Filmanmeldelse: Dommerens valg – Engelsk drama kan ikke vælge, hvad det vil

Dommerens Valg

4 popcorn

Der er nogle film, hvor en ellers god idé falder på gulvet på grund af dårligere skuespillere. Og så er der film, hvor skuespillerne gør det fantastisk, men hvor man taber idéen og retningen på gulvet.

Richard Eyres filmatisering af Ian McEwans bog ”The Childrens Act” hører til den sidste slags. Det starter særdeles lovende, men forløsningen kommer aldrig.

Fiona Maye (Emma Thompson) er en prominent landsretsdommer i familiesager. Hendes afgørelser er ofte kontroversielle, som da hun ved filmens begyndelse beslutter, at hospitalet godt må adskille et par nyfødte siamesiske tvilliger – vel vidende, at kun den ene vil overleve. Men hellere det, end at de begge dør.

Mens hendes arbejde opsluger alt hendes tid, går det stødt og roligt nedad med ægteskabet med manden Jack (Stanley Tucci). Dybt frustreret over Fionas fravær i deres forhold, sætter han tingene på spidsen, da han en aften fortæller, at han har brug for en affære. I stedet for at tage det som et wake up call om at give sit parforhold mere fokus – eller i det mindste forklare sine følelser – afviser Fiona ham og understreger, at hun i så fald vil skilles.

Kort efter involveres hun i en anden sag, hvor den 17-årig dreng Adam (Fionn Whitehead) ligger for døden med leukæmi. Både han og hans forældre er Jehovas Vidner og nægter derfor den blodtransfusion, der kan redde hans liv.

Fiona beslutter sig for at besøge Adam på hospitalet for at høre, om han er klar over konsekvenserne af sin beslutning. Adam gør indtryk på hende, og hun beslutter sig for at gennemtrumfe blodtransfusionen mod hans vilje. Han overlever, men bliver nu besat af hende og opsøger hende igen og igen.

Sådan griber dilemmaerne konstant ind i hinanden i ”Dommerens valg”, hvor Emma Thompson spiller sin bedste rolle sin TV-dramaet ”Wit” (2001). Sjældent har en rolle givet hende lejlighed til at udfolde så mange sider at sit talent. Fra Fiona vågner, til hun lukker sine øjne igen, lever den barnløse dommer for at redde børn. Der er ikke energi til andet end det, og musiktræning med en kollega. Alt andet – inklusive følelseslivet med Jack – er sat på en komfortabelt, men også totalt fastlåst standby. Hendes ansigt er et studie i tilbageholdte følelser, og de nærmest krampagtige scener, hvor hun stort set er ude af stand til at se op fra sine papirer trods Jacks bønner, er mesterligt forløst.

På samme måde spiller kun 21-årige Fionn Whitehead den unge Adam med lige præcis den rette balance mellem gammelklog teenager og forgabt ung mand. På den måde bliver Whitehead – som man for alvor lagde mærke til sidste år i Christopher Nolans mesterlige ”Dunkirk” (2017) – en værdig modvægt til Emma Thompsoms karakterfaste dommerskikkelse. Kun han formår at slå revner i hendes ellers følelsesstivnede facade.

Men selv om konflikterne hver for sig er gribende og skuespilpræstationerne fremragende, er det ikke nok til at skabe sammenhæng. ”Dommerens valg” kan ikke beslutte sig for, om den vil være retssalsdrama, en historie om et fastlåst ægteskab eller en kærlighedshistorie.

Fiona træffer adskillige vanskelige valg, men filmen tør ikke gøre det samme. Og ved ikke at vælge, bliver den alting og ingenting på samme tid. For meget og for lidt med sin blanding af etisk/moralske dilemmaer, forelskede digterier og indestængte frustrationer.

Dommerens valg – 105 minutter – England – Instruktør: Richard Eyre – Medvirkende: Emma Thompson, Stanley Tucci, Fionn Whitehead m.fl.