Filmanmeldelse: Le Mans 66´ – Fremragende motorsportsfilm

Der findes en helt bestemt type amerikansk film. Den kan handle om et blodigt krigslag, kapløbet om at få den første mand på månen eller som i dette tilfælde at vinde en stor sportskonkurrence. Fælles for disse amerikanere-der-gør-store-gerninger-film er, at de driver af testosteron og ofte så meget patos, at det langt overskrider kvalmegrænsen. Men når det virkelige svinger, og man får sat de rigtige skuespillere i på sagen, så er disse film fantastiske oplevelser.

Sådan en film er ”Lemans 66´”, hvor instruktøren James Mangold har skabt en dramatisk og medrivende menneskefortælling om venskab og motorsport drevet at to topskuespillere på toppen af deres kunnen.

De fleste motorsportsfilm handler om rivaler, men ikke denne. Selv om den engelske originaltitel er ”Ford v Ferrari”, er det først og fremmest historien om venskabet mellem to usædvanlige mænd – Caroll Shelby (Matt Damon) og Ken Miles (Christian Bale). De to lod sig hyre af den amerikanske bilproducent Ford Motor Co. til at bygge og køre en racerbil, der kunne slå den italienske sportsvogndesigner Enzo Ferrari ved det legendariske 24-timers løb i Le Mans – den ultimative udfordring for såvel bil som fører.

Shelby havde allerede gjort det én gang før, da han i 1959 slog Ferrari ved Le Mans i en Aston Martin. Kort efter måtte han imidlertid stoppe karrieren på grund af hjerteproblemer. Han kastede sig i stedet over at bygge racerbiler og lod i stedet sin ven, briten Ken Miles, om at køre dem.

To umage temperamenter, der forenes i gensidig respekt af deres kærlighed til biler og kubik. Den mere fremkommelige Shelby, der er en dygtig sælger og strateg, og som kan det politiske og forretningsmæssige spil. Og den mere temperamentsfulde Miles, tidligere tankfører fra 2. Verdenskrig og en gudsbenådet mekaniker og racerkører, hvis fantastiske fingerspidsfornemmelse for biler kolliderer med hans hidsighed og manglende finfølese i forhold til mennesker. Tilsammen venter de blot på den rigtige chance for at give den gas.

Den chance kommer i begyndelsen af 60’erne, hvor båd Ford og Ferrari var ude i problemer. Ford med at tiltrække unge købere, Ferrari med at få økonomien til at løbe rundt.  Da Enzo Ferrari med vanlig, italiensk arrogance afslår et købstilbud fra Henry Ford II (barnebarn af selskabet berømte stifter) var scenen sat for et opgør mellem amerikansk samlebåndseffektivitet og italiensk, håndlavet bildesign.

Ford hyrer derfor Shelby – og mere modstræbende Miles – og efterfølgende handler historien mindre om konkurrencen på racerbanen, som om deres besværligheder med Fords marketingafdeling.

Oprindelig havde man planlagt at caste Tom Cruise og Brad Pitt til at spille Shelby og Miles, men endte i stedet med Matt Damon og Christian Bale – og gud ske tak og lov for det.

Samspillet mellem de to er filmens brølende motor og omdrejningspunkt. Matt Damon spiller Shelby med tyngde og et minimum af armbevægelser iført cowboyhat og Texas-dialekt. Et studie i veltoneret underspil, som kun en virkelig dygtig skuespiller kan gøre det.

Over for det skruer Christian Bale fuldt op for sin britiske gavflap og hans hidsige udbrud, så det er få millimeter fra at kamme over i det karikerede – uden at det dog sker.

I virkeligheden lød Miles som David Niven og talte med en høflig, britisk accent, men det er ofret her for at få karakteren til at fungere. Venskabet mellem de to slå jævnligt gnister, som da Miles i ærgrelse kaster en skruenøgle efter Shelby, der i bedste dead-pan stil beder en anden af sine medarbejdere om at ramme den ind og hænge den op på hans kontor. Eller da de to senere ender i slagsmål og ligger og roder rundt på græsset foran Miles hus som to små drenge.

”Le Mans 66`” er en film om mænd og deres store gerninger, hvor der kun er levnet ganske lidt plads til kvindesiden. Sidstnævnte udgøres stort set af Ken Miles kone Mollie Miles, spillet af Caitriona Balfe, der får det optimale ud af sine spredte nedslag.

En scene, hvor Mollie taber tålmodigheden med Miles, mens hun sidder ved rattet, og begynder at køre hasarderet for at få ham til at spytte ud, er måske nok påklistret, men den virker.

Som resten burde man tilføje. ”Le Mans 66´” er en helt igennem vellykket film fra start til slut fra en verden af brølende kubik, hvor livet først rigtigt begynder at kunne mærkes, når motoren er oppe på 7.000 omdrejninger i minuttet.

Og så er det lykkedes for James Mangold at lave en film om motorsport, der også appellerer til alle dem, der ikke synes, at motorsport er toppen.

Le Mans 66´ – 152 minutter – USA – Instruktør: James Mangold – Medvirkende: Matt Damon, Christian Bale, Caitriona Balfe, Tracy Letts, Josh Lucas, Jon Bernthal m.fl.