TV-Anmeldelse: Babylon Berlin Sæson 3 – Tysk undergangsmesterværk fortsætter med at underholde

Da den tyske flagskibsserie ”Babylon Berlin” blev vist på TV for to år siden, overgav mange seere sig betingelsesløst til dette overdådige storværk.

Det kan man godt forstå. ”Babylon Berlin”, der bygger på Volker Kutschers roste politiromaner, er en fabelagtig fortælling fra Weimar-republikkens Berlin mellem to verdenskrige. En by fanget i de politiske magtkampe mellem kommunister og nazister, mens alle former for ekstremer – politiske, sociale, kunstneriske og seksuelle – hvirvles sammen i en kogende malstrøm.

Seriens første to sæsoner blev vist på dansk TV som otte dobbeltafsnit. Mandag aften var der så premiere på tredje sæson, der på samme måde bliver vist som seks dobbeltafsnit.

Tonen slås an lige fra starten. Vi er i november 1929. Seriens hovedperson, politikommissær Gereon Rath, vakler apatisk rundt på børsen i Berlin. Værdiløse aktier og obligationer hvirvler rundt i luften og omkring ham tager folk livet af sig som lemminger, efter at børskrakket i new York har bredt sig til den tyske hovedstad. Et sted på etagerne ovenover står Raths svigerinde Helga, som har været hans elskerinde i 10 år, med armen om en ny mand.

Derefter springer historien fem uger tilbage. Gerion Rath sendes ud til Babelsberg-filmstudierne for at undersøge stjernen Betty Winthers mystiske dødsfald. Hun bliver ramt af en faldende projektør, og det viser sig snart, at en sortklædt morder er på spil.

Samtidig kæmper hans smukke assistent Charlotte Ricther fortsat for at få fodfæste i den mandsdominerede politiverden. Hendes veninde Gerda sidder fængslet, efter at hun i sæson 2 var medskyldig i drabet på politidirektør August Benda. Charlotte er imidlertid overbevist om, at hun blev manipuleret af sin nazistiske kæreste Fritz og forsøger at bevise det, inden Gerdas bliver dømt til døden og halshugget. Hun modarbejdes dog af den nye politidirektør Wendt, der ønsker at give kommunisterne skylden.

I et tredje handlingsspor løslades gangsteren Weintraub, der er partner med seriens armenske gangsterleder Edgar og forelsket i dennes kone Esther.  De to partnere er i økonomiske vanskeligheder på grund af mordet i filmstudiet og bombningen af deres forlystelsessted Mocca Efti. De hyrer derfor Rath, der står i gæld til Edgar, for at hjælpe.

Endelig mens alt dette foregår, udklækker forretningsmanden Nyssen en plan for at få børsen i Berlin til at krakke for at skabe politisk uro.

Som det fremgår, er der rigtig mange ting i gang på én gang – også lidt for mange. Det hele forekommer mere ufokuseret end i de første to sæsoner, og de forskellige handlingsspor har det med at stjæle plads fra hinanden og sænke tempoet.

Historien bygger til dels på Kutchers anden roman i serien ”Den stumme død”, men intrigen er totalt forandret i forhold til denne. I det hele taget må man sige, at TV-serien har taget nogle solide politiromaner og gjort til en langt større og langt mere kulørt samfundskritisk fortælling.

Det er både seriens styrke og svaghed. En styrke, fordi det gør ”Babylon Berlin mere interessant som historiefortælling. Men en svaghed, fordi serien med mellemrum kammer helt over i sine aktionfyldte sekvenser og i sin stræben efter af vise den dekadente bagside af Weimar-Berlin.

Der bliver desværre heller ikke meget plads i sæson tre til den gryende romance mellem Gereon og Charlotte. Et enkelt intenst kys, og det er alt. Også her adskiller serien sig væsentlig fra bogforlægget, og man aner, at manuskriptforfatterne ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med kærligheden mellem de to bortset fra at lade dem redde hinandens liv igen og igen.

Når det er sagt, så er Babylon Berlin stadig fantastisk TV-underholdning af den slags, hvor man bare sidder klinet til skærmen og lader sig suge med. Og samtidig er den præget af en truende opløsning og undergangsstemning, fordi vi alle udmærket ved, hvordan det hele ender få år senere i den nazistiske magtovertagelse.

Babylon Berlin sæson 3 – 580 minutter – Tyskland – Instruktør: Tom Tykwer – Medvirkende: Volker Bruch, Liv Lisa Fries, Leonie Benesch, Lars Eidinger, Benno Furmann m.fl.