CINEMADSEN SHORT 18

ELLEN RIIS TRÆKKER SIG SOM FORSTANDER
Så gik den ikke længere. I fredags meddelte European Film Colleges forstander Ellen Riis, at hun træder tilbage til sommer. Det skete efter, at den 64-årige Riis er blevet kritiseret af både tidligere elever og en tidligere lærer for sin måde at håndtere en sag om en krænkede underviser. Sagen startede, da en kvindelig elev skrev en klage til Ellen Riis omkring lærerens krænkende opførsel. Forstanderen indkaldte eleven til en samtale. ”Det var en meget ubehagelig samtale. Elle Riis betvivlede grundlæggende min troværdighed, som om hun gentagne gange forsikrede om det modsatte. Og det føltes, som om hun prøvede at give mig ansvaret for lærerens skæbne”, har den kvindelige elev tidligere fortalt om sagen i filmmagasinet Ekko. Og selv om Ellen Riis hele tiden har holdt fast i, at hun reagerede hurtigt og resolut ved at fyre den pågældende lærer, stoppede kritikken ikke. Og da Ekko henvendte sig til forstanderen og fortalte, at man havde kendskab til endnu en krænkelsessag med en aktuel elev, var der tilsyneladende ikke længere nogen vej tilbage for Ellen Riis, der valgte at trække sig. Samtidig meddelte den snart forhenværende forstander, at hun ikke kommer til at svare på flere spørgsmål om sagen.

IMPERIAL BLIVER EUROPAS FØRSTE THX ULTIMATE CINEMA-BIOGRAF
Begrebet ”Still going strong” har fået nyt liv for Danmarks største enkeltsalsbiograf Imperial i København. Forleden meddelte Nordisk Film, der ejer Imperial, således, at Imperial bliver Europas første THX Ultimate Cinema biograf. Det var den legendariske filmmager George Lukas, der grundlagde THX-begrebet helt tilbage i 1983 – og siden da har THX-standarden udviklet sig til en verdensomspændende kvalitetsstandard inden for mange typer af underholdning. ”Det vil give de danske biografgængere det skarpeste og mest dynamiske billede og lyd, de nogensinde har oplevet, når de igen kan se film på Imperials giganstiske lærred”, siger Casper Bonavent, der er direktør for Nordisk Film Biografer i Danmark. Han fortsætter: ”Imperial runder 60 år i år og er Danmarks førende gallabiograf. Så er det helt på sin plads at fejre denne milepæl i dansk biografhistorie med en opgradering af Nordens største biograf til den ultimative biografoplevelse.”. Nøglepunkterne i det nye THX Ultimate system er blandt andet en helt ny Cinionic dobbeltlaser fra Barco, som giver et helt klart 4K billede. Dertil kommer optimeret lydsystem samt optimering af selve biografsalens arkitektur, så lokalet er indrettet til at levere optimal akkustik.

CPH:DOX FORLÆNGER FESTIVAL MED 10 DAGE
Der er nu blot lidt over tre uger til, at en af verdens største dokumentarfilmfestivaler – Cph:Dox – løber af stabelen. Oprindeligt skulle festivalen være foregået fra den 21. april til den 02. maj. Og folkene bag Cph:Dox håbede derfor, at de igen ville kunne invitere publikum ind i biograferne. I mellemtiden har regeringen meldt deres genåbningsplan ud, og her åbnes der først op for biograferne den 6. maj. Men den slags småtterier stopper ikke Cph:Dox arrangørerne, der fluks har besluttet at forlænge årets festival til den 12. maj. ”Det vil være fantastisk at kunne fejre genåbningen med vores store, dedikerede biografpublikum. I marts 2020 var Cph:Dox den første dokumentarfilmfestival i verden, der gik online og blev digital. Nu gør vi klar til at afvikle en festival, som har et større og mere digitalt univers end nogensinde før”, siger festivaldirektør Tine Fischer i en pressemeddelelse. Hun fortsætter: ”Sideløbende arbejder vi på, at vores festival også kan få en fysisk dimension med visninger af et udvalg af årets film på det store lærred. Derfor udvider vi nu festivalen med et ekstra biografprogram, der bliver skudt i gang den 6. maj. Vi glæder os afsindigt til at møde vores publikum igen – både digitalt og i biograferne.”