Filmanmeldelse: Coco – Pixars hjertevarme hyldest til Mexicos ”De Dødes Dag”

Coco

5 popcorn

”Den vil jeg se!”

Sådan har det lydt fra min yngste datter i månedsvis op til premieren på Pixars nyeste film ”Coco”. Og hendes forventning afspejler meget godt, hvad det er, som Disney-studiernes skæve lillesøster kan.

Pixars varemærke har altid været deres evne til at skabe originale historier og figurer. Det så man allerede med ”Toy Story” (1995), og det er fortsat lige siden. Det gælder også ”Coco”, der er Pixars anden film inden for et år (”Cars 3” havde premiere sidste sommer) og selskabets første ikke-sequel siden ”The Good Dinosaur” i 1915.

Trods navnet var dinosaurus-filmen ikke helt god. Det er ”Coco” til gengæld, ja man fristes til at kalde den dødgod eller dødoriginal, for aldrig har døden været så tilstedeværende som i denne mexicanske eventyr-musical.
”Coco” er nemlig en ufortyndet hyldest til en af de mest farverige og smukke mexicanske traditioner ”De Dødes Dag”.

Som rotten Remy i ”Ratatouille” (2007), der drømte om at arbejde i en fornem, fransk restaurant, har 12-årige Miguel Rivera én eneste passion: Han ønsker at spille guitar. Uheldigvis er han en del af en familie af succesrige skomagere, hvor musik har været bandlyst i generationer, siden hans tipoldefar forlod sin kone og datter for at forfølge sin sangkarriere.

Stik mod familiens regler har Miguel lært sig selv at spille guitar og bruger hvert et ledigt øjeblik på at øve sig på musikken og sangene fra byens lokale, afdøde legende Ernesto de la Cruz. Da der i anledning af ”De Dødes Dag” skal afholdes en talentkonkurrence i byen, beslutter Miguel sig for at stille op. Men hans plan bliver afsløret i sidste øjeblik, og hans elskede guitar bliver ødelagt.

I stedet for at give op, sniger Miguel sig ind i Ernesto de la Cruz mausoleum for at ”låne” sit idols guitar. Det udløser imidlertid en forbandelse, som kaster ham ind i De Dødes Land. Her bliver han nu nødt til at finde frem til sine afdøde familiemedlemmer og få deres tilgivelse, hvis han skal vende tilbage.

Mere skal ikke afsløres her, kun at de afdøde skeletter er langt mindre skræmmende end dem, man oplevede i Tim Burtons ”The Nightmare Before Christmas”. På samme måde er reglerne i De Dødes Land ikke mere indviklede, end at de mindste også vil kunne følge med – herunder den vigtigste, at man først dør rigtigt, når alle i de levendes verden har glemt en.

”Coco” er en fejende flot fortælling. Det er befriende, at Pixar har valgt at sætte fokus på Mexico på et tidspunkt, hvor den amerikanske præsident har travlt med at bygge en mur mellem USA og deres nabo mod syd. Og efter at have tilbragt en del tid i landet kan jeg kun sige, at Miguels by både ligner, lyder og føles som Mexico.

Det er dog intet imod, hvad man præsenteres for, da Miguel er endt i dødsriget. De Dødes Land er en af de mest spektakulære og ambitiøse verdener, som Pixar nogensinde har skabt. Et åndeløst smukt, neonoplyst metropolis af sammenbyggede byer og kvarterer, der løseligt er baseret på den kendte by Guanajuato i det centrale Mexico. Herfra kan de døde passere over i de levendes verden på ”De Dødes Dag”, hvis nogle af deres efterkommere har anbragt et billede af dem på deres husalter.

Fortællingen i ”Coco” er en klassisk coming-of-age fortælling, hvor Miguels rejse til De Dødes Land lærer ham nogle vigtige ting om både sig selv og sin familie. Selv om det føles som et klassisk Disney-plot, har Pixar formået at sætte sit sædvanlig særkende på filmen og skabe et frisk pust ved at kombinere humor, musik og følelse.

Miguels motivation gennem hele filmen – hans ønske om at følge sin drøm og føle sig misforstået af sin familie – er både dynamisk motor og et følelsesmæssigt ankerpunkt for resten af filmen. De mange sideplots og drejninger udvider blot hovedtemaet om ens egen identitet i forhold til familiens identitet.

Det er medrivende fortalt og blændende visuelt forløst til tonerne af medrivende mexicansk musik. På den måde er ”Coco” førsteklasses Pixar-underholdning, der hverken vil skuffe store eller små.

Der er således masser af politisk aktualitet i grænsen mellem de levendes verden og De Dødes Land og i det faktum, at det er første gang, at Pixar har haft ikke-hvide hovedpersoner i en af sine film. Men først og fremmest er ”Coco” en smuk og rørende fortælling om at være sig selv og en del af noget større. Og at døden er sjovere, end man lige tror.

Det eneste, som Pixar-fans vil begræde, er at ”Coco” ikke indledes med en af de legendariske Pixae-kortfilm, der næsten er blevet lige så berømte, som selskabets film. Til premieren i USA blev ”Coco” i stedet indledt af en over 20 minutter lang film fra Frost-universet, som en slags meget tidlig optakt til den kommende ”Frost 2”, som Disney har premiere på i november 2019. Men dens længde fik publikum til at tvivle på, om de var inde til den rigtige film, så efter nogle dage blev den fjernet.

Coco – 105 minutter – USA – Instruktør: Lee Unkrich og Adrian Molina – Medvirkende (danske stemmer): Lucas Lomholt Eriksen, Pelle Emil Hebsgaard, Carsten Svendsen, Susanne Breuning, Pia Rosenbaum, Jens Sætter Lassen m.fl.