TV-Anmeldelse: Game of Thrones: En fabelagtig TV-serie

Så er det slut – desværre! Efter lidt mere end otte år og 73 afsnit er spillet om magten i Westeros definitivt forbi, og det føles allerede uhyggeligt tomt.

For hvilken fabelagtig, fantastisk rejse har det ikke været. Der vil uden tvivl være en del, som synes, at de sidste to sæsoner – afkortet fra 10 til henholdsvis 7 og 6 episoder – var for forcerede. At producenterne kun var ude på at komme i mål og i den forbindelse gjorde vold på George R R Martins intentioner og den bogserie, der ligger til grund for TV-serien.

Til alle disse skeptikere vil jeg bare sige ”You Know Nothing John Snow”. For det første har Martin, der stadig mangler at skrive de to sidste bøger i serien, leveret et udførligt handlingsforløb for slutspillet til producenterne. For det andet har TV-serien strammet klædeligt op på en litterær fortælling, der uanset dens mange kvaliteter også til tider er unødvendigt lang i spyttet og indviklet.

Tilbage står et på alle måder ikonisk TV-historisk værk, der kommer til at lyse som et blændende fyrtårn for andre TV-serier i generationer. Ikke siden Matador har nogen TV-serie formået at samle folk i sådan en grad – eller bryde så mange konventioner for, hvad serier kan.

Selvfølgelig skal en stor del af æren tilskrives Martins formidable bogoplæg, som har lagt linjen for seriens handling, personer og dialoger. Men at omsætte de tusindvis af sider til banebrydende visuel underholdning er en helt anden boldgade.

Vi lærte lige fra første afsnit, at her var noget TV-dramatik af en kaliber, vi aldrig havde set før: Da Jamie Lannister ved afsnittets slutning skubber drengen Bran Stark ud af et tårnvindue, fordi han havde opdaget, at Jamie har sex med sin tvillingesøster Cersei – den blonde, iskolde dronning af Westeros – sad mange og måbede: Det kan man da ikke – eller?

Jo, det kunne man sagtens og seriens første sæson – og de efterfølgende – udbyggede den læresætning: At i ”Game of Thrones” er ingen personer fredede eller sikre, heller ikke de gode eller måske netop ikke dem. For i magtspillet om den forkætrede jerntrone enten vinder man eller dør man, som Cersei krystalklart forklarede det for Ned Stark i sæson 1. Og som Neds egen kranke skæbne under bøddelens sværd understregede, kommer man ikke langt i Westeros ved at spille ærligt og retfærdigt.

En anden læresætning i GOT er, at linjen og balancen mellem god og ond er hårfinstynd, og at alle handlinger og valg har konsekvenser – ofte voldsomme. Sjældent har så mange undladt at tage imod gode råd på det rigtige tidspunkt og i stedet truffet dårlige beslutninger, der har bragt undergang over både dem selv og deres nærmeste.

Hele udviklingen i ”Game of Thrones” bygger på disse såre menneskelige, men også dårlige beslutninger og deres ofte blodige konsekvenser. Hvem husker for eksempel ikke den lammende afslutning på sæson 3 med det blodrøde bryllup, hvor en stor del af Stark-familien og mange andre blev slagtet på grusomste vis. Alt sammen fordi Rob Stark havde taget den såre menneskelige beslutning at bryde en aftale om et giftemål, fordi han blev dybt forelsket i en anden.

George R R Martin har bygget et stort og alsidigt persongalleri op i sine bøger. Det er imidlertid producenterne David Benioff og Daniel Brett Weis’ store fortjeneste, at de har skabt nogle levende og dybt nuancerede figurer også på skærmen. Det er også deres fortjeneste, at det er lykkedes eminent godt at besætte rollerne med topprofessionelle, indlevende skuespillere, der lige som det gjaldt skuespillerne i Matador nærmest er blevet identiske med deres personer. Hvem vil for eksempel nogensinde kunne læse om John Snow uden at forestille sit Kit Haringtons sortkrøllede ansigt og engelske dialekt? Eller dragedronningen Daenerys uden at se Emilia Clarkes smukke træk og høre hendes stemme sige ”I Am Daenerys Stormborn”. For ikke at snakke om danske Nikolaj Coster-Waldau som en af seriens mest komplicerede personer, Jamie Lannister, udbryde ”The things I do for love”.

Man kan hylde ”Game of Thrones” for dens evige uforudsigelighed, dens fantastiske dialoger og mod til at aflive selv populære personer, og at det overhovedet er lykkedes at holde rede på så mange handlingstråde.

Men verdens måske mest spektakulære TV-serie har også været en fuldstændig banebrydende visuel oplevelse, der har sat helt nye standarder for kvaliteten og omfanget af, hvad man kan vise i en serie.

Det gælder ikke mindst de mange slagscener, der vel aldrig er set mere storslåede eller realistiske i nogen TV-serie før – eller film for den sags skyld. Alene i sidste sæson fik man det 82 minutter afgørende slag mellem menneskene og Nattekongen og hans hær af døde, så man bagefter sad totalt udmattet tilbage på stolekanten eller sofaen, og en næsten lige så lang sekvens omkring den afsluttende konfrontation om jerntronen i Kings Landing. Det har været blodigt, beskidt, gruopvækkende, heroisk og eminent underholdende. På den måde er GOT et mesterværk af visuel magi, der har trukket filmæstetikken direkte ind i stuerne hos folk.

Og hvad var så meningen med det hele? vil nogen måske spørge. På ét plan har det handlet om kampen mellem ild og is mellem de levende og de døde drevet af kræfter, der begge var lige nådesløse.

Men glem ikke, at titlen er ”Game of Thrones”. Frem for alt er serien et mesterværk hvad angår spillet om magten. Det er det, som de mange afsnit først og fremmest har handlet om. Men GOT har også om noget udstillet det nyttesløse i uendelige forsøg på hævn, intriger og på at tilrane sig magten, hvilket dybest set er en kritik af de fleste politiske strukturer, man ser rundt omkring i verden i dag.

Og nu er det så slut. Den endelige slutning skal ikke afsløres her. I stedet vil jeg nøjes med at klappe for en helt og aldeles unik TV-oplevelse, som turde starte med at kaste et barn ud af et vindue, gøre en dværg til en af hovedpersonerne og ende med, at et incestuøst søskendepars kærlighed var den mest robuste og bestandige.

Så farvel og tak John Snow, Jamie, Cersei, Arya, Sansa, Daenerys, Tyrion og alle jer andre. Det har været stort.

Game of Thrones – 4354 minutter – USA – Skabere: David Benioff og Daniel Brett Weis – Medvirkende: Peter Dinklage, Lena Headey, Emilia Clarke, Kit Harington, Sophie Turner, Maisie Williams, Nikolaj Coster-Waldau m.fl.