Filmanmeldelse: Byens Lys – Chaplins poetiske mesterværk

Glem alt om ”Snemanden” og alle de andre film, der har premiere denne uge eller allerede går i biografen. I virkeligheden er der kun én film, der er værd at se: Chaplins vidunderlige mesterværk ”Byens lys”, der nu kan opleves i en ny, smuk, digitaliseret version.

Chaplin var en af filmhistoriens største poeter, og det siger ikke så lidt om hans talent, at en sort/hvid stumfilm, der havde premiere i 1931, stadig her 86 år senere får stort set alt andet i biografen til at blegne i sammenligning. Men det gør den, for den er på mange måder essensen af alt det bedste og smukkeste, som film kan.

Historien er lige så enkel, som den er gribende: En fattig vagabond (Chaplin) bliver forelsket i en blind blomsterpige (Virginia Cherrill) og køber en blomst af hende.

Senere samme aften redder han en stærkt beruset millionær fra at drukne. Som tak udnævner millionæren vagabonden til at være sin nye bedste ven, men glemmer alt om ham, når han er ædru. Næste aften gentager mønsteret sig.

Vagabonden låner penge af millionæren for at købe alle blomsterpigens blomster. Senere låner han hende penge til huslejen og til at få opereret sine øjne, så hun kan se.

Den rørende slutscene, hvor den nu seende blomsterpige får øje på den fattige vagabond, giver ham en mønt, og opdager, hvem han er, da hun tager hans hånd, har for længst skrevet sig ind i filmhistorien.

”Byens Lys” er på mange måder også essensen af alt de bedste og smukkeste, som Chaplin kunne præstere. Hvis man kun kunne bevare en enkelt af hans film, ville ”Byens Lys” således være den, der bedst afspejler alle sider af hans talent.

For den har i sandhed det hele: Den har humoren og alle slapstick-sekvenserne. Den har patos og den pantomimeagtige stemning. Den har frivoliteten, og de fuldstændigt sømløse og ubesværet koreograferede bevægelser. Den har melodramaet, yndefuldheden og Chaplins vagabond-figur, der er en af de mest berø man mte figurer, der nogen sinde er skabt på film.

Og frem for alt rummer ”Byens lys” den helt særegne Chaplin-poesi, som man kun genfinder i de mest klassiske Disney-sekvenser. Den poesi, der stadig taler til tilskuerne på tværs af det meste af et århundrede.

Chaplin kunne have valgt det anderledes. I 1931 var talefilmen tre år gammel, og blev af alle anset for at være det nye sort i filmverdenen. Filselskaberne ønskede lyd på film og tilskuerne ønskede det, men Chaplin valgte alligevel at fortsætte med at lave stumfilm lidt endnu. Måske fordi han vidste, at stemmerne bare ville forplumre den poesien og den magiske enkelhed, som han stræbte efter.

Uanset hvad, så viser ”Byens lys” at ordene er overflødige på film, og at bevægelserne, musikken og mimikken sagtens kan stå alene, som den altid gjorde det med hans Chaplins vagabond-figur. Og som gør, at hans film er universelle på tværs af nationaliteter og tid.

Læg dertil, at ”Byens Lys” indeholder nogen af Chaplins største komiske sekvenser – herunder den berømte boksekamp, hvor vagabondens fantastiske fodarbejde gør, at han hele tiden har dommeren mellem sig selv og sin modstander. Eller den næsten lige så berømte åbningsscene, hvor byens borgmester afslører en statue kun for at opdage vagabonden sovende fredeligt i skødet på de græsk-romerske stenfigurer – og det efterfølgende elegant orkestrerede kaos, da Chaplin forsøger at klatre ned og får sine bukser fanget i en af figurernes sværd.

Det ser så legende let ud, men kræver et helt særligt talent. Det talent, der gør ”Byens lys” til et mesterværk.

Byens Lys – 87 minutter – USA – Instruktør: Charles Chaplin – Medvirkende: Charles Chaplin, Virginia Cherrill, Florence Lee, Harry Myers m.fl