FILM: Black Widow – For meget og for lidt


Der er mange måder, man kan bedømme den nyeste Marvel-film ”Black Widow” på.

Man kan for eksempel glæde sig over, at der endelig to år og en uge efter at ”Spider-Man: Far From Home” (2019) sluttede fase tre i den gigantiske Marvel-franchise er blevet taget hul på fase fire.

Eller hvis man er mere glasset-er-halvtomt typen ærgre sig over, at Black Widows forhistorie kommer for sent, fordi hendes karakter har været død og afsluttet i Marvel-Franchisen siden ”Endgame” (2019).

På den måde er ”Black Widow” på en underlig måde enten for meget eller for lidt.

Historien starter i Ohio i midten af 90’erne, hvor Natasha og hendes søster Yelena lever et idyllisk familieliv med deres forældre Melina og Alexei. Men familieidyllen er en tom skal. Forældrene er i virkeligheden russiske spioner på mission i USA, og da de bliver afsløret må de flygte over hals og hoved til Cuba.

Her bliver de to piger skilt fra forældrene (som i parentes bemærket ikke er deres rigtige mor og far) og sendt tilbage til det tophemmelige indoktrinerings- og hjernevaskprogram Red Room. Programmet opdrager dem til at blive sorte enker/black widows: Topkamptrænede, kvindelige spioner og lejemordere, der kun adlyder Red Rooms leder oberst Dreykow.

21 år senere er Natasha brudt ud af Red Room og blevet en del af Avengers. Vi er i perioden er ”Captain America: Civil War” (2016), hvor Natasha er efterlyst for at have forbrudt sig mod Sokovia-konventionen.

En dag modtager hun en mystisk pakke, der indeholder en syntetisk gas, der er en modgift mod tankekontrol. Snart er hun på flugt igen og ender i Budapest, hvor hun genforenes med sin søster.

Natasha og Yelena er ikke just perlevenner, men efter nogle drabelige slåskampe og biden af hinanden beslutter de sig for at samarbejde. Og hvilket team. Søstrene hjælper deres far til at undslippe fra et topsikret fængsel og forenes med deres mor. Snart er de klar til det endelige opgør med oberst Dreykow og Red Room.

Som sagt er ”Black Widow” både for meget og for lidt. Den er således alt for lidt Marvel, hvilket blandt andet hænger sammen med, at Natasha Romanow er en af de Marvel-figurer, der ikke har superkræfter af nogen art, men blot er en toptrænet morder.

Omvendt er filmen alt for meget James Bond, lige ned til den næsten kliché-agtige monolog, da familien endelig når frem til oberst Dreykow: Jep, han er som alle superskurke ude efter verdensherredømmet. Og nej, vi bliver ikke klogere på hvorfor. Det er som altid magt for magtens egen skyld.

På samme måde er ”Black Widow” alt for meget familiedrama. Medlemmerne i den selvvalgte og mildt sagt dysfunktionelle familie bruger således meget tid på at udbrede deres følelser omkring fortidens brud og pigernes mareridtsagtige opvækst hos Red Room. Det hæmmer dynamikken.

Endelig bliver man – i hvert fald som mand – lidt træt at filmens feministiske overtoner: Igen jep, vi er helt klar over, at ”Black Widow” overordnet og symbolsk set er en film med kvindelige helte, hvor målet er, at kvinder skal erobre deres egen stemme og gøre sig fri fra mandens (i dette tilfælde oberst Dreykows) kontrol. Og nej, det kommer ikke som nogen overraskelse, at filmens mænd derfor enten er psykopatiske superskurke eller fjumrer farfjollet rundt. Det er ikke kun kvinder, der udsættes for negative og nedladende stereotyper, det gør mænd i høj grad også.

Black Widow er således bedst, når de vel-orkestrerede actionscener udfolder sig med bulder og bragt, og i spillet mellem Natasha og Yelena. Her har Scarlett Johansson (Natasha) og Florence Pugh (Yelena) en umiddelbar kemi, og det er en fryd at ske dem skiftevis bitche og slå mod hinanden og lammetæve deres modstandere.

Så nu er det gjort. Marvel-franchisens fase fire er i gang, og vi kan se frem mod næste kapitel ”Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”, der får premiere til september.

Black Widow – 134 minutter – USA – Instruktør: Cate Shortland – Medvirkende: Scarlett Johansson, Florence Pugh, David Habour, Rachel Weisz, Ray Winstone, William Hurt m.fl.