Filmanmeldelse: Two Popes – Fremragende kammerspil om to paver

Selv om paven har mere magt end selv den amerikanske præsident og normalt sidder der for livstid og ikke bare fire eller otte år, er det som om, at der er en form for berøringsangst, når det gælder om at skildre paver på film.

Det har den brasilianske instruktør Fernando Meirelles nu rådet bod på, med noget så udsædvanligt som et kammerspil med hele to paver. Resultatet er en film, der er overraskende emotionel og endnu mere overraskende ganske sjov.

Udgangspunktet er en række møder mellem John Ratzinger – bedre kendt som Pave Benedict XVI – og hans efterfølger, den argentinske kardinal Jorge Mario Bergoglio – kendt som Pave Francis.

Disse møder fandt sted før en af de mest bemærkelsesværdige begivenheder i den katolske kirke: I 2013 midt under den megen medieomtale omkring katolske præsters seksuelle overgreb, trak Benedict sig tilbage efter kun knap otte år på pave-tronen. Det var første gang, at en pave havde gjort det siden 1415, de Gregory XII blev tvunget til at abdicere. Benedict valgte det imidlertid selv. Den ultrakonservative pave afsvor sin titel for at gøre plads for en pave, der på alle måder var hans egen modsætning, og som han derfor var overbevist om kunne lede den katolske kirke videre.

Hvad blev der sagt på møderne mellem disse to kirkelige alfahanner? Det er det som ”Two Popes” handler om. Fernando Meirelles har forsøgt at grave så meget frem, som det har været muligt, og har derefter selv konstrueret en intelligent dialog ført på adskillige sprog – inklusive latin, italiensk og spansk En snak om gud, etik, moral, synd, tvivl, menneskelig svaghed og kirkens fremtid.

Efter en humoristisk åbningsscene, hvor pave Francis forsøger at booke en flyvebillet over telefonen, springer vi tilbage til 2005, hvor Pave Johannes Paul II døde efter at have stået i spidsen for den katolske kirke i 26 år.

Fra hele verden flokkes nu de ledende kardinaler i Rom for at lukke sig inde i Det Sixtinske Kapel og vælge en ny pave. Konklavet bliver en kamp mellem to karismatiske kandidater: Den traditionsbundne tyske kardinal Ratzinger og den anderledestænkende og langt mere folkelige Bergoglio. Sidstnævnte har en evne til at tale til folk i øjenhøjde ud over, at han ganske uverdsligt elsker fodbold og tango – som alle argentinere.

I første omgang vinder traditionen. Ratzinger bliver valgt, men i 2013 tilkalder han Bergoglio, fordi han har truffet en stor beslutning og nu vil se nærmere på den mand, han har udset til at blive sin efterfølger.

”Jeg er uenig i det meste, som du siger og gør”, udfordrer Benedict. De to mænd kunne ikke være mere forskellige. Den dogmatisk konservative over for den spøgefulde jesuit, der blander humanisme med sine egne religiøse overbevisninger – herunder at kirken bliver nødt til  udvikle sig, hvis den skal forblive tro mod sin mission.

Ud over en begavet dialog, hvor de to mænd når til en forståelse og måske endda venskab, er Fernando Meirelles helt store scoop, at han har besat de altdominerende hovedroller med to af de mest garvede mandlige skuespillere, der kan opdrives. Anthony Hopkins er fantastisk som Ratzinger og Jonathan Pryce bedre end nogensinde som Bergoglio. Det er i luften mellem disse to skuespillere på højden af deres kunne, af magien skabes i ”Two Popes”.

Det er imponerende at se Hopkins og Pryce vandre rundt i Vatikanet og Det Sixtinske Kapel – især fordi Vatikanet pure nægtede at medvirke til filmen. I stedet genopbyggede man en tro kopi af det berømte kapel hos CineCittas Studios.

Emnet taget i betragtning er filmens lydside også ret bemærkelsesværdig med dens blanding af mere klassiske værker med jazz, Abba-melodier, referencer til Beatles-numre m.m.

Det har i øvrigt sin egen skønhed, at ”Two popes”, hvis budskab handler om nødvendigheden af forandring, er produceret af Netflix og først og fremmest kan opleves hjemme i stuerne.

Two Popes – 125 minutter – England, Argentina, Italien og USA – Instruktør: Fernando Meirelles – Medvirkende: Anthony Hopkins, Jonathan Pryce m.fl.