Filmanmeldelse: Oceans 8 – Underholdende, men uoriginal kvinde-kupfilm

Oceans 8 - 02

4 popcorn

Nogle gange kommer der overraskende og sjove resultater af at vende tingene lidt på hovedet. Jeg skriver nogle gange, fordi jeg ikke føler mig overbevist, om, at det er lykkedes med ”Oceans Eight”.

Filmen er ellers klart planlagt til at puste nyt liv i Oceans-franchisen, der blev sat i gang i 2001 af Steven Soderbergh med ”Oceans 11”. Filmen var et remake af en film med samme titel fra 1960, og takket være charme og stjernestøv fra blandt andet George Clooneey, Brad Pitt og Matt Damon og en intelligent udtænkt kupplan skabte den tilstrækkelig succes til at kaste to efterfølgere af sig, ”Oceans 12” (2004) og ”Oceans 13” (2007).

Ingen af dem nåede dog samme kultstatus som ”Oceans 11”, og det var så enden på den franchise indtil nu. Mere end et 10-år senere har instruktøren Gary Ross taget tråden op, denne gang med den tvist, at alle bandemedlemmerne er kvinder.

Og ikke hvilke som helst kvinder, for sjældent har man set lignende feminin power-stjernebuket, der blandt andet tæller Sandra Bullock, Cate Blanchettt, Hele Bonham Carter, Anne Hathaway, Mindy Kalling, Sarah Paulsson, Awkwafina og Rihanna.

I spidsen er Bullock i rollen som Debbie Ocean – søster til Danny Ocean fra de andre Ocean-film. Hun er netop kommet ud af fængslet og i ægte Egon Olsen stil har hun selvfølgelig en plan.

Debbie ønsker at gennemføre det største kronjuvelkup i nyere tid. Målet er en diamanthalskæde til 150 millioner dollars, som skal stjæles midt under den årlige Met-galla – en prestigefyldt fest fyldt med Hollywoods største stjerner.

Hun samler derfor sit hold herunder sin gamle medsammensvorne Lou (Cate Blanchett), der afdankede 80’er designer Rose (Helena Bonham Carter), hackeren Nine (Rihanna) og Hollywood-divaen Daphne (Anne Hathaway). Og så kører det ellers derudad med glamourøse locations og mennesker i dyrt designertøj.

Måske er det ikke den mest originale idé at tage en velkendt succes og indspille den på ny blot med kvinder, men i lyset af debatten om, hvor få ordentlige roller, der er til kvinder i Hollywood er det klart den rigtige idé. Og trods bange anelser om det modsatte ender ”Oceans 8” ikke som den kvindelige Ghostbuster-film fra 2016.
Faktisk slipper Bullock og Co fint og underholdende fra at bevæge sig ind i en filmgenre, der i umindelige tider har været domineret af mænd. Hvis nogen føler, at der eksisterer en eller anden gudsgiven lov om, at kun mænd har talent for elegante, durkdrevne kup, så er det hermed modbevist én gang for alle.

Når jeg alligevel ikke føler mig overbevist om, at ”Oceans 8” sparker nyt liv i Oceans-franchisen er det fordi, at den ikke tilfører universet noget nyt – bortset fra de kvindelige bandemedlemmer. Det hele føles på en eller anden måde, som om vi har været der før, bare med omvendt fortegn, og uanset at kuppet er godt udtænkt og gennemført, er det stadig ikke helt så originalt som ja originalen.

Så spøgsmålet er, om dette her i længden er vejen frem for de kvindelige skuespillere: At gentage film og genrer, som mænd har haft patent på, men uden at tilføre det noget nyt andet end deres køn. Jeg tvivler.

Oceans 8 – 110 minutter – USA – Insatruktør: Gary Ross – Medvirkende: Sandra Bullock, Cate Blanchettt, Hele Bonham Carter, Anne Hathaway, Mindy Kalling, Sarah Paulsson, Awkwafina, Rihanna m.fl.