SERIE: Sneengle – Frysende dyk ned i menneskets mørkeste kroge

Det er juleaftensmorgen. Den udkørte småbørnsmor og tidligere stofmisbruger Jenni vågner i sin lejlighed i et trist svalegangskompleks i Stockholm-forstaden Vårberg. Hun er omtumlet efter at have taget for mange piller aftenen før, fordi hun ikke kunne tackle sin lille, fem uger gamle søn Lucas.

Jenny opdager, hun er alene i lejligheden med sin ældre, hørehæmmede datter Nicole. Lucas er væk. Det samme er hendes mand Salle.

Så enkelt og isnende starter den nye, dansk-svenske thrillerserie ”Sneengle”, der kan ses på DR hver søndag.

Serien er skrevet af danske Mette Heeno, og hun kan sit kram, skulle jeg hilse og sige. Stemningen i ”Sneengle” er nemlig gåsehudsfremkaldende lige fra første sekund, som tingene kun kan være, når det, som er på spil, er et lille, uskyldigt barns liv.

Ens umiddelbare reaktion er at tro, at det er faderen, der har fjernet sit eget barn, men som så meget andet i serien bliver det hurtigt mere kompliceret.

Da Salle omsider dukker op fra, hvad han nu har foretaget sig, er han nemlig lige så forvirret og afmægtig. På hans mobil ligger adskillige beskeder fra Jenni fra den omtågede aften. I baggrunden kan man høre Lucas græde, mens hun tigger sin kæreste om at komme hjem. Undervejs bliver hun mere og mere ophidset og slutter med at true med at smide sønnen ud af vinduet.

Mere end en krimigåde er ”Sneengle” socialrealisme og et styrtdyk ind i menneskets mørkeste krinkelkroge.

Mette Heeno smider hurtigt to kvinder mere i gryden: Politibetjenten Alice, der forsøger at finde ud af, hvad der er sket med Lucas, mens hun kæmper hjemme for at passe sin mand, der er ramt af en blodprop. Og den nytilflyttede, danske sygeplejerske Maria, der har sine egne skelletter at slås med: Hun er flygtet fra Danmark efter en sag, hvor en mor blev indlagt med et underernæret barn. Maria fik hurtigt mistanke om, at moderen selv skader barnet for at få opmærksomhed, og overskred sine beføjelser.

Det bliver spændende, at se, hvordan alle disse tråde bliver flettet sammen. Indtil videre kastes der flere bolde op i luften, er der bliver grebet, men det virker som om, at Mette Henoo har godt styr på sin fortælling.

Hun benytter samme kunstgreb, som man for eksempel så i den mesterlige, amerikanske dramaserie ”Big Little Lies”: At starte med selve ”forbrydelsen”, og derefter hoppe tilbage i tiden og arbejde sig frem mod dette punkt, så man undervejs får vist, hvad der førte frem til den.

Det er en effektiv taktik, hvor udfordringen består i hele tiden at afdække præcis så meget af handlingen, at publikums interesse og trang til at gætte med, holdes ved lige. Og det gør den her. Samtidig er ”Sneengle” ikke bange for at tage kontroversielle emner op som kvinder, der ikke evner eller har lyst til at leve op til mødre-ansvaret, mødre der bevist skader deres børn og – hvem ved – måske også om børns ondskab.

Læg dertil nogle bundsolide skuespilpræstationer hele vejen rundt, og resultater er en serie, som det nok skal blive spændende at følge de kommende søndage.

Sneengle – 6 afsnit af 60 minutter – Danmark og Sverige – Skaber: Mette Heeno – Medvirkende: Josefin Asplund, Ardalen Esmaili, Maria Rossing, Eva Melander m.fl.