Filmanmeldelse: Fifty Shades Freed – Det ultimative antiklimaks

Fifty Shades Freed

3 Popcorn

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været nogen fan af Fifty Shades of Gray, hverken på tryk eller på lærredet.

De tre bøger (og jeg har faktisk læst dem alle), som gjorde forfatteren E.L. James verdensberømt, kan på ingen måde kaldes god litteratur, hverken sprogligt eller fortællemæssigt.

I stedet er de udtryk for den mest banale kvinde-erotik på højde med mænds puritile pornofantasier om storbarmede sygeplejersker, der er nøgne og villige under kitlen.

På samme måde har de tre film været gabende usexede, og intet sted er kedsomheden større end i den sidste og afsluttende film ”Fifty Shades Freed”, der netop har haft premiere.

Forventningerne var i forvejen ikke store, da jeg satte mig i biografsædet, men det lykkedes ikke desto mindre for filmen at sætte barren endnu lavere.

Fra at være et (erotisk) magtspil med indlagte piskescener mellem to personer fra vidt forskellige samfundslag og med vidt forskellig opvækst kulminerer Fifty Shades franchisen her i nyægteskabelige småskænderier.

Filmen begynder der, hvor de fleste romantiske film ender: Christian (Jamie Dorman) og Anastasia (Dakota Johnson) får endelig hinanden i et bryllup der er som taget ud af en fotomontage i et eksklusivt bryllupsmagasin.

Derefter suser de afsted mod Den Franske Riviera på bryllupsrejse. ”Er det din?” spørger Anastasia henåndet, da hun ser den private jet, der skal bringe dem til Frankrig. ”Vi ejer den” svarer Christian med et smil.

Og sådan fortsætter det, mens det langsomt går op for tilskuerne (eller ret hurtigt faktisk), at der godt nok var tre bøger, men måske ikke stof nok i dem til tre film.

Det nygifte par diskuterer frem og tilbage omkring, hvornår de skal starte en familie og om hendes job og karriere versus hans besidderiske natur. Der er også lidt spænding (med streg under lidt) omkring hendes tidligere chef, der vil hævne et eller andet, og det er så det.

Selv efter tre film fremstår Christian Grey som et mysterium på den mest uinteressante måde. Jeg mener, vi har en styrtende rig, jetflys-ejer, som ikke har andet at bruge tiden til end at dukke uanmeldt op på sin kones kontor for at kritisere, at hun endnu ikke har ændret sin email-adresse til sit nye navn efter brylluppet. Og som brokker sig over, at han kone smider bikinitoppen på stranden ved Middelhavet for at slikke sol, fordi han er bange for, at hun så vil blive overbegloet af alle andre mænd. Og her snakker vi om en topløs strand!

Og hvad med sexen? Tjah bortset fra Dakota Johnsons bryster eller et glimt af Jamie Dormans pubeshår eller bagdel er der ikke meget af komme efter. Det mest bemærkelsesværdige er faktisk, hvor tilfældigt parrets sexliv efterhånden er blevet. I den første film var sexscenerne – uanset at de var tamme – i det mindste en vigtig del af handlingen og deres forhold. Nu er de bare en ting, som de gør, lige som mange andre par, indtil det glider helt ud. I virkeligheden kunne man have skåret alle sexscenerne ud af denne film, uden at det overhovedet ville betyde noget for handlingen.

Og her står vi så efter næsten seks timers film-triologi med det ultimative antiklimaks, der ikke bliver bedre af, at ingen af de to hovedrolleindehavere har særlig meget at byde på rent skuespilsmæssigt.

E.L James er blevet prist for at puste nyt liv i den erotiske litteratur og i alverdens kvinders seksuelle drømme. Men er det virkelig alt, hvad kvinders seksuelle fantasier kan byde på? Noget softcore S/M, der aldrig kommer i nærheden af at være farligt eller pirrende, lækkert pakket ind i drømmen om den rige, smukke prins? En seksualitet som i virkeligheden dækker over et fuldstændig banalt, romantisk kærlighedseventyr, der ikke hurtigt nok kan forvandle pisk og håndjern til ægteskab og børnekammer.

Midt i denne glitrede lægeromanverden savner man i den grad lidt ægte blod, sved og tårer, noget virkeligt begær og nogle primale orgasmeskrig. Og man savner noget ægte farlighed i parrets seksualitet.

Eller rettere denne anmelder savner det. For Fifty Shades seriens store kvindelige fanskare er dette tilsyneladende nok, og de vil endnu engang sukke og smelte hen. Men nogen revolution i soveværelserne kommer Fifty Shades med garanti ikke til at føre til.

Fifty Shades Freed – 105 minutter – USA – Instruktør: James Foley – Medvirkende: Dakota Johnson, Jamie Dorman, Eric Johnson, Eloise Mumford, Rita Ora m.fl.