Filmanmeldelse: Transformers: Age of Extinction – Tre timers larmende robotnonsens

Transformers Age of Extinction

2 Popcorn

Forestil dig et enormt rumskib, med en enorm magnet, der suger alt metallisk op fra en by – inklusive biler og store skibe – for derefter at dumpe det ned over den samme by i et bragende ødelæggelsesorgie.

Det er flot, det er larmende, og det er totalt meningsløst. Og det er meget betegnende for, hvad der er galt med den nyeste Transformers-film. For ud over en masse eksplosioner og actionscener og robotter, der smadrer byer, indeholder ”Transformers: Age of Extinction” absolut intet.

Det går allerede galt i manuskriptet. Læs bare her:

Efter det apokalyptiske opgør mellem Autobots og Decepticons i ”Transformers 3” (2011), som lagde store dele af Chicago øde, er de overlevende robotter – både Autobots og Decepticons – blevet jaget vildt. En hemmelig afdeling af CIA under ledelse af Harolds Attinger (Kelsey Grammer) udrydder nådesløst robotterne en for en.

Samtidig har Attinger indgået en aftale med robotten Lockdown, der er på en mission for de mystiske ”Creators”, som i sin tid skabte Autobots. Lockdown ønsker at få fat i Optimus Prime og hjælper til gengæld CIA med at få ram på robotterne.

De to samarbejder også med forretningsmanden Joshua Joyce (Stanley Tucci), hvis selskab Kinetic Science Institute (KSI) har slået sig op på at benytte teknologi, som er reddet fra de ødelagte robotter. Da han opdager det ustabile metal transformium, der er hele kernen bag både Autobots og Decepticons, kan han pludselig skabe sine egne robotter.

Imens lever opfinderen Cade Yeager (Mark Wahlberg) ude på sin gård, hvor han forsøger at tjene til dagen og vejen og til sin 17-årige teenagedatter Tessas universitetsstudie ved at opkøbe skrot og få noget nyttigt ud af det.

Da han køber en gammel truck, som viser sig at være Optimus Prime, bliver der imidlertid vendt op og ned på deres liv. Snart er de på flugt fra både CIA og Lockdown sammen med Tessas hemmelige kæreste Shane – til stor fortrydelse for Cade.

De får hjælp af Optimus Prime og fire andre overlevende Autobots. Men da Optimus Prime fanges af Lockdown, der som belønning giver Attinger og Joyce ”The Seed” spidser tingene til. The Seed er nemlig en bombe, der kan forvandle alt levende i en storby til transformium. Og for yderligere at komplicere tingene viser det sig, at en af de robotter, som KSI har udviklet, er en genfødt Megatron.

Hvis nogen synes, at dette lyder frygtelig indviklet – eller rettere unødvendigt indviklet – så har de fuldstændig ret. Handlingen i ”Transformers: The Age of Extinction” er det rene robotnonsens. En udefinerlig actionsuppe, hvor alskens ingredienser plumpes tilfældigt i gryden inklusive Kong Arthur myten, en alternativ forklaring på dinosaurernes udryddelse og et klassisk teenageoprør.

Den samme stilforvirring gælder de nye Autobots, der introduceres i filmen. Den eneste genganger ud over Optimus Prime er den orange Bumblebee, som i det mindste ser ud som en transformer. Hound ligner derimod en viking med hjelm, blafrende metalskæg og jernrørscigar, mens Drift er Transformer-udgaven af en japansk samurai.

Læg dertil, at man har udskiftet hele den menneskelige rollestab. Mark Wahlberg og Stanley Tucci gør en hæderlig indsats, mens resten famler forvildet rundt i roller, der trods den lange spilletid aldrig uddybes. Kelsey Grammer forsøger sig uden held som barsk CIA-leder, der ønsker en robotfri planet. Titus Welliver er hårdkogt CIA-agent, med kliché-replikker som ”My face is my warrant”, mens Nicola Peltz leverer trutmund og umådelige mængder af teenageskrig.

Filmens eneste forsonende træk er den flotte lyd og de flotte billeder, men selv det bliver for meget. Efterhånden er man vant til at se højhuse blive smadret, ja sidste gang var vel så sent som i maj, da den nye Godzilla-film havde premiere.

Det virker efterhånden mere kedsommeligt end imponerende, og man forstår egentlig godt, at menneskene er ved at være trætte af, at få deres byer lagt øde. Den slags koster kassen for slet ikke at tale om alle de civile tab, man aldrig fokuserer på i denne type film, mens de få menneske-hovedpersoner selvfølgelig reddes igen og igen.

Så efter 165 minutter og Optimus Primes traditionelle, kvalmende afskedshilsen til menneskeheden vakler man ud af biografen ganske bombet i sit hoved over ødelæggelserne, mens man forsøger at huske, hvorfor man nogensinde indløste billet.

Transformes: Age of Extinction – 165 minutter – USA og Kina – Instruktør: Michael Bay – Medvirkende: Mark Wahlberg, Stanley Tucci, Kelsey Grammer, Titus Welliver, Nicola Peltz, Jack Reynor, Sophia Myles, T.J. Miller m.fl.