Filmanmeldelse: Mary Poppins vender tilbage – Flot opfølger, men Ikke helt så superkolofantalistiskeksplialisofisk som originalen

Mary poppins vender tilbage

4 popcorn

Da Disney i 1964 filmatiserede P. L. Travers vidunderlige bøger om den magiske barnepige Mary Poppins skabte de en af deres allermest elskede klassikere. En fortryllende filmmusical med ikoniske Julie Andrews i hovedrollen, som stadig virker frisk den dag i dag.

Derfor kan det heller ikke undre, at Disney har stået på spring for at lave en fortsættelse, der kan appellere til nye generationer.

På overfladen er der da også tale om en ny historie, der foregår omkring 20 år efter, at Mary Poppins blæste ind hos familien Banks i Kirsebærvænget i London og overtog barnepigerollen for familiens to børn Michael og Jane.

I mellemtiden er børnene blevet voksne. Michael bor alene med sine tre børn i barndomshjemmet, efter at hans kone er død, mens Jane er aktiv i fagbevægelsen. Da banken pludselig kræver et lån indbetalt, er familien imidlertid i fare for at miste deres elskede hjem. Kun et mirakel kan redde dem fra at blive sat på gaden, og det indtræffer selvfølgelig.

Michaels tre børn John, Anabel og Gerorgie går en tur i den nærliggende park. Her finder de en drage, som Michael ellers har smidt ud, og da Georgie sætter den op, følger Mary Poppins med, da han haler dragen ned – klar til igen at hjælpe husets børn både de oprindelige og de nye. Undervejs får hun og børnene blandt andet hjælp af lygtetænderen Jack – en lærling til Mary Poppins’ ven Bert fra den oprindelige film.

”Mary Poppins vender tilbage” er dog ikke så original, som man umiddelbart kunne tro eller ønske. Ved nærmere øjesyn viser den ”nye” historie sig næsten scene for scene at læne sig op af filmmusicalen fra 1964. Samtidig er det tydeligt, at Disney har forsøgt – og er lykkedes med – at genskabe stemningen fra dengang, både hvad angår tempo og scenografi.

Man kommer til at tænke på de gange i ens eget liv, hvor man har oplevet noget helt fantastisk, og senere forsøger at genskabe det. Men selv om det lykkes, bliver det alligevel aldrig det samme, fordi man selv – og resten af verden – har flyttet sig i mellemtiden. Præcis sådan er det med ”Mary Poppins vender tilbage”, og det er på samme tid dens største styrke og svaghed.

Når det er sagt, så er Emily Blunt forrygende som Mary Poppins med sin paraply med det talende papegøjehoved og sin ”Praktisk taget perfekt i enhver henseende” attitude, og den amerikanske komponist og Broadway-musical skuespiller Lin-Manuel Miranda er en lige så forrygende Jack, der sagtens kan tage konkurrencen op med Dick Van Dykes indsats som Bert i 1964-filmen. På samme måde er Emily Mortimer både sjov og overbevisende som Jane.

Colin Firth er en anelse karikeret som grådig bankdirektør, mens Meryl Streep er et farverigt indslag som Mary Poppins’ excentriske kusine Topsy, og 93-årige Angela Lansbury rørende som ballondame.

Der er endda fundet plads til Dick Van Dyke – der lige som Lansbury er blevet 93 år i mellemtiden – på rollelisten, mens Julie Andrews sagde nej tak til at spille med. Hun ville ikke tage opmærksomhed fra Emily Blunt.

Altså masser af stærke kræfter, og det mærkes. Og selv om sangene ikke er lige så ørehængende som ”Feed the Birds” og ”A Spoonfull of Sugar”, kan man ikke lade være med at blive imponeret, når personerne ubesværet træder ind i et tegneserieunivers eller luften over Kirsebærvænget fyldes af solskinsklædte mennesker, der svæver med hver sin ballon. Her har ”Mary Poppins vender tilbage” sin helt egen magi. Det har den også når Georgie synger ”Der hvor de glemte ting bor” for sin far, og man mærker en klump i halsen.

Så selv om ”Mary Poppins vender tilbage” ikke er helt så superkolofantalistiskeksplialisofisk som sin forgænger, er den stadig julens dejligste og sødeste familiefilm.

Mary Poppins vender tilbage – 130 minutter – USA – Instruktør: Rob Marshall – Medvirkende: Emily Blunt, Lin-Manuel Miranda, Ben Whishaw, Emily Mortimer, Meryl Streep, Colin Firth m.fl.