Filmanmeldelse: Tracks – 3.000 kilometer australsk ørkenvandring med kameler

Tracks

5 popcorn

Digteren Diane Ackerman sagde engang at ”Den store kærlighedsaffære med livet er at leve så alsidigt som muligt, strigle sin nysgerrighed som en livskraftig fuldblodshest, svinge sig op på den og galopere over de græsklædte, solbeskinnede bakker hver eneste dag”.

Måske er det sådan at den australske kvinde Robin Davidson tænkte, da hun i 1977 begav sig på en 3.000 kilometer lang gåtur gennem den australske ørken kun ledsaget af fire kameler og sin trofaste hund Diggiti.

Jeg skriver måske, for der kommer ikke noget klart svar på det spørgsmål i John Currans næsten to timer lange film om Davidsons gåtur, der i det virkelige liv tog næsten ni måneder.

Jovist vi får et par flashbacks, der antyder, at hun havde en traumatisk barndom med en mor, der begik selvmord, men ikke noget mere substantielt end det. Dermed opstår der et uhensigtsmæssigt tomrum omkring filmens præmis.

Til gengæld fremstår det klart, at der i lige så høj grad er tale om en indre som en ydre rejse. Og selv om Davidsons tur ikke forklares, har ”Tracks” rigtig meget andet at byde på.

De første 40 minutter følger vi således Robyn Davidsons forberedelser. Hendes største udfordring var penge, men i sidste ende blev turen finansieret af National Geographic. Til gengæld lod hun fotografen Rick Smolan dokumentere udvalgte dele af rejsen, lige som hun efterfølgende skrev en lang artikel til bladet.

Filmens anden halvdel beskriver selve turen, som veksler mellem lange stillestående sekvenser afbrudt af nøje afmålte doser dramatik, som da Davidsons kamelflok angribes af tre vilde kamelhanner, eller da hun en dag vågner op midt i ørkenen, og kamelerne er væk. Her føler man for alvor den ensomhed og desperation, som hovedpersonen selv må have følt undervejs.

I løbet af rejsen knytter Davidson også bånd med de lokale aboriginer, som får en af deres egne til at følge hende og kamelflokken gennem et helligt område. Og selv om hun indledningsvis tager afstand fra Rick, udvikler der sig langsomt varme følelser mellem dem, selv om omfanget af deres forhold aldrig står helt klart.

Fotografen Mandy Walkers, som også leverede de spektakulære billeder til ”Australia”, fylder filmen med pragtfulde widescreen-panoramaer af det øde landskab. De endeløse vidder, hvor udtørrede træer og forladte, faldefærdige farme står som monumenter over den barske natur er lige så fascinerende som dystert.

Men filmen tilhører først og fremmest den australske skuespiller Mia Wasikowska. Hendes smukke og uudgrundelige udstråling er som skabt til rollen som den unge enspænder, der klart foretrækker dyrenes selskab frem for menneskenes.

Wasikowska optræder i stort set hver eneste scene i ”Tracks”. Hun omgås dyrene med en selvfølgelighed, som var hun den rigtige Davidson, og hendes spil er lige så bredt, som det er dybt. Solbrændt og snavset, klædt i farverige bluser og saronger eller nøgen går hun i ét med den natur, hun er på vej igennem. Stoisk og rolig, men også sårbar midt i ensomheden.

Lige som andre unge skuespillerinder fra sin generation, som f.eks. Jennifer Lawrence, ejer Wasikowska lærredet, så snart hun viser sig. At man overhovedet engang tænkte på at give rollen til Julia Roberts virker nærmest kætterisk, når man ser filmen.

Og så må vi ikke glemme kamelerne, der på mange måder er lige så store hovedpersoner. Disse vidunderligt bizarre dyr, hvis ansigter er så udtryksfulde, at de er skræddersyede til at projicere menneskelige følelser over på.

”Tracks” er en flot og fascinerende film om et usædvanligt menneske på en højst usædvanlig rejse. Eller som Davidson selv engang har udtalt:

“Jeg elsker friheden ved at være på egen hånd og den udvikling og læreproces, der opstår ved at tage chancer. Og kameler er jo åbenlyst den bedste løsning, når man skal krydse en ørken. Så hvorfor al denne ståhej om min tur?”.

Tracks – 112 minutter – Australien – Instruktør: John Curran – Medvirkende: Mia Wasikowska, Adam Driver, Roly Mintuma, Daysi Walkabout, Lily Pearl m.fl.