig mere i morgen” vel først og fremmest en film om kærlighed?

- Det er rigtigt. Der er ingen tvivl om, at Thorvald elsker sin kone og deres barn. Eller som han siger: Det er min datter, hun er en engel.

- I kunsten er det mest den individuelle kærlighed, der skildres. For mig personligt er kærligheden imidlertid langt mere universel. Det er også derfor, at jeg slutter ”Aldrig mere i morgen” med en flok børnehavebørn, der kommer gående. Når jeg ser sådan en flok, så gennemstrømmes jeg af lykke over al den livsenergi og alle de nye muligheder, som går der.

- Et andet tema, der er gået igen i mange af dine film, er klassekampen og skellet mellem rige og fattige. Men i din nye film er der ingen klassekampsproblematik. Er kampen forbi?

- Omdrejningspunktet i denne her historie er en stor arv. For at fortælle den, var jeg nødt til at lade hovedpersonen være en mand med penge. Thorvald og hans familie er ikke en overklassefamilie, men en privilegeret, elitær familie.

- Med hensyn til klassekampen, så ligger venstrefløjen jo underdrejet i øjeblikket og sover tornerosesøvn. Det påvirker selvfølgelig også mig.

- Men efter min mening ligger problemet i vore dage ikke i en traditionel klassekampskonflikt. Der er snarere tale om en mental kamp. Man får hele tiden at vide, at man skal være rigtig. Man skal være slank, man skal være positiv, og man skal være liberalist. Ellers er man ikke rigtig.

- Så det er en mental kamp, vi står midt i, og mange danskere har det skidt. Det vil jeg ikke acceptere. Folk bliver demente, fordi de ikke længere bruger hjernen, og jeg ser hele tiden mennesker i defensiven, hvor angsten driver ned af væggen. Jeg vil gerne have, at folk kommer i offensiven igen.

- Et sidste tema i din nye film er vel tilgivelse?

- Ja, for hvis du ikke har evnen til at tilgive, har du ingen mulighed for kærligheden.

- Ingen mennesker er perfekte, og sådan er det også i filmen. Thorvalds søn Vincent opfatter kun sine egne problemer, som kommer af, at han aldrig har tilgivet sin far for ikke at have vist ham den kærlighed og anerkendelse, han længes efter.

- Det kører vel begge veje. Thorvald har jo også svært ved at tilgive sønnen, at han en enkelt gang gik i seng med hans nye kone?

- Det er rigtigt, og i virkeligheden undrer det mig, at det ikke sker mere. Hvis man er min alder og har en ung kone, så må man acceptere, at alderen sætter visse begrænsninger, og at hun har en yngre ven, der kan hjælpe hende med at tage trykket.

- Lad os tale lidt om de skuespillere, du har benyttet i din nye film. Det er for eksempel anden gang i træk, at du spiller sammen med både Bodil Jørgensen og Nicolas Bro.

- Alle rollerne i min film er skræddersyede til personerne – også min egen (smiler). Med hensyn til Bodil, så gør hun lige som jeg selv og slipper al selvkontrol, når hun spiller. På den måde leger hun meget mere med stoffet. Bodil Jørgensen er en anarkist, men også fyldt med lykke, poesi og følelser.

- Hvad angår Nicolas, så har jeg skrevet Vincent-rollen til ham. Nicolas har en dynamik og en krop, der er meget fysisk og som bruger billedkanten som ramme. På den måde minder han meget om den svenske skuespiller Mikael Persbrandt.

- Hvad med Mariana Jancovic. Hvorfor valgte du hende til at spille Thorvalds unge kone?

- Mariana har både en fantastisk spillestil og kvindelig skønhed. Hun er meget dramatisk og en kvinde med store lidenskaber og temperament. Det ser man blandt andet i scenen, hvor hun skændes med sin bror.

- Og hvad med dig selv. Hvor har du hentet inspirationen til Thorvald-figuren fra?

- Jeg er blevet inspireret af alle de ældre koryfæer, som jeg har mødt, og som har stået der og doceret over for deres omgivelser og som bliver irriterede, hvis de ikke hele tiden er midtpunkt

- Hvordan er det at instruere sig selv?

- Her har jeg haft stor hjælp af min datter Louise. Men ellers glæder jeg mig til hver eneste scene. Jeg har altid været dybt fascineret af at skulle spille en anden. Faktisk synes jeg, at folk der er trætte af sig selv, bør prøve at lave noget rollespil. Det rusker virkelig op i tingene.

- Okay et sidste spørgsmål. Hvad vil du gerne have, at folk tager med hjem, når de har set din nye film?

- Jeg håber, at filmen giver publikum et løft med en kant, og at de får øje på noget i sig selv. Jeg håber, at de bliver mere klar over, at man skal nyde livet, og at der ikke er nogen grund til at tænke på døden.