DEBAT: Disney’s kvalmende politiske korrekthed

Som mange andre er jeg vokset op med Disneys klassiske tegnefilm og har altid elsket dem. Blandt mine absolutte yndlings-Disneyfilm er ”Aristocats” (1970), der måske er en af de musikalsk mest helstøbte tegnefilm, der nogensinde er lavet.

Jeg så den første gang, da jeg var fem-seks år gammel, og har set den utallige gange siden, også med mine egne børn.

Historien om hunkatten Duchess og hendes tre killinger Marie, Belioz og Toulouse, der kattenappes og hjælpes tilbage til Paris af baggårdskatten Thomas O’Malley, er et bedårende tegneserieeventyr. Og tilmed en af Disneys sødeste og mindst skræmmende fortællinger.


Kort sagt den perfekte underholdning til børn. Eller det er i hvert fald, hvad jeg har troet og ment indtil nu – og stadig mener.


Men sådan ser man ikke på det hos Disney-koncernen, som netop har fjernet såvel ”Aristocats” som ”Dumbo” (1941) og ”Peter Pan” (1953) fra børnesektionen på deres nye streamingkanal Disney+

Hvorfor lyder det måbende spørgsmål? Det kvalmende svar er, at Disney er ramt af et akut tilfælde af politisk korrekthed.

For ”Aristocats” vedkommende er problemet O’Malleys jazzende baggårdskattevenner i Scattcat’s orkester. Her indgår nemlig en siameserkat, hvis skæve øjne og fremstående tænder opfattes som en upassende karikatur på østasiatiske personer.

”Peter Pan” er problematisk, fordi der optræder en indianerstamme i den, hvis medlemmer kaldes rødhuder. Og i ”Dumbo” er der en musical-sekvens, hvor sorte, ansigtsløse slaver synger ”When we get our pay, we throw our money all away’”. Det er en latterliggørelse af sorte, afro-amerikanske slaver mener man.

Suk, suk og suk….

Det gør det ikke bedre, at Disneys beslutning om at fjerne filmene blev taget af en gruppe eksterne eksperter, som koncernen havde hentet ind for at se, om de var passende i forhold til et globalt publikum.

Eller at voksne stadig har adgang til filmene, som nu er forsynet med en tekst, hvor der står at ”denne film inkluderer negative skildringer og/eller mishandling af mennesker eller kulturer. Disse stereotyper var forkerte dengang og er forkerte nu.”

Uanset hvordan man vender og drejer det, er der tale om et gigantisk knæfald over for en verden, der for længst er gået i selvsving i sin krænkelsesparathed.

Og hvor stopper det? Skal ”Junglebogen” også bandlyses, fordi abeflokkens Kong Louie synger jazz og dermed gør grin med afro-amerikanere? Og hvad med de russiske dansere i ”Pinochio”? Eller det faktum, at de tidlige Disney-film ensidigt fremstiller deres prinsesser som svage kvinder, der har brug for en prins (mand) til at redde sig. Kan man overhovedet forsvare at vise den slags gammeldags kønsstereotyper i dag?

Den skandinaviske mediecensur har en fornem tradition for, at man først og fremmest kigger på, om der er noget i filmene, der kan skræmme børnene, mens man ikke forholder sig til moral. Det kunne Disney lære meget af.

I mellemtiden er jeg bare glad for, at jeg for længst har anskaffet alle de gamle Disney-klassikere på dvd og dermed kan lade mine børn se dem, når de vil, uden at skulle tage hensyn til Disneys forrykte bandlysninger.