Dalida – Teknisk flot biopic om tragisk sangerskæbne mangler psykogisk dybde

Dalida

4 popcorn

Få liv har var mere kontrastfyldte end den fransk-italiensk-egyptiske sangerinde og skuespiller Dalidas.

På den ene side nåede hun gennem sin 30-årige karriere at blive en af de største sangerinder i Frankrig nogensinde. Hun modtog 90 guldplader, var den første nogensinde, der modtog en platinium- og en diamant-plade og solgte over 170 millioner plader.

På den anden side var hendes privatliv præget af en lang række personlige tragedier: Hendes forlovede begik selvmord i 1967, og blev fundet af Dalida, der selv forsøgte selvmord en måned senere. Hendes eksmand skød ligeledes sig selv ti 1970 Hendes nære ven hoppede ud fra sin lejlighed i 1975 og døde. Og i 1983 begik hendes tidligere elsker gennem næsten 10 år også selvmord. Læg dertil en abort, hun fik som 34-årig, som siden gjorde det umuligt for hende at blive gravid igen.

Den største tragedie i Dalidas liv var, at hun var en stærk og uafhængig kunstner, som på mange måder var forud for sin tid. Hun prøvede uden held at overføre sin succes til sit privatliv. Den åbenlyse kontrast mellem hendes næsten uafbrudte professionelle succes og den næsten lige så uafbrudte kæde af private nederlag har da alle ingredienserne til at blive en stærk og dybfølt tragedie på lærredet.

Det er da også, hvad den franske instruktør Lisa Azuelos har forsøgt at skabe i sin biografiske film ”Dalida”. Desværre lykkes det kun i glimt. Filmen starter med Dalidas selvmordsforsøg i 1967 og slutter med hendes endelige selvmord 20 år senere.

Et sørgeligt endeligt, men som tilskuer føler man ikke tragedien, fordi alle de tragiske ting, der er sket i mellemtiden har efterlad én immun. Man når simpelt hen ikke at få følelserne med, før den næste tragedie rammer.

En anden grund til, at det ikke lykkes er, at manuskriptet er udformet på en måde, så kontrasterne ikke får lov at folde sig ud til fulde. Her ville det blandt andet have hjulpet, hvis manuskriptforfatterne havde turdet bryde den kronologiske fortælling og i stedet var sprunget noget mere rundt i fortællingen.

Teknisk er ”Dalida” lige som Azuelas øvrige film et førsteklasses produkt fra inderst til yderst. Azuelas har også altid været en instruktør, der evner at få det bedste ud af sine skuespillere. Det har uden tvivl været en fordel i samarbejdet mellem hende og den ikke særligt kendte eller erfarne Sveva Alviti i hovedrollen, som stjæler opmærksomheden i hver eneste scene, hun er med i. Hun er 110 procent troværdig som den mangesidede og humørsvingende popstjerne, og hun ikke blot ligner den berømte sangerinde, men er lige som hende en karismatisk naturkraft, der er umulig at ignorere.

Det er godt fordi man som publikum bliver godt underholdt. Men samtidig er det også ærgerligt, at historiens mange muligheder ikke bliver forløst.

Dalida – 127 minutter – Frankrig – Instruktør: Lisa Azuelos – Medvirkende: Sveva Alviti, Riccardo Scarmacio, Jean-Paul Rouve, Niels Schneider m.fl.