Filmanmeldelse: Julemandens datter 2 – Veloplagt efterfølger med masser af julestemning

FDet var noget af et genrespring, som instruktøren Christian Dyekjær foretog i 2018. Fra det intense og mørke hektiske drama ”Fantasten” (2017), til den lyse, gennemhyggelig familiefilm ”Julemandens datter”, der sagtens kunne være blevet til en hel 24-episoders julekalender.

Men springet lykkedes. Historien foldede sig ud som et velsmurt maskineri med de helt rigtige temposkift undervejs. Og i vellykkede rammer, hvad end det gjaldt filmens Hogwarts-agtige julemandsskole eller de provinsdanske omgivelser i Hald Ege ved Viborg.

Nu er han så tilbage med en fortsættelse ”Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal”.

Lucia er Julemandens datter og bor på Grønland. Her går hun på julemandsskolen, hvor det i den første film lykkedes hende at blive optaget som den første pige.

En dag får skolen besøg af selveste Kong Vinter, som har julens store krystal med i bagagen. Men ak, krystallen forsvinder, og Lucias bedste ven Oscar bliver fejlagtigt anklaget for at have stjålet den.

Lucia sætter sig selvfølgelig for at hjælpe sin ven, og de to kommer på sporet af et hemmeligt selskab – de julehadende gråbrødre – der vil standse julen for evigt.

Nu er det op til Lucia og Oscar at redde både krystallen og julen, og her må Lucia bruge al sin handlekraft.

Efter at have etableret sit univers i den første film byder ”Julemandens datter 2” ikke på så mange overraskelser. På samme måde har man puttet hele ligestillingskampen – Lucias ret som pige til også at gå på julemandsskolen – i skabet.

I det hele taget er ”Julemandens datter 2” en mindre modig film på mange måder og med mindre kant end sin forgænger.

Det er dog alt sammen til at bære over med, fordi det er lykkedes Dyekjær og co. at bevare det allervigtigste i den type film: Den gode julestemning.

Lige som sin forgænger emmer ”Julemandens datter 2” af julehygge, uden at det på nogen måde blive for meget.

Der er også masser af underholdende optrin: Bøllelignende præfekter blander på komisk vis tyske gloser ind i det danske sprog og et besøg hos en urmager udvikler sig til et lattervækkende optrin.

På samme måde er filmens skurke – gråbrødrene – godt tænkt og foldet ud, med deres grå, klamme grød, der også bruges som hoveddyppende indvielsesritual. Dog kunne man ønske, at der var sat lidt mere lys i deres hule, der er på kanten til mørkekammer.

Martin Buch, Mia Lyhne og Ulf Pilgaard fungerer perfekt som fyld som Lucias forældre og skolen rektor.

Over dem stråler 14-årige Ella Testa Kusk, der ubesværet gentager rollen som Lucia og understreger, at hun er et naturtalent foran et filmkamera, som vi nok skal komme til at se og høre mere til, hvis det er det, hun ønsker.

Foreløbig er der lagt op til et gensyn i den tredje Julemandens datter film, der allerede er i støberskeen.

I mellemtiden kan alle nyde den veloplagte to’er, der både formår at interessere de voksne og ikke tale ned til de små. Så kan man næsten ikke forlange mere af en julefilm.

Julemandens datter 2 – Jagten på Kong Vinters krystal – 91 minutter – Danmark – Instruktør: Christian Dyekjær – Medvirkende: Ella Testa Kusk, Bertil Smith – Martin Buch – Mia Lyhne – Kristian Halken – Ulf Pilgaard m.fl.