Filmanmeldelse: Fisherman’s Friends – Sødt og rørende engelsk komediedrama

En gruppe mandlige – og mandige – fiskere fra en afsides fiskerby i Cornwall, der går rundt og synger sømandsviser (eller shanties som det hedder på de kanter), mens de hiver nettene ind. Og som pludselig en dag opdages og lander en million-pladekontrakt.

Lyder det som et godt oplæg til en film? Ja for pokker, og når det hele endda bygger på en sand historie, så bliver ja’et endnu større.

Den sande historie har dog fået et ordentligt vrid i filmmaskinen. Virkelighedens Fisherman’s Friends blev for alvor opdaget i 2009, da den britiske TV-vært Johnnie Walker under en ferie i Cornwall faldt over to af gruppens hjemmelavede cd’er.

I filmudgaven er det i stedet musik-talentspejderen Danny Anderson, der drager til fiskerbyen Port Isaac på polterabendtur med sin chef og et par kolleger.

Selv er Danny notorisk single og gift med sit arbejde. Det varer dog ikke meget længere, end til firkløveret når bygrænsen og møder den unge enlige mor Alwyn. Han bliver betaget af hende, mens hun straks stempler ham som en stodder fra London.

Under besøget hører han de lokale fiskeres kor Fisherman’s Friends under en koncert på havnen. Dannys chef og de andre narrer ham til at tro, at selskabet vil indspille en demo-video og indgå en pladekontrakt med gruppen.

Da Danny finder ud af det, at det bare var en joke, har han imidlertid allerede involveret sig så dybt i fiskerne, det lille lokalsamfund og Alwyn og hendes søn, at han nægter at bakke ud.

Som det fremgår, følger manuskriptet fuldstændig den gængse formel for den slags historier: Storby-helten/heltinden med det tomme indholdsløse liv, der pludselig finder ægthed og indhold og kærlighed langt fra byens larm og glitter. Men det er faktisk nemt, at se forbi alle kalkulationerne og de følelsesmæssige manipulationer, når det gøres så bundcharmerende som her.

41-årige Daniel Mays, der spiller Danny, ligner måske ikke lige den klassiske film-førsteelsker. Til gengæld har han en naturlig oprigtighed og et muntert sind, der gør, at man tror på både ham og figuren.

På samme måde er Tuppence Middleton, der spiller Alwyn, ikke den klassiske filmdiva. Men hun har en umiddelbar sødme, der gør, at man øjeblikkelig falder for hende, og tilstrækkelig med ben i næsen til at man bliver liggende eller rettere kaster sig ud i forsøget på at vinde hende.

Selv om udfaldet er givet på forhånd, er det dejligt at se de to danse om den varme grød og langsomt nærme sig hinanden.

Læg dertil en række bundsolide præstationer fra de syngende fiskermænd med garvede kræfter som James Purefoy og David Hayman i spidsen, og Maggie Steed som Haymans kone, og så er fornemmelsen af velvære sikret.

Fisherman’s Friends er intet mesterværk og kommer ikke til at vinde de store filmpriser, men mindre kan også sagtens gøre det. Det er en enkel, sød og rørende historie, som river en med, mens man sidder i biografen, og sender en tilbage i sensommersolen med en rigtig god fornemmelse i hele kroppen.

Fisherman’s Friends – 112 minutter – England – Inatruktør: Chris Foggin – Medvirkende: Daniel Mays, Tuppence Middleton, James Purefoy, David Hayman, Maggie Steed, Sam Swainsbury m.fl.