Rebelsk og nyskabende kvindepower i spidsen for De Københavnske Filmfestivaler

Tine-Fischer 01

For toogethalvt år siden sad jeg i et lille kontor på Tagensvej 85 og snakkede med lederen af CPH:DOX Tine Fischer. Det var to uger før festivalen gik i gang for 13. gang, og døren til kontoret var både lukket og låst. Ellers ville vi ikke have fået fred til at gennemføre interviewet.

Der sad hun så. Kvinden der i 2003 var hoveddrivkraften bag oprettelsen af CPH:DOX, og som med utrættelig energi havde stået i spidsen for festivalen lige siden og udviklet den til at være en af verdens allerstørste og mest betydningsfulde dokumentarfilmfestivaler.

- Dengang arbejdede jeg som programredaktør for Cinemateket. Derfor er der også nogle, der tror, at det var Det Danske Filminstitut (DFI), der startede DOX, men det var mig, fortalte Tine Fischer og afslørede en fascinerende udansk åben selvsikkerhed.
Hun lagde heller ikke det mindste skjul på sine ambitioner om, at CPH:DOX skulle være dokumentarfilmens Cannes-festival og i høj grad være med til at sætte dagsordenen og præge debatten.

Men hvorfor nu al denne snak om Tine Fischer og et flere år gammelt interview?

Fordi jeg på baggrund af interviewet dengang ikke blev det mindste overrasket, da Fonden De Københavnske Filmfestivaler, der driver både CPH.DOX og den kombinerede spillefilm- og børnefilmfestival CPH PIX/Buster i fredags annoncerede, at Tine Fischer er blevet udpeget som fondens nye administrerende direktør.

Dermed rykker hun endnu et trin op af festivalstigen og får nu ansvaret for alle fondens aktiviteter, som udover filmfestivalerne bl.a. omfatter filmdistributionsselskabet DOXBIO.

Med udnævnelsen ønsker bestyrelsen at samle de tre hovedaktiviteter og skærpe fokus på at styrke festivalernes rolle som en del af et aktivt civilsamfund. Kort sagt alt det, som Tine Fischer allerede har gjort med CPH:DOX.

Fondens bestyrelsesformand, Erik Stephensen, kommenterer udnævnelsen:

“CPH:DOX har gjort København til hjemsted for en af verdens vigtigste dokumentarfilm-festivaler. Mens de klassiske medier gisper efter vejret og public service er blevet et fy-ord, er det lykkedes Tine Fischer og hendes medarbejdere at udvikle CPH:DOX fra en filmfestival til et folkemøde. Det er en stor præstation, og den ambition vil vi gerne bruge til også at styrke interessen for fiktion og børnefilm”, siger fondens bestyrelsesformand Erik Stephensen om udnævnelsen.

Eller sagt på en anden måde: Fonden håber, at Tine Fischer kan gøre det samme for PIX og Buster, som hun allerede har gjort for CPH:DOX. Hovedpersonen selv har følgende kommentar:

“Jeg er af den klare overbevisning, at kunsten i dag har en fuldstændig afgørende rolle at spille som en tydelig stemme i de værdidiskussioner, der udgør et aktivt demokrati og civilsamfund. Jeg tror ikke, at kunsten lever bedst med ryggen vendt mod verden. Ligesom jeg heller ikke tror, at kunstens integritet anfægtes af, at være aktivt samfundsmæssigt involveret og formuleret. Jeg tror tværtimod på, at vi har brug for samlende kulturelle manifestationer, hvor dialogen mellem kunsten og det omkringliggende samfund står i centrum. Såvel dokumentarfilmen som fiktionen har en helt central rolle at spille i den sammenhæng og jeg glæder mig til at samle en stærk organisation med en fælles vision, der løfter lige netop den ambition.”

Om Tine Fischer kan levere varen, må tiden vise, men hvis nogen kan, så er det Danmarks selvbestaltede filmfestival-powerdronning.
Fra CineMadsen skal der i hvert fald lyde et stort tillykke med jobbet. De Køberhavnske Filmfestivaler går en spændende tid imøde.