Filmanmeldelse: Rasmus Bjerg ér John Mogensen

Så længe jeg lever

4 popcorn

Nogle gange passer en rolle så perfekt til en skuespiller – eller skuespilleren formår at fylde den så perfekt ud – at det forunderlige sker, at skuespilleren selv holder op med at eksistere på lærredet og i stedet bliver til sin rolle.

Sådan er det med 41-årige Rasmus Bjerg i Ole Bornedahls nye John Mogensen biopic ”Så længe jeg lever”. Bjerg, der ellers mest er kendt for lettere og mere sjove roller, har kastet sig 110 procent ind i opgaven som den folkekære sanger og leverer sit livs præstation.

Han ikke blot ligner John Mogensen, men synger også tæt nok på ham til, at man med glæde køber illusionen. Og han folder hele sit dramatiske talent ud i en sand tour de force fortælling om en mand, hvis perfektionisme, præstationsangst og alkoholmisbrug drev ham som en flok vilde heste gennem hele hans voksne liv, indtil det sluttede alt for tidligt i en alder af bare 48 år.

John Mogensen blev folkeeje for sin evne til at forene jordnære tekster og simple melodier til svingende evergreens som ”Så længe jeg lever”, ”Fut i fejemøget” og ”Sidder på et værtshus”.

Det sidste gjorde han tit, for folkekærheden gav ham ikke den kunstneriske anerkendelse, han så glødende ønskede. Han ville være Danmarks svar på den svensk-hollandske troubadour Cornelius Vreeswijk, i stedet for at indse det talent, han vitterlig besad. Resultatet var den ene menneskelige nedtur efter den anden og et liv, hvor de blev trukket store veksler på familien.

Det er alt dette, som Rasmus Bjerg formår at favne i ”Så længe jeg lever”. Han ikke bare spiller John Mogensen. Han ér John Mogensen, og den præstation burde give ham en statuette eller to, når dette års film på et tidspunkt skal præmieres.

Med sådan en præstation skulle alt jo være godt. Men lige som John Mogensen blev hjemsøgt af sine dæmoner, bliver ”Så længe jeg lever” hjemsøgt af sin instruktør.

Som en elefant i en porcelænsbutik tromler Ole Bornedahl gennem John Mogensens liv og digter frejdigt i mangel af bedre på historien. Det er tydeligvis ikke, fordi han brænder for sin hovedperson, men fordi fortællingen om den danske sanger er så oplagt at lave en film over, at det kan undre, at det ikke er sket for længst. Så oplagt, at Bornedahl må have smilet ved tanken om, hvor enkelt det ville være at få finansiere projektet.

Et eksempel blandt flere, hvor filmen krænger over, er scenen, hvor John Mogensens kommer hjem til sin trofaste kone Ruth, og hun fortæller, at hun har mødt en anden. Det er ikke sandt – hun er faktisk trofast, men så frustreret at hun stikker sin mand en løgn i afmagt – men John Mogensen går fuldstændig i opløsning. Han låser sig inde på badeværelset og komponerer sin udødelige ”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske dig”, liggende på knæ på det våde gulv, mens Ruth skubber papir ind under døren, der bliver opløst i vandet.

Det hele er så bombastisk og overdrevet, at det forstyrrer indtrykket af Rasmus Bjergs præstation.

Det gør det også, når Bornedahl benytter et andet filmkneb og igen og igen lader den voksne John Mogensen have samtaler med en yngre kordrenge-udgave af sig selv. Måske skal det forestille en form for forklaring på, hvorfor John Mogensen tænker og handler, som han gør, men det forvirrer mere, end det gavner.

Bornedahl forfalder i det hele taget til bragende effekter og billig lommepsykologi i stedet for at lade historien og personen John Mogensen tale for sig selv. På den måde bliver ”Så længe, jeg lever” ikke nogen ny ”Dirch”, hvilket er en skam. At filmen alligevel er både gribende og seværdig skyldes udelukkende Rasmus Bjerg.