Berlinalen 2020 dag 1 – CineMadsen laver en Leth, og Jeremy Irons siger undskyld

Hvert år på denne tid har jeg i hele CineMadsen-bloggens levetid pakket kufferten og er fløjet til Berlin for at deltage i Berlinalen. Hvert år har jeg i 10 dage trukket stikket på familie, børn, venner og arbejde for at synke ned i biografsædet i mørket i Berlinalepalatz, suget alle de film til mig jeg kunne, og trofast berettet om dem og om stort og småt fra festivalen.

Sådan skulle det også have været i år. Alt var planlagt. Flybilletten hos Norwegian var i hus. Jeg havde booket et fantastisk Airbnb-logi hos en af mine Berlinale-bekendte og gik nu bare og talte ned til den halvfjerdsindstyvende Berlinale.

Men man kan ikke forudse alt. For to uger siden opstod der pludselig alvorlig sygdom i min familie, der har gjort, at det i stedet er Berlinalen, jeg har måttet trække stikket på.

Så hvad gør man så? Tjah når Jørgen Leth kan kommentere Tour de France uden at være på selve ruten, så kan jeg vel også sidde i mit private hood på Nørrebro og hyggeskrive lidt om Berlinalen. Vi er jo trods alt i filmens verden, hvor virkeligheden genskabes i manuskriptforfatterens og instruktørens billede.

Jeg behøver således ikke at slentre ned af den lyspyntede Alte Potsdammer Strasse i de tidlige morgentimer til festivalens hovedkvarter på Hotel Hyatt for at kunne formidle stemningen af en Berlinale, der skal til at begynde. Og jeg kan endda retouchere det triste regnvejr væk, der styrtede ned over alle dem, der rent faktisk nåede til Berlin i dag.

Jeg behøver heller ikke at være på Berlinalen for at høre filmanmelderne diskutere, hvad de synes om, at den ikoniske Berlinalebjørn er fuldstændig fraværende på de officielle festivalplakater. I stedet har man til jubilæums-Berlinalen forsøgt sig med noget, der minder om et værk af Per Arnoldi. Et B i forskellige farver og positioner med tallene 7 og 0 i andre farver ovenpå. Det skal sikkert være frygtelig trendy, men formidle liv og stemning gør det ikke.

På samme måde behøver jeg ikke være på Berlinalen for at forestille mig anmeldernes suk og frustration over, at man i år har valgt at rykke tidspunktet for de faste presseforevisninger i hovedkonkurrencen. Flere dage er morgenpressevisningen klokken 09.00 således af uransagelige grunde sløjfet og i stedet erstattet af en aftenpresseforestilling klokken 21.30. Bagefter skal der som bekendt skrives hjem, så som en anmelder allerede har sms’et til mig: Det er jo decideret umulige arbejdsforhold – fuldkomment ubrugeligt.”

Dette er åbenbart nogle af de tiltag, der skal forny Berlinalen under dens nye direktør – eller rettere direktører. For første gang nogensinde har Berlinalen nemlig to ledere. Og hvad er mere passende i disse kønsbevidste tider for en festival, der er kendt for politisk kant, end at ansætte en direktør af hvert køn: Den nye administrerende direktør, hollænderen Mariette Rissenbeck, danner således professionelt parløb med festivalens nye kunstleriske direktør Carlo Chatrian.

Håbet er, at Chatrian, der tidligere stod i spidsen for filmfestivalen i Locarno, og Rissenbeck, der ledede et pr-bureau der fokuserede på tyske film, tilsammen kan revitalisere den 70 år gamle festival.

Kønsbevidstheden og den politiske korrekthed prægede også festivalens første pressekonference, hvor Berlinalens jury blev præsenteret. Her har man i år valgt den engelske skuespiller Jeremy Irons til at stå i spidsen for juryen, og han indledte med at slå en streg over sine tidligere udtalelser om abort, homoseksuelle og sexchikane.

I 2011 sagde Jeremy Irons for eksempel sådan i et interview med Radio Times: Hvis en mand anbringer sin hånd på en kvindes bagdel, burde alle kvinder, der er noget værd, kunne tackle det. Det kaldes kommunikation. Kan vi ikke bare være søde over for hinanden.” På samme måde har han forsvaret kirkens ret til at kalde abort for en synd. Og i 2013 udtalte han i et interview med HuffPo, at legalisering af homoseksuelle ægteskaber kunne føre til, at fædre giftede sig med deres sønner for at undgå arveskatter.

Den slags  går ikke i MeToo-tider, så nu skulle der gøres rent bord.

”Jeg ville ønske, jeg ikke skulle bruge tid på dette her, men jeg ønsker heller ikke, at det fortsat skal skabe distraktion i forhold til Berlinalen. Så lad mig gøre mine holdninger til disse tre emner helt klare”, indledte Jeremy Irons og fortsatte:

”For det første støtter jeg helhjertet den verdensomspændende bevægelse, der forsøger at skabe opmærksomhed om kvinders rettigheder og beskytte dem mod krænkende, skadende og respektløs chikane både hjemme og på arbejde.”

”For det andet støtter jeg lovliggørelsen af homoseksuelle ægteskaber alle de steder, hvor det allerede er gennemført og håber, at en sådan oplyst lovliggørelse vil fortsætte med at sprede sig til flere og flere steder.”

”Og for det tredje støtter jeg helhjertet kvinders ret til abort, hvis de ønsker det”.

”Disse tre menneskerettigheder er afgørende skridt mod et civiliseret og menneskeligt samfund, som vi alle bør stræbe efter. Der er mange dele af verden, hvor disse rettigheder endnu ikke eksisterer, og hvor sådanne handlinger og måder at leve på fører til fængsel og endda død. Jeg håber derfor, at nogle af de film, vi skal se på Berlinalen, vil beskæftige sig med disse problemer, blandt mange andre problemer som vi står over for i verden. Og jeg ser frem til at se film her på Berlinalen, der vil provokere os til at stille spørgsmålstegn ved nogle af de holdninger og fordomme og verdensomspændende opfattelser af, hvordan man bør leve, som vi ser i dag”, sluttede Jeremy Irons.

Mere politisk korrekt indledning kan man næsten ikke forestille sig. Derefter var det tid til det, som er enhver filmfestivals kerne, nemlig filmene.

De kommende dage slippes omkring 400 film løs på biograflærrederne i Berlin, hvor 18 film kæmper i hovedkonkurrencen om at vinde Guldbjørnen.

Sidste år var det Lone Scherfigs film ”The Kindness of Strangers”, der åbnede Berlinalen. I år er Danmark dog ikke repræsenteret i hovedkonkurrencen, men derimod i en række af de andre sektioner på festivalen:

● I Panorma-sektionen deltager ”Kød & Blod” af instruktøren Jeanette Nordahl.

● I Generation KPlus-sektionen vises ”Mugge og vejfesten” af instruktørerne Mikael Wulf og Anders Morgenthaler.

● I Generation 14Plus er der verdenspremiere på kortfilmen ”Babylebbe” af instruktøren Tone Ottilie.

● I dramaserie-sektionen Berlinale Series vises seks afsnit af serien ”Sex” af instruktøren Amalie Næsby. ● Endelig er skuespillerinden Victoria Carmen Sonne udvalgt som en af de 10 europæiske Shooting Stars, der præsenteres under festivalen. Det sker på lørdag den 22. februar.