Filmanmeldelse: Snemanden er lavet af tøsne

Snemanden

3 Popcorn

Det var med meget stor spænding, at jeg satte mig i biografstolen for at se filmatiseringen af Jo Nesbøs ”Snemanden”.

Nesbøs bogserie om Oslo-politimanden Harry Hole har længe ligget i toppen blandt skandinaviske krimiserier. Og ”Snemanden – der er den syvende bog i serien – er simpelt hen den mest uhyggelige bog, jeg har læst, siden jeg første gang læste Stephen Kings ”The Shining”.

Det er her, serien skifter spor og går fra at være en krimiserie til at blive decideret horror-agtig. Med en morder, der er drevet af sine egne isnende dæmoner, og en dagsorden, som er hinsides enhver rationel logik. Et menneske, man ikke kan argumentere med, der stalker sine ofre og leger med dem, så det risler ned af ryggen.

Det kunne der være kommet en vildt uhyggelig film ud af. Det burde der være kommet en vildt uhyggelig film ud af, men det er der ikke – ikke på nogen måde.

Frem for at være bygget af skarpe iskrystaller, der flår i nervebanerne, er ”Snemanden” lavet af tøsné, der smelter, inden det for alvor når at blive spændende.

Mens vinterens første sne falder over Oslo, går drabsafdelingens vicekommissær Harry Hole rundt og længes efter en sag. Når han da ikke længes efter den næste drink eller ekskæresten Rakel og stedsønnen Oleg.

Da en række mystiske kvindemord ryster byen, kastes Harry og korpsets nye politiaspirant Katrine Bratt ud i en mere og mere desperat jagt, hvor morderen hele tiden virker et skridt foran.

Hans signatur er en snemand, og sagen viser sig at have tråde tilbage til Bergen og til andre uopklarede kvindemord.
Det er ikke Nesbøs skyld at filmen ikke kan indfri sine potentialer. Hans bog er tværtimod en gave til enhver filminstruktør på grund af historiens enkle gru. Nej skylden er udelukkende manuskriptforfatterne og filmens bagmænd, der har taget nogle klart forkerte valg.

For det første har man klart ønsket at lave en international film – en af dem, der uden besværlige oversættelser og undertekster kan sælges på ethvert marked. Derfor foregår det hele på engelsk, hvilket betyder, at det bliver underlig uklart, hvor vi befinder os – bortset fra, at det er et sted med fjelde og sne. Man længes i den grad efter at høre noget klingende norsk, der kan signalere, at det her er en skandinavisk krimi.

Det bliver imidlertid svært for filmens anden store fejl er, at den har erstattet alle bærende roller med udenlandske skuespillere. Det er et sandt A-hold, der er valfartet til Norge. Rollen som Harry Hole er overladt til den karismatiske tyske skuespiller Michael Fassbender. Britisk/svenske Rebecca Ferguson og britisk/franske Charlotte Gainsbourg spiller henholdsvis Harrys makker og hans ekskæreste. Chloë Sevigny er et af de stakkels ofre, mens Val Kilner tumler rundt med underbid og tømmermandsdræven som suspenderet, alkoholiseret strisser. Om det så er danske David Dencik, så er der også blevet plads til ham i en typisk Dencik-rolle som anløben læge.

Ud over, at de udenlandske skuespillere yderligere er med til at gøre filmen til en international krimihistorie frem for en norsk thriller, kæmper de også med det skamklippede manuskript. Den ellers klare historie er blevet noget underligt rodsammen, hvor der spilfægtes hid og did uden et samlet fokus på de mord, der kunne have skabt en ægte suspense. Filmen får derfor hverken den indledning eller det klimaks, den fortjener, og når aldrig at blive rigtig uhyggelig.

Og så hjælper det ikke, at man har valgt en skuespiller til morderens rolle, der er alt for vag til at fremstå rigtig farlig – ja faktisk har man svært ved at forbinde vedkommende med de bestialske mord.

Sådan kunne man blive ved. En uforglemmelig bog er blevet til en film, man helst vil glemme igen så hurtigt som muligt.

Og forklar mig så lige, hvorfor en del af scenerne fra traileren til ”Snemanden” aldrig er kommet med i den endelige film?

Snemanden – 125 minutter – England – Instruktør: Tomas Alfredson – Medvirkende: Michael Fassbender, Rebecca Ferguson, Charlotte Gainsbourg, J.K. Simmons, Chloë Sevigny, David Dencik, Jakob Oftebro m.fl.