Filmanmeldelse: Abernes planet: Revolutionen – Når aber bliver til mennesker

Abernes planet - Revolutonen

4 popcorn

Det er med den nye ”Abernes planet: Revolutionen”, som det var med de tre Stjernekrigs-film, der blev lavet som en prequel til den oprindelige saga: Vi ved godt, hvad det hele ender med.

Det har vi sådan set vidst siden Franklin J. Schaffner i 1968 lancerede den første ”Abernes Planet” film efter Pierre Boulles roman. I den ikoniske slutscene opdager de nødstedte astronauter med Charlton Heston i spidsen den sammensunkne Frihedsgudinde i sandet. Dermed går det op for dem, at de ikke er landet på en mystisk planet, hvor højt intelligente aber holder mennesker som slaver, men at aberne har taget magten på vores egen planet Jorden.

Ikke overraskende har mennesket selv banet vejen for deres egen undergang. I den første af de tre prequel-film ”Abernes planet: Oprindelsen” (2011), opfandt forskere virusset ALZ 113. Det blev sprøjtet ind i hjernen på forsøgsaber og gjorde dem ekstremt intelligente. Men samtidig var virusset dødeligt for mennesker.

I ”Abernes planet: Revolutionen” er vi hoppet 10 år frem til 2016. Størstedelen af menneskeheden er bukket under for virussen.

Forsøgsaben Caesar, der undslap i den første film med en flok aber, lever nu ude i skoven ikke så langt fra San Francisco med sin flok – heriblandt Maurice og den farlige Koba, der er hans højre hånd.

Aberne kommunikerer primært ved tegnsprog, rider på heste, har primitive våben, bor i smukt udførte hytter og kan lave ild. Der er ikke set mennesker i to år, så måske er der ikke flere, men så let går det selvfølgelig ikke.

Det viser sig nemlig, at der stadig bor en lille koloni af mennesker i byen som er blevet immune over for virusset. De ledes af Malcolm (Jason Clarke) og hans højre hånd Dreyfus (Gary Oldman), der er tidligere militærmand.

De to grupper bliver opmærksomme på hinanden, da en fra Malcoms ”flok” skyder på en abe. I stedet for hævn vælger Caesar dog at slutte fred med menneskene og give dem lov til at reparere en dæmning, så de kan få strøm.

De to ledere udvikler et tillidsforhold og opdager, at de har meget til fælles. De har således begge unge sønner med problemer, og de må begge kæmpe med næstkommanderende, som ikke tror på fredelig sameksistens.

Det ender – selvfølgelig – med, at disse næstkommanderende får fremprovokeret en mindre krig mellem de to grupper. For sådan er vi mennesker jo og aberne med, for som Caesar desillusioneret ender med at sige til Maurice: ”Jeg har altid troet, at aber var bedre end mennesker. Nu ser jeg, hvor meget vi har til fælles.”

Der er masser af paralleller til virkelighedens verden i ”Abernes planet: Revolutionen”. I princippet kunne det handle om vilkårlige to menneskegrupper, hvor tiltro og mistro kæmper om overtaget, og hvor den ene gruppe tidligere har været undertrykt af den anden.

Beskrivelsen kunne passe på de fleste aktuelle konflikter i verden (Ukraine, Syrien, Palæstina, Burma m.fl.). Nu er den ene gruppe så tilfældigvis en gruppe menneskeaber, hvilket selvfølgelig er filmens fascinerende omdrejningspunkt. Men samtidig er det deprimerende at se, hvordan de fuldstændig som menneskene ender med at blive deres egen værste fjende, og hvordan disse sidste ”amerikanere” lige som deres menneske-artsfæller har en foruroligende våbenfetich.

”Abernes planet: Revolutionen” sigter således ikke mod en lykkelig slutning, men er mørkere i tonen. Til gengæld får instruktøren Matt Reeves klogt jongleret rundt mellem de mange temaer omkring politik, lederskab, familie, loyalitet og svigt og får derudover leveret en række effektive actionsekvenser.

Først som sidst er det dog lige som i forgængeren de fantastisk livagtige aber, som er filmens vigtigste attraktion. Deres ansigter, hår, udtryk med mere er simpelt hen så realistisk, at man næsten glemmer, at de ikke er ægte.

Hvad angår Caesar, så er hans ansigtsudtryk gengivet ved hjælp af motion capture efter skuespilleren Andy Serkins ansigt – ham der også gav liv til blandt andet Gollum i Ringenes Herre og Hobitten samt til King Kong i filmen af samme navn.

Som sagt ved vi jo godt, hvor det hele skal ende, men som så ofte er det ikke målet og slutresultatet, der er interessant, men vejen derhen. Den sidste film i denne prequel-triologi om aberne kommer i 2016. Den behøver i virkeligheden slet ikke at have mennesker med.

Abernes planet: Revolutionen – 130 minutter – USA – Instruktør: Matt Reeves – Medvirkende: Andy Serkis, Jason Clarke, Gary Oldman, Keri Russell, Toby Kebbell, Kodi Smit-McPhee, Kirk Acevedo, Karin Konoval m.fl.