Filmanmeldelse: Darling – Black Danica

Darling

4 popcorn

En stjerneballerina, der må se sit liv som berømt og feteret smuldre under sig og måske også sit forhold. Det er kernen i Birgitte Stærmoses anden spillefilm.

Og hvilken kerne. Danica Curcic formår i bogstaveligste forstand at løfte den ellers traditionelle historie til en filmoplevelse, hvor der danses og ikke mindst spilles over hele følelsesregisteret.

Darling (Curcic) og hendes mand den svenske koreograf Frans (Gustaf Skarsgård) er balletverdenens stjernepar. De vender tilbage til København fra deres faste base i New York for at gæsteopsætte Frans’ version af den klassiske, romantiske ballet Giselle.

Den handler om en kvinde, der svigtes af sin elskede og bliver vanvittig, men tilgiver ham til sidst. Bare så man er advaret, og ganske rigtigt. Efter et fald opdager Darling, at hendes lårbensknogle er slidt ned. Hun kommer aldrig til at danse mere. Da en ny og mere forsigtig ballerina Polly (Astrid Grarup Elbo) bliver sat ind som erstatning, tilbyder Darling imidlertid at lære hende op.

Det gør hun med en jægersoldat-sergents nådesløse hersen, mens hun raser udenpå og indeni og mærker jalousien flå og hævntørsten hærge. For er Frans og Polly ved at udvikle følelser for hinanden?

Man kan ikke se ”Darling” uden at tænke på Daren Aranofskys heksekedel af et mesterværk ”Black Swan” og dens infantile ballerinaer, forældre der presser deres børn og sadistiske balletleder.

Helt så langt når ”Darling” aldrig ud. Vi får ikke nogen vild og rystende psykoballet. Dertil er den for pæn og for dansk.

Spørgsmålet er også, om man kan kalde Birgitte Stærmoses film for et balletdrama, når den i overvejende grad lader skuespillet og ikke ballettrinene skabe det drama, der drive handlingen frem.

For Danica Curcic er skuespiller, endda en rigtig god en af slagsen. Hun kaster sig ind i rollen med hele sit temperament og alle følelser vidtåbne. Hun stråler af lykke, raser, bliver vanvittig af jalousi og knivskarp i sin perfektionisme, er stædig, passioneret, voldsom og hævngerrig med en intensitet, der nægter at give slip på publikum eller give slip i det hele taget.

Man gribes af hende, faktisk meget mere end af kærlighedshistorien mellem hende og Frans, der aldrig når samme passionerede dybder. Måske fordi han i virkeligheden ikke brænder for kunsten med samme kompromisløshed som hun. Her er den aldrende kræftramte balletmester (Ulrich Thomsen) langt mere hendes åndsfælle, og man fornemmer undertoner i deres forhistorie, der leder tanken hen på den aktuelle Weinstein-debat, når Curcic konstaterer ”Jeg var nok lidt mere din Darling end andres”.

Magtstrukturerne og viljen til at bruge dem er til at føle på, og Darling benytter dem selv i oplæringen af Polly. For når man går efter det kunstnerisk sublime, må menneskelige hensyn vige. Det skal gøre ondt, før det – måske – bliver perfekt.

”Darling” er ikke nogen ”Black Swan”, men når alligevel at stille spørgsmålet om, hvor langt man skal gå i kunstens navn.

Darling – 101 minutter – Danmark – Instruktør: Birgitte Stærmose – Medvirkende: Danica Curcic, Gustaf Skarsgård, Ulrich Thomsen, Astrid Grarup Elbo m.fl