Filmanmeldelse: Angel Has Fallen – Ferm flugt og action i vellykket 3’er

Nogle gange går man i biografen ene og alene for at blive underholdt og ikke fordi man savner stor filmkunst eller dybsindigheder.

Sådan er det at se tredje ombæring af Fallen-franchisen om secret service agenten Mike Banning (Gerard Butler), og ud fra den præmis er billetpengene faktisk givet godt ud.

Manuskriptet virker på mange måder, som om det er planket fra Taken-franchisen. Efter at have befriet sin datter og ekskone i de to første film, blev hovedpersonen Bryan Mills (Liam Neeson) i stedet sendt på flugt i Taken 3 (2015) beskyldt for mord.

Det samme sker i ”Angel has Fallen”.  Efter at have bekæmpet terroristangreb på Det Hvide Hus og London i ”Olympus Has Fallen” (2013) og ”London Has Fallen (2016) står Mike Banning ved en korsvej i sin karriere. De mange år som aktiv soldat og sikkerhedsagent er begyndt at slide på hans krop, så han er afhængig af stadig større doser smertestillende medicin. Og selv om han er favorit til at overtage jobbet som chef for Secret Service, virker udsigten til et skrivebordsjob mere truende på Mike en truslen om konstante hovedpiner og skader på rygsøjlen.

Alt det bliver imidlertid sat på hold, da Mikes chef, den nyudnævnte præsident Allan Trumbull (Morgan Freeman) under en fisketur bliver udsat for et blodigt attentat fra en flok fjernstyrede, eksplosive droner. Alle præsidentens sikkerhedsfolk bliver dræbt på nær Mike, som vågner op på hospitalet i håndjern og beskyldt for at stå bag attentatet.

Med Trumbull i koma er det nu op til Mike at rense sig selv og få stoppet de virkelige attentatsfolk, inden de får fuldført missionen.

Som sagt er der intet nyt under solen i historien, lige som man skal sluge en ordentlig dosis macho-soldaternostalgi.

Til gengæld fungerer Gerard Butler faktisk helt okay som Banning. Bevares han er ingen Bruce Willis, men ligner nærmere en testosteronpumpet udgave af den engelske kriminalkommissær Barnaby. Men som aldrende Secret Service agent udstråler han lige tilpas med sårbarhed til at virke troværdig.

Butler overstråles dog af 78-årige Nick Nolte i rollen som Bannings far Clay, der forlod sin søn og kone på grund af traumer efter sin indsats som soldat. Nu lever han afsondret i skoven, paranoid over for resten af verden i almindelighed og myndighederne i særdeleshed. Det er alt for lang tid siden, at man har oplevet ”To Brødre” stjernen i noget væsentligt, men her gør han god fyldest.

Det største plus ved ”Angel Has Fallen” er dog ikke skuespilpræstationerne, men derimod det visuelle og actionscenerne. De er både velkoordinerede og opfindsomme. Sjældent har et droneangreb virket mere skræmmende end her, og slagscenerne er lige så realistiske.

Som sagt er ”Angel Has Fallen” på ingen måde stor filmkunst, men det forhindrer ikke filmen i at være rigtig god underholdning.

Angel Has Fallen – 121 minutter – USA – Instruktør: Ric Roman Waugh – Medvirkende: Gerard Butler, Morgan Freeman, Danny Huston, Frederick Schmidt, Piper Perabo m.fl.