CPH:DOX 2021: Lost Boys – Finsk undergangsfortælling lader alt håb ude

Der er film, der gør dig glad. Og så er der film som den finske instruktør Joonas Neuvonens ”Lost Boys”, der suger al glæde ud af dig, og får dig til at miste enhver tro på verden og menneskene i den.

Filmen, der en af de 15 film i festivalens hovedkonkurrence DOX:Award lanceres som ”en voldsom film, der udvikler sig fra en narkotisk videodagbog til et kulsort mordmysterium.”

Det er den også, men ”Lost Boys” er først og fremmest et dybt deprimerende kig ind i menneskelig fornedrelse når den er allermest grim og uglamourøs. Der hvor drømme ikke bare brister, men splintres uden for ethvert håb om redning og udviskes i mudder, bræk og afføring.

Joonas Neuvonen har været der før. For 10 år siden stod han bag dokumentaren ”Reindeerspotting: Escape from Santaland” (2010), der lige som Danny Boyles ”Trainspotting” (1996) handler om en gruppe unge mænds stofmisbrug og kriminalitet for at finansiere misbruget.

Blandt hovedpersonerne i denne film var Jani Raappana, der endte med at blive arresteret. Man kan nærmest opfatte ”Lost Boys” som en fortsættelse. Filmen følger Neuvonen, Jani og deres fælles ven Anti. Da den ene af dem løslades fra fængslet, rejser de sammen til Thailand for at fejre det, og kaster sig ud i et nonstop orgie af sex og prostituerede.

Da Jani og Anti tager videre til Cambodja, vælger Neuvonen at forlade dem og rejse hjem til Finland. Her mister han kontakten med dem og tager senere tilbage for at finde ud af, hvad det er hændt dem.

Ikke noget godt, skulle jeg hilse og sige. Jani har hængt sig, men omstændighederne er så mistænkelige, at meget tyder på, at han er blevet dræbt. Og Anti, der er svær at finde, har forvildet sig ind i psykosens mørke.

Neuvonen sætter sig for at bore i sagen om Jani’s død. Det udvikler sig til en flaksende amatørefterforskning gennem den sydøstasiatiske underverden, hvor han opsøger den ene efter den anden af de personer, der kan kaste lys over affæren.

Eller rettere lys bliver det ikke rigtig til, for jo flere, han får snakket med, jo mere mudret bliver det hele.

Den noir-agtige stemning forstærkes af de håndholdte optagelser, af de mange hårde og lige på billeder af ikke mindst Janis stofmisbrug og af den uhyggelige fortællerstemme, som ikke er Neuvonens, men derimod den finske skuespiller Pekka Strang.

Stærkest står imidlertid Nevonens interview med nogle af de prostituerede –herunder Janis ”kæreste” Lee Lee, som han ville giftes med, og som måske/måske ikke har været medvirkende til hans død.

Her får man for alvor indblik i liv fyld med hjerteskærende smerte og udnyttelse og total mange på muligheder – måske lige med undtagelse af muligheden for at blive lige så forrået og selv udnytte folk.

”Lost Boys” står som et monument over spildte liv, uden at man af den grund fuldstændig forstår hvor og hvorfor det gik galt.

Og den siger allermest i sine mest enkle scener: Nærbilleder af Jani’s ansigt, der skifter fra ekstase til ligegyldighed, når han tager endnu et skud stoffer;  Prostituerede på sexklubber hvis udtryksløse ansigter slet ikke harmonerer med deres vridende kroppe; Børn i slumkvarteret, der sidder på en karrusel, som reflekteres i en pøl af kloakvand. Her understreges det, at det ikke bare er filmens tre unge hovedpersoner, som er fortabte. Det er de alle.

Lost Boys – 98 minutter – Finland – Instruktør: Joonas Neuvonen – Medvirkende: Jonas Neuvonen, Rani Rappane, Anti m.fl.