Filmanmeldelse: To dage, én nat – Dardenne-brødrene har lavet et gribende og fuldendt værk

To dage, én nat

5 popcorn

Dardenne-brødrene har gjort det til deres varemærke at lave film om hårde tider og hårde valg, hvor menneskelig elendighed afvejes mod sjælerystende glimt af venlighed.

”To dage, én nat” er deres mest fuldendte værk til dato. Et socialt og episk mesterværk i miniature, dybfølt og humant. Det er også en film, hvor Dardennerne har bevæget sig væk fra filmverdenens udkant for i stedet at omfavne mainstream-markedet. Men de gør det på deres egne betingelser, og med deres integritet intakt.

Det samme kan man sige om den franske skuespillerinde Marion Cotillard, der spiller hovedrollen som den depressive mor og hustru Sandra, der står for at blive fyret fra sit minimumslønnede job på en solcellefabrik.

Ledelsen går efter at få hende væk, og hendes penge-fikserede kolleger har ”solgt” hende. Som i en Robinson-dyst er hun blevet stemt bort som det svageste led, for at de andre kan overleve. Forskellen er blot, at det ikke er reality-tv, men hjerteskærende virkelighed.

Sandras eneste håb er at overtale flertallet af kollegerne til at frasige sig deres bonus på 1.000 euro inden den skæbnesvangre afstemning mandag. ”Kæmp for dit job”, siger hendes mand, men Sandra er knapt nok i stand til at hale sig selv ud af sengen for slet ikke at tale om at slås for sig selv. Så tiden tikker ubarmhjertigt afsted.

Dardenne-brødrene skal have ros for at have skabt en klassisk tragedie, der på én og samme tid føles forfærdelig intim og privat og samtidig skriger til omverdenen.

Sandra fremstår som en moderne Hercules i hverdagsklæder, hvor de oprindelige prøver er erstattet af lukkede døre, hemmelige afstemninger og strømmen af Zanax, som ”heltinden” propper i munden, som var det slik.

Hendes kamp får næsten mytisk karakter, mens hun slider sig rundt gennem de forstemmende forstæder i den belgiske by og prøver at tale sin sag over for mennesker, som hun har arbejdet sammen med og alligevel knap nok kender.

Og alle får de stort set samme spørgsmål: ”Kan du stemme for mig, så jeg kan beholde mit job?”. Deres reaktioner er forskellige.  Nogle nægter at lukke op. Nogle sige, de er kede af det, men at de har brug for pengene. Nogle lover at tale om det med deres mand. Nogle giver hende deres støtte med det samme og en enkelt bliver voldelig.

I løbet af weekenden ser hun både det bedste og det værste i os mennesker, og det bliver hurtigt klart, at Sandra ikke er det eneste offer. Hendes kolleger er lige så overbebyrdede, som hun er, og har brug for de ekstra penge for overhovedet at holde hovedet oven vande.

Men hvis ”To dage, én nat” er en film fyldt med ofre, hvem er så skurken? Er det de afvisende kolleger eller den ubehagelige værkfører, der oprindeligt har sat afstemningen i værk? Nej de virkelige skurke er dem, vi aldrig ser: Ledelsen og deres moderne ledelsesmetoder. Filmen retter en sønderlemmende kritik mod en forretningskultur, der bygger på korttidskontrakter og uorganiseret arbejdskraft. Her er den eneste løsning at stå sammen. Ved at hjælpe Sandra, ville hendes kolleger i virkeligheden redde sig selv.

Dardenne-brødrene er vant til at arbejde med mindre kendte skuespillere, men det gør ingen forskel, at de denne gang har valgt et topnavn som Marion Cotillaard. Hun gør det blændende som den sårbare kvinde på kanten af et nervøst sammenbrud, der konstant bryder i gråd og tvivler på sig selv. En kvinde, hvis skønhed er blevet slidt så grundigt ned af skæbnen, at den er blevet irrelevant og et fjernt minde.

”Jeg findes ikke”, klynker Sandra opgivende til sin mand i filmens start. Hun tror ikke, at kollegerne kan se hende, men det kan de i høj grad. Og jo hårdere, hun kæmper, jo stærkere bliver hun.

Hvad betyder det så, at odds er imod hende. Moralen i ”To dage, én nat” er, at det altid er værd at kæmpe, uanset resultatet. Selv om Sandra skulle tabe har hun allerede vundet.

To dage, én nat – 95 minuttter – Belgien, Frankrig og Italien – Instruktør: Jean Pierre og Luc Dardenne – Medvirkende: Marion Cotillard, Fabrizio Rongione, Pili Groyne, Simon Caudry, Catherine Salée, Batiste Sorbin m.fl.