Filmanmeldelse: Little Women – Gerwig har skabt sin generations version af elsket klassiker

Efter debuten og succesen med ”Lady Bird” for tre år siden har den amerikanske instruktør (og skuespiller) Greta Gerwig sat ambitionsniveauet i vejret.

Som den ”svære to’er” har hun kastet sig over en af amerikansk litteraturs med elskede klassikere, Louisa May Alcotts ”Little Women”, der kom i to omgange i 1868 og 1869.

Historien om de fire søstre Meg, Josephine (Jo), Beth og Amy i årene under og efter den amerikanske borgerkrig er blevet læst og dyrket af generationer af amerikanere

Little Women er også blevet filmatiseret seks gange tidligere – første gang helt tilbage i 1917. Blandt fisse film er George Cukors version fra 1933 med Katharine Hepburn i rollen som Jo, Mervin LeRoys film fra 1949 med selveste Elizabeth Taylor som Amy og Gillian Armstrongs udgave fra 1994, hvor det var Winona Ryder, der spillede Jo.

Har Greta Gerwig så noget nyt at tilføje til denne imponerende liste? Heldigvis er svaret ja.

For det første er det lykkedes for hende at samle en sprudlende veloplagt all star besætning: Den eftertænksomme Meg, der drømmer om mand og børn, spilles af Emma Watson. Saoirse Ronan, der også havde hovedrollen i ”Lady Bird”, er den temperamentsfulde tomboy Jo med forfatterdrømmene og talentet til at fuldføre dem. Eliza Scanlen er den stille og sarte Beth, mens Florence Pugh runder firkløveret af som den ambitiøse mindstesøster Amy.

Læg dertil et strålende sam- og modspil mellem Laura Dern som pigernes evigt gode og håbefulde mor Marmee og altid seværdige Meryl Streep i rollen som familiens rige, skarptungede tante March. Og som rosinen i pølseenden det nye, amerikanske stjerneskud Timothée Chalamet som den rige, uambitiøse nabodreng Laurie.

Filmens største attraktion er dog, at det er lykkedes for Gervig at føje en stor portion kønskamp og kvindelig løsrivelseshistorie til den klassiske fortælling, der gør den mindst lige så aktuel i dag, som da bogen kom frem.

Jo får allerede i filmens første scene at vide af en redaktør, at hvis hun skriver om en kvindelig hovedperson, så skal hun sørge for, at hun ender med at blive gift eller dør. I resten af filmen udspiller de fire søstre forskellige variationer over den meget smalle palet af udfoldelsesmuligheder, som kvinder havde på den tid.

Jo går lige fra starten imod tanken ægteskab, som hun mener er en ren økonomisk foranstaltning for kvinden. Det kan lyde kynisk, men vi taler om en epoke og et samfund, hvor kvinders formue og børn kom til at tilhører manden i samme øjeblik, som de blev gift.

De ulige ods bliver yderligere understreget i kærligheds- og venskabsforholdet mellem Jo og Laurie. Hele verden og alle dens muligheder ligger i bogstaveligste forstand for hans fødder, mens hun er nødt til et kæmpe sig frem og erobre den for hvert lille skridt.

Disse plusser gør det mere til at holde ud, at Gerwig har brudt den ellers lineære handling op til et sandt kalejdoskop af tidshop frem og tilbage mellem to epoker i de fire søstres liv adskilt af en periode på syv år. Nogle vil sikkert synes, at det skaber en ny, spændende dynamik i historien, mens andre – herunder undertegnede – finder det unødvendigt og trættende. Resultatet er, at det flere steder kun er personernes frisurer, der giver et fingerpeg om, hvor på tidslinjen vi befinder os. Og at vi aldrig kommer virkelig i dybden med karaktererne.

Den virkelige udfordring er dog Alexandra Desplats bombastiske musik, der sovser alting ind fra start til slut i sukkersøde, toner. Musikken er ikke dårlig, men fejlplaceret i en film, der også er fuld af alvor – og den kommer til at fylde lærredet som en pensel, der maler nuancerne over og skygger for dialogen.

På den måde er ”Little Women” ikke noget mesterværk, men det lykkes alligevel Gerwig at skabe sin generations bud på en sjælden feministisk fortælling fra 1800-tallet.

Little Women – 135 minutter – USA – Instruktør: Greta Gerwig – Medvirkende: Saoirse Ronan, Emma Watson, Liza Scanlen, Florence Pugh, Timothée Chalamet, Laura Dern, Meryl Streep m.fl.