Filmanmeldelse: Krigsfotografen – Følsomt portræt af et liv i evig undtagelsestilstand

”Fucking idiot altså!”

Den unge teenagepige lægger ikke fingrene imellem over for sin far, der er kommet til at vaske hendes dyre Isabel Marant jakke lyserød. Hun fyrer endnu et par verbale bredsider af, inden hun tøsefornærmet og demonstrativt smækker med døren, mens han med et smil slår afvæbnende ud med armene og siger ”Ja, den har jeg ødelagt”.

Da der i næste sekund klippes fra lejligheden i et af Københavns brokvarterer til kabinen i et køretøj et sted i Mellemøsten, føles skiftet som at sidde på toppen af en rutschebane, hvor underlaget pludselig forsvinder. Nu er det blodig alvor. Manden fra før og hans chauffør er netop undsluppet en snigskytte. Et øjeblik efter passerer de en gyde, hvor de friske lig af børn, voksne og ældre ligger som livløse mikadopinde ind over hinanden med blodige skudhuller i tøjet.

Og sådan veksler det konstant mellem hjemmets krydsild og krigens isnende gru i Boris B. Bertrams flotte og følsomme dokumentar om krigsfotografen Jan Grarup.

Han er nærmest definitionen på en ensom ulv med ild i både sjælen og hjertet, der med sit kamera konstant opsøger verdens brændpunkter. Et liv fyldt med krig, hungersnød og flygtningestrømme, hvad end det gælder folkemordet i Rwanda, krigen i Mosul i det norlige Irak eller jordskælvet i Haiti. Og selvfølgelig er han også international rock’n’roll fotograf, ryger og far til fire, hvis liv han kun flygtigt tager del i.

Det lyder næsten som en kliché, hvis det ikke var fordi, der er noget intenst ægte over Grarups idealisme og higen efter at skildre de helt almindelige mennesker, der rammes af krigens grusomheder og nasturens luner.

”Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til”, forklarede Boris B. Bertram forleden i Jyllands-Posten om filmen. Det er ikke nogen nem eller gratis opgave, som den danske dokumentarfilmsinstruktør har sat sig for. Siden 2014 har han fulgt Jan Grarup rundt i verden for at finde ind til manden bag de mange berømte billeder og otte World Press priser i bagagen.

Fra første færd, hvor Bertram møder Grarup i en belejret lufthavn i det centrale Afrika, kommer der noget på spil for ham selv. Bertram sætter således også sit liv og sin sjælefred på spil, mens han uden at ryste på hånden følger sin hovedperson. Ikke som flue på væggen, men som fuldt tilstedeværende medspiller.

Langsomt tegner billedet sig af en mand, der fanget mellem arbejdet og familien, og som har svært ved at balancere vejsidebomber og snigskytter med ansvaret for fire børn. Men også en mand, der med sin urokkelige ro er som skabt til at gøre det, han gør.

Og så pludselig midt i det hele, begynder filmen at skrive sin egen dramatiske handling. Jan Grarup bliver ringet op fra Gentofte Hospital og får at vide, at hans ekskone er alvorligt syg af kræft. Nu står han alene med forældreansvaret og skal ud i en ny balancegang mellem jobbet og livet som eneforsørger.

På den måde har Boris B. Bertram ikke haft brug for kunstige virkemidler i sin film. Billederne og scenerne og dialogerne taler fuldstændig for sig selv: Om sorg og glæde og absurditeter, hvad end det er i Danmark eller ude i verden.

Men først og fremmest er ”Krigsfotografen” et følsomt, indlevende portræt af en ægte københavner og hans liv i evig undtagelsestilstand.

Krigsfotografen – 75 minutter – Danmark – Instruktør: Boris B. Bertram – Medvirkende: Jan Grarup m.fl.