Filmanmeldelse: Far til fire og vikingerne – Som en tur på McDonalds, og det er faktisk fint nok


Jeg indrømmer det gerne. Da jeg var barn, elskede jeg simpelt hen ”Far til fire” filmene. Jeg har siddet med store øjne i biografen og set Lille Per drage til julebal i Nisseland eller hele familien køre ud i solskinnet, mens de sang ”Det er sommer, det er sol, og det er søndag.” Og jeg var glødende barneforelsket i Birgitte Price som storesøsteren Søs og kunne næsten ikke vente med at blive voksen, så jeg kunne udkonkurrere Ib Mossin i kampen om hendes gunst.

Nu kører Far til fire franchisen så på 20. film. De 8 oprindelige og den enlige svale i 1971 er blevet udvidet med foreløbig 11 nye, der siden 2015 har trukket nye generationer af børn i biografen.

Den første far til fire film kom 1953, den seneste ”Far til fire og vikingerne” i torsdags. Et svimlende tidsspand på 67 år gør den til Danmarks-historiens længste film-franchise, som har overgået selv James Bond i udstrækning. Og lige som i Bond-serien har rollen som Far været spillet af seks forskellige skuespillere igennem tiden.

Denne gang er det noget så basalt som familiens kerne – dens sammenhold – der bliver sat på prøve. Da Lille Pers elskede tøjelefant Bodil har fødselsdag, vælter skeletterne ud af skabet. Mie og Ole kan ikke længere holde ud at dele værelse. Søs er træt af at være familiens reservemor og Far mangler sit sædvanlige overskud.

For at ryste familien sammen igen melder Onkel Anders derfor dem alle til et familieterapisted. Her skal de sammen med deres feriegæst Olivia leve som vikinger i en uge. Og her kommer Bodil til at spille en hovedrolle, da hun bliver inddraget i de ivrige terapeuters vikingeøvelser.

Det ville være nemt at skrive en eller anden hudflæsende anmeldelse af ”Far til fire og vikingerne”. Rakke manuskriptets banalitet ned, som vitterlig virker altmodisch i en tid, hvor børnene sidder og henånder til ”Game of Thrones”. Harcelere over familiens håbløst gammeldags opbygning i en tid, hvor en stor del af børnene kommer fra skilsmissehjem og skal navigere i en skov af bonusforældre og papsøskende. Eller kritisere den for at være totalt politisk ukorrekt og ekskluderende, fordi familiens medlemmer alle er hvide, og der ikke optræder en eneste bøsse, transseksuel eller handicappet.

Og ja, ”Far til Fire og vikingerne” ér som at gå på McDonalds. Filmfastfood af den kalorietunge slags, som er hurtigt spist og umiddelbart mætter, og som er lige så hurtigt fordøjet og glemt.

Men omvendt ved man, hvad man får. Og selv en burger kan give uventede overraskelser, som når man bidder i et stykke ekstra sprødt bacon. Martin Brygmann har faktisk karisma som Far. Der er scener med uventet realisme – herunder et skænderi ved morgenbordet. Opholdet i vikingebyen byder både på gode slapstickscener og en finale, der giver lidt sved på panden. Og moralen om at elske og respektere hinanden har sjældent været mere aktuel end i disse tider.

Så hånden på hjertet, har vi ikke alle sammen brug for en tur på McDonalds ind imellem? Og for at være sammen som familie uden mobiltelefoner, computerspil og stressende arbejdsmøder?

Så hvis du er ude efter tryg og ligetil familieunderholdning op til og under efterårsferien, er ”Far til fire og vikingerne” et godt bud.

Far til fire og vikingerne – 85 minutter – Danmark – Instruktør: Martin Miehe-Renard – Medvirkende: Martin Brygmann, Coco Hjardemaal, Arthur Hjelmsø, Laura Lavigne Bie-Olsen, Elton Møller, Thomas Bo Larsen m.fl.