Berlinalen 2018 dag 8 – Pernille Fischer Christensens fornemmelse for Astrid

Berlinalen 2018 - Dag 06-03

At interviewe Pernille Fischer Christensen er som at hælde den lækreste fløde over en perfekt brygget kop kaffe og bare nyde smagen. Hendes intense nærvær fylder rummet, fra hendes lille, spinkle krop træder ind i rummet på Scandic Hotel i nærheden af Potsdammer Plats for at tale om sin nye Astrid Lindgren film ”Unge Astrid”.

Og denne gang er beløningen dobbelt, for sammen med hende er filmens unge hovedperson Alba August, hvis nærvær og rastløse energi matcher Pernille Fischer Christensens perfekt.

- Du har tidligere fortalt mig, at da du lavede ”En Familie” (2010) kunne du trække på dine egne erfaringer omkring dødsfald i familier. Og omkring ”En du elsker” (2014) sagde du, at den hang sammen med dine tidligere film ved at handle om kærlighed, men adskilte sig, fordi den opstod ud fra et ønske du havde om at lave musik. Hvordan passer din nye film tematisk med det, du tidligere har lavet?

PFC:
- Så langt er jeg slet ikke nået til at overveje det endnu. Det har været en hel anden proces at gå ind i en film om én, der har levet, men min indgangsvinkel til at lave ”Unge Astrid” kom af, at jeg er inderligt betaget af Astrid Lindgrens værk. Og lige siden jeg gik ind i denne her proces for fire-fem år siden har jeg lært nye ting om hende hver dag. Og det går jeg stadig.

- Hvad for nye ting?

PFC:
- For eksempel hvor vildt det er, hvordan hun har kunnet arbejde med temaer som kun de største tyske filosoffer som Kant og Schopenhauer ellers kan. Temaer om, hvordan det er at være menneske. På den måde var Astrid Lindgren ikke bare en børnebogsforfatter, men talte om de dybeste ting på en måde, så selv børn kunne være med.

- Filmen handler jo ikke om hendes berømte bøger, men om en periode langt tidligere i hendes liv. Hvornår og hvordan lagde du dig fast på den vinkel:

PFC:
- Det hele udsprang af, at jeg en dag så en artikel i Politiken med et fotografi af Astrid Lindgren i København i 1920’erne. Det fik mig studse, for hvad lavede hun der? Og jeg fandt ud af denne fascinerende historie om, hvordan hun fik et barn, som hun følte sig tvunget til at sætte i pleje i Danmark.

- Så der stod jeg med en ung kvinde udsprunget af et barn, som jeg end ikke anede eksisterede. En ADHD-ramt pige, der på et billede fra hendes skole står i hjørnet af klassen med armene strakt ud, fordi hun ikke kunne være stille. En pige der var en af de første til at klippe sit hår i en kort, moderne frisure, og som gjorde ting med sig selv og sit liv på et tidspunkt, hvor der var skrevet tykke bøger om, hvordan man skulle være. At være en af de første til at bryde alle disse normer, må have krævet noget helt særligt.

- Og jeg stod med en af verdens største børnebogsforfattere, der ikke var mor for sit eget barn i de første fire år af hans liv. Og med spørgsmålet om, hvordan dette mon påvirkede hende og hendes senere forfatterskab.

- Hvordan fandt du frem til svaret?

PFC:
- På den hårde måde. Jeg læste hele hendes forfatterskab igennem igen flere gange. Og det slog mig, hvor mange forældreløse børn, der er i hendes bøger, og hvor mange ensomme børn, der kæmper.

- Udfordringen var så, hvordan man kunne få alt dette til at hænge sammne og lave en fortolkning af Astrid Lindgren uden at trække noget ned over folks hoveder, for det hader jeg selv, når det sker. Få indarbejdet nogle af de første tekster, som hun skrev, i filmens historie, og nogle af de ting, som hun har sagt, som replikker hos andre.

Så vidt Pernille Fischer Christensen. Man kan imidlertid ikke snakke om ”Unge Astrid”, uden også at snakke om filmens hovedrolleindehaver, der er med i stort set hver eneste scene – herunder også et par sexscener, en fødselsscene og nogle meget krævende følelsesmæssige scener, hvor Astrid må efterlade sit barn i København. Og så skal man ikke glemme et af filmens højdepunkter – dansescenen, hvor Astrid danser vild solo på dansegulvet til et bal i sin hjemby.

AA
- Det var helt klart en af mine yndlingsscener, som jeg elskede at lave, smiler Alba, der både havde øvet sig i timevis foran spejlet før optagelserne og fået danseundervisning af danselærer Nicklas Bendixen.

- Hvad betyder Astrid Lindgren for dig?

AA:
- Hun har altid været en kæmpe helt for mig. Min ynglings Astrid Lindgren bog var Madicken, som handler om to søstre, der lever i deres egen fantasiverden og laver en masse skøre ting. Det var noget, som min storesøster Asta og jeg sagtens kunne genkende, da vi var børn.

- Hvordan har du så haft det med at skulle spille Astrid Lindgren?

AA:
- Hun er jo nærmest Gud i Sverige og mit store idol, så det har selvfølgelig været forbundet med en kæmpe nervøsitet at påtage sig det ansvar og en kæmpe udfordring. Men samtidig har det også været mit livs drømmerolle og den fedeste opgave. Jeg har kastet meget energi og mange kræfter ind i rollen. Sådan er jeg, jo hårdere jo bedre.

- Kan du identificere dig med Astrid Lindgren og den tid, hvor hun voksede op?

AA:
- Som barn har jeg også boet to år på landet med min mor (Pernilla August) og lige som Astrid elskede jeg at være barn og elsker stadig at være sammen med børn. Og samtidig har det været vildt at opleve den tid, hvor hun var ung.

24-Årige Alba August er datter af den svenske skuespiller Pernilla August og den danske filminstruktør Bille August. Hun debuterede allerede som 8-årig, og Pernille Fischer Christensen var da heller ikke i tvivl om, at hun skulle have rollen, da hun valgte hende blandt 500 andre piger:

PFC:
- Nej, det var jeg ikke. Hun er en fantastisk skuespiller, der arbejder hårdt og ikke tøver med at kaste sig ud i selv de største udfordringer. Hun brænder virkelig fuldstændig for sin rolle. På den måde så jeg hende som den nye Trine Dyrholm.

Flottere skudsmål kan man næsten ikke få, og apropos Trine Dyrholm, så medvirker hun også i filmen som den danske plejemor Marie Stevens, som Astrid Lindgren satte sin søn i pleje hos.

Filmen får dansk premiere til efteråret.

DAGENS FILM

Berlinalen 2018 - Dag 08-02

ELDORADO
Da den schweiziske instruktør Markus Imhoff var dreng tog hans forældre en ung italiensk flygtningepige ved navn Giovanna til sig. De tog børn blev venner men storpolitik stillede sig senere i vejen for venskabet. Disse oplevelser har fået den nu 77-årige instruktør til at lave en film og nutidens flygtningeproblemer i Europa. Filmen følger blandt andet et italiensk flådefartøj, der samler 1.800 flygtninge op fra små både og gummibåde. ”Vi lover jer ikke paradis, men at det bliver bedre dag for dag”, lyder velkomsttalen til flygtningene, Men det kommer ikke til at holde stik. Først ender flygtningene, hvor de nogle gange kan være i årevis. Og dem, som vælger at forlade lejrene har ofte kun det valg at arbejde illegalt – kvinder som prostituerede, mændene som daglejere på tomatplantager til sulteløn. Markus Imhoff angriber hjælpesystemet, der tit presser flygtningene ind i en ond cirkel, hvor vilkårene er bestemt af økonomiske interesser. En stille film, der bare vokser minut for minut.

MUSEO
Trods den lidt tørre titel er den amerikanske instruktør Alonso Ruizpalacios film ”Museo” noget så eksotisk som en mexicansk kupfilm. Evighedsstudenterne Juan og Wilson planlægger at bryde ind på det berømte antropologiske museum i Mexico City og stjæle en række kostbare kunstskatte – herunder den Kong Pakals berømte begravelsesmaske i jade. Kuppet lykkes og med sportstaskerne fyldt med byttet drager de to amatørforbrydere hjem igen – kun for at opdage, at de er blevet udnævnt til landets mest eftersøgte personer. De beslutter sig derfor til hurtigst muligt at afsætte tyvekosterne og tager på en tur, der både fører dem til ruinbyen Palenque og feriebyen Acapulco, alt imens situationen bliver mere og mere broget. Som udgangspunkt lyder manuskriptet som en spændende idé. Alligevel kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvad denne film egentlig skulle til for?

TOUCH ME NOT
Laura kan ikke holde ud at blive berørt og viger voldsomt tilbage, hver gang at det sker. Hun kontakter en terapist og bestiller også en mandlig prostitueret, men hendes krop nægter stadig at åbne op. Christian, der må leve med mange fysiske handicaps er til gengæld glad for sin krop og taler glad om sit kærligheds- og sexliv med sin kæreste gennem mange år Grit. Sammen deltager de i en workshop omkring kropsbevidsthed, hvor også den ikke-handicappede Tudor er til stede. Hans skaldede hoved får ham til at virke sært sårbar, og han har endnu til gode at opdage og acceptere alle de mange dele af sin seksualitet. Sådan fletter historierne sig ud og ind af hinanden i Adina Pintillies usædvanligt åbne ”Touch Me Not”. Sjældent er man kommet på mere fascinerende rejse ind i den menneskelige seksualitet – også selv om Pintilles skamløst blander fiktion og nonfiktion og virkelige mennesker med skuespillere.