Trine Dyrholm blev Robert-festens dronning

Søndag aften var den danske filmbranche forsamlet på Tivoli Hotel i København for at uddele årets Robert-priser.

Det var 36. gang, at Robert-prisen, der er opkaldt efter kunstneren Robert Jacobsen, blev uddelt. På forhånd var der lagt op til et opgør mellem ”Ser du månen Daniel” – et gidseldrama baseret på virkelige begivenheder – og ”Dronningen”, der handler om en succesfuld kvinde, der sætter hele sit liv på spil, da hun forfører sin stedsøn.

De to film var nomineret til henholdsvis 14 og 13 priser, men da regnskabet blev gjort op, var  det ”Dronningen”, der blev Robert-festens helt store vinder med 9 priser, mens ”Ser du månen Daniel” vandt fire.

Filmen vandt blandt andet aftenens største pris for Årets Danske Spillefilm, og prisen for Årets Originale Manuskript, mens instruktøren May el-Toukhy fik prisen for Årets Instruktør. Det var blot May el-Toukhys anden spillefilm, og samtidig blev hun den første kvinde nogensinde til at vinde Robert-prisen for Årets Instruktør.

Oven over det hele strålede imidlertid skuespillerinden Trine Dyrholm, der spiller hovedrollerollen i ”Dronningen” – en præstation som anmelderne for længst har kåret til en af hendes bedste, hvilket siger ikke så lidt, når man taler om kvinden, der af mange anses for Danmarks dygtigste skuespillerinde.

Trine Dyrholm blev da også aftenens dronning, da hun vandt Robert-statuetten for Årets Kvindelige Hovedrolle. Den kan hun så sætte hjem på reolen sammen med de ni øvrige Robert-statuetter, som hun allerede har vundet i årenes løb.

Fire gange tidligere har hun vundet en Robert i samme kategori, to gange som Årets Kvindelige Hovedrolle i en TV-serie og tre gange for Årets Kvindelige Birolle.

Dermed satte Trine Dyrholm rekord og blev den mest vindende Robert-modtager nogen sinde.

”Tusind tak. Jeg er vildt glad. Jeg ved godt, jeg har nogle stykker i forvejen, men denne her film betyder så meget for mig, sagde den danske skuespillerinden fra scenen, da hun modtog prisen.

Samtidig gik prisen for Årets Kvindelige Birolle til Sofie Torp for hendes rolle i ”Ser du månen Daniel”.

På mandesiden vandt Esben Smed ikke overraskende prisen for Årets Mandlige Hovedrolle for sin præstation som fotografen og gidslet Daniel Rye i ”Ser du månen Daniel”.

Til gengæld gik prisen for Årets Mandlige Birolle til Magnus Krepper, der spiller Trine Dyrholms mand i ”Dronningen”.

Blandt de øvrige priser kan nævnes, at makkerparret Wikke & Rasmussen blev belønnet med prisen for Årets Børne- og Ungdomsfilm for ”Gooseboy”, mens Ferres Fayyads nye film ”The Cave” om et underjordisk hospital i det krigshærgede Syrien vandt prisen for Årets Dokumentarfilm.

Sidstnævnte er i øvrigt også med i opløbet om en Oscar, når de eftertragtede Oscar-statuetter uddeles i Los Angeles den 9. februar.

I alt listen over Robert-vindere 2020 således ud:

Årets Danske Spillefilm: Dronningen
Årets Instruktør: May el-Touchy
Årets Originale Manuskript: Dronningen
Årets Kvindelige Hovedrolle: Trine Dyrholm (Dronningen)
Årets Mandlige Hovedrolle: Esben Smed (Ser du månen Daniel)
Årets Kvindelige Birolle: Sofie Torp (Ser du månen Daniel)
Årets Mandlige Birolle: Magnus Krepper: Dronningen
Årets Børne- og Ungdomsfilm: Gooseboy
Årets Dokumentar: The Cave

Årets TV-serie: Bedrag sæson 3
Årets Kvindelige TV-hovedrolle: Maria Rich (Bedrag)
Årets Mandlige TV-hovedrolle: Martin Hee Andersen (Fred til lands)